Fængselsforbundet

Kritik af sikkerheden i Esbjerg Arrest efter flere overfald

Del
Der er brug for en permanent styrkelse af vagtdækningen i Esbjerg Arrest. Sådan lyder opfordringen fra personalet efter flere overfald og et strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

”Ingen skal finde sig i at blive slået ned på arbejdet.”

Tillidsrepræsentant Morten Nielsen er stærkt utilfreds med situationen i Esbjerg Arrest efter fem overfald på personalet på få år.

Alene i år har der været to overfald; senest for tre uger siden hvor en kollega blev angrebet af en indsat. Han blev slået i ansigtet, da han trådte ind på cellen.

Betjenten fortæller om episoden: ”Han slår ud efter mig igen. Jeg får pareret, hvorefter vi kommer til at ligge i sengen, hvor han yder voldsom modstand og prøver at slå og sparke. Jeg får til sidst tilkaldt hjælp, og vi får styr på ham.”

Også i marts blev en kollega overfaldet i arresthuset. Voldsepisoderne og det generelle sikkerhedsniveau får personalet til at råbe vagt i gevær. De mener, der bør gøres noget nu.

Morten Nielsen peger på, at arresthuset tager imod mange voldsparate indsatte fra andre arresthuse og fængsler. Det er huset ikke gearet til. Det resulterer i mange anbringelser i obs- og sikringsceller.

”Normeringen er for lav i forhold til den type indsatte, som vi modtager. Vi tiltrækker indsatte fra hele Jylland, som ikke kan være andre steder. Derfor får vi flere indsatte fra rocker/bande-gråzonen. Det slider. Folk er mere trætte,” siger tillidsrepræsentanten.

Strakspåbud
Arbejdstilsynet er også kritisk over forholdene i arresthuset. Tilsynet har udstedt et strakspåbud om at forebygge volden mere effektivt. Påbuddet blev udstedt før overfaldet i april. Det lykkedes altså ikke at efterkomme det i første omgang.

Arbejdstilsynet peger blandt andet på, at det kan være vanskeligt at risikovurdere nye indsatte, og at der er risiko for øget konfliktniveau i formiddagstimerne.

Røde lamper
Fællestillidsrepræsentant Brian Kristiansen er enig i, at de røde lamper blinker.

”Der er ingen, der skal udsættes for overfald på arbejdet. Det er tydeligt, at der skal ske noget nu. Vi har længe gjort opmærksom på bemandingen og problemerne med det klientel, der sidder i huset. Sammen med vores tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant er vi gået i arbejdstøjet for at finde den rigtige løsning. Der er mange ting, der skal i spil, så det er ikke løst i morgen,” siger han.

Ledelsen har nu valgt at opnormere med en ekstra sikkerhedspost om formiddagen.

Det er dog ikke tilstrækkeligt, mener Morten Nielsen: ”Det er godt med en ekstra mand, men det holder ikke, hvis det blot er midlertidigt. Vi har brug for en permanent styrkelse af bemandingen. Det er vi i dialog med ledelsen om.”

Han efterlyser samtidig større ensartethed omkring sikkerhedsvurderingen af de indsatte. Det bør være det samme i hele Kriminalforsorgen, så institutionerne ikke får indsatte, som man ikke har bemanding til.

”Vi tager det alvorligt”
Fungerende institutionschef i Esbjerg Arrest, Lars Henrik Nissen Lund, slår fast, at vold og trusler mod ansatte ikke er i orden.

”Det er helt og aldeles uacceptabelt. Én episode er én for meget. Vi er i tæt dialog med medarbejdere om situationen i arresten, og den bekymring, der hersker blandt dem” siger han.

Institutionschefen fortsætter: ”Vi tager det meget seriøst, når der kommer påbud fra Arbejdstilsynet, og vi har nu igangsat et arbejde, der skal vise os, om der er en sammenhæng mellem tidligere episoder og bemandingen. Dette arbejde foretages i samarbejde med medarbejderrepræsentanterne. Giver det anledning til at lave mere permanente justeringer i blandt andet bemandingen, vil vi naturligvis se på det.”

Kontakter

Billeder

Links

Information om Fængselsforbundet

Fængselsforbundet
Fængselsforbundet
Ramsingsvej 28A
2500 Valby

7255 9976http://faengselsforbundet.dk/

Fængselsforbundet har cirka 3.500 medlemmer og repræsenterer fængselsbetjente, transportbetjente, institutionsmedarbejdere, værkmestre og uniformerede ledere i Kriminalforsorgen i Danmark, Grønland og på Færøerne. Desuden repræsenterer forbundet fiskerikontrollører i Fiskeristyrelsen. Vi er uafhængige af partipolitik og fokuserer alene på at forbedre vores medlemmers arbejdsliv.

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye