Ingeniørforeningen, IDA

Iværksætterpanel bør fokusere på kompetencer og forskning

Del
Gode takter i Iværksætterpanelets anbefalinger skal følges op af endnu flere tiltag, før Danmark kan blive et smørhul for iværksættere

Det regeringsnedsatte Iværksætterpanel har siden april i år kigget på, hvordan der kan skabes bedre vilkår for iværksætterne, og panelet er netop kommet med de første anbefalinger. IDA finder det er positivt, at anbefalingerne særligt adresserer to hovedudfordringer, som også fylder hos IDAs tech-iværksættere – nemlig adgang til kapital og adgang til medarbejdere. Over halvdelen af IDAs tech-iværksættere angiver ”problemer med at finde de rigtige medarbejdere” som en udfordring for udviklingen. Det gælder især virksomheder med medarbejdervækst, hvor syv ud af ti med mindst tre ny-ansættelser i 2015 har oplevet rekruttering som en barriere. Udfordringen understreges af, at 46 pct. vurderer ”rekruttering af nøglemedarbejdere” til at være en særlig vigtig aktivitet i forhold til at sikre virksomhedens udvikling i de kommende år. Vi er glade for, at iværksætterpanelet har ambitiøse målsætninger om at få flere unge til at tage en naturvidenskabelig eller teknisk uddannelse.

”Der er mange gode takter i Iværksætterpanelets anbefalinger, men panelet mangler at italesætte en række barrierer, som vi skal have fjernet, før vi kan bryste os af at være det smørhul for iværksætteri, som vi gerne vil være”, siger Per Diget, der er formand for Ingeniørforeningen, IDAs, Erhvervs- og Vækstudvalg. IDA mener eksempelvis, at Danmark skal prioritere den offentlige tekniske og naturvidenskabelige forskning i langt højere grad end i dag, hvis vi skal have et fremtidigt fundament for nye tech-iværksættere. Danmark ligger lavt i andelen af offentlig forskning på det tekniske og naturvidenskabelige område målt i forhold til BNP.

”Danmark opretholder en sølle 12. plads ud af 35 lande i OECD, når det kommer til forskning på det tekniske og naturvidenskabelige område. Det skal vi ikke acceptere, hér bliver vi nødt til at handle. Og vi har blandt andet brug for, at det skal være nemmere at blive iværksætter ved eksempelvis at markedsmodne universitetsopfindelser gennem proof-of–concept-midler’,” siger Per Diget, ”som én af mulighederne for at dæmme op for de barrierer, mange kommende iværksættere støder ind i”.

IDA savner også, at Iværksætterpanelet sætter en lup på det offentlige erhvervsfremmesystem, som vil fylde dagsordenen frem til årsskiftet. Hele syv ud af ti af IDAs tech-iværksættere henter en del af omsætningen i udlandet, og over halvdelen har aktiviteter i udlandet. Samtidig bruger ca. halvdelen af IDAs tech-iværksættere det offentlige erhvervsfremmesystem, og af samme grund har vi udarbejdet en række principper, det bør tilgodese.

”I denne sammenhæng er det vigtigt at prioritere den tekniske kompetenceudvikling. Den teknologiske udvikling går lynhurtigt – der er derfor brug for teknisk efteruddannelse – også for de medarbejdere, som iværksætterne ansætter. Det er der ikke fokus på i anbefalingerne. Vi håber, at Iværksætterpanelet i 2018 vil adressere nogle af de problemstillinger, vi ser som udfordringer for, at Danmark får et sundt og blomstrende iværksættermiljø, hvor individer ser muligheder i stedet for barrierer,” siger Per Diget.

Nøgleord

Kontakter

Tina Splidsboel - tlf. 60 666 700 - mail: tsp@ida.dk

Information om Ingeniørforeningen, IDA

Ingeniørforeningen, IDA
Ingeniørforeningen, IDA
Kalvebod Brygge 31-33
1780 København V

33 18 48 48http://ida.dk/
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye