Regeringen skal sætte fart på dansk AI-sprogmodel
Danmark bør satse på at bygge en national AI-sprogmodel for at stå stærkere sprogligt og kulturelt – og for at mindske afhængigheden af amerikanske techgiganter.

Det er et udtryk for mangel på visioner, når regeringen afviser forslaget om at støtte udviklingen af en dansk GPT-sprogmodel som et troværdigt og sikkert alternativ til ChatGPT og tilsvarende modeller fra de amerikanske techgiganter.
Sådan lyder det fra Ingeniørforeningen, IDA, der opfordrer regeringen til at tage større ansvar for den digitale infrastruktur i Danmark, så vi opnår indflydelse på udviklingen og kvaliteten af AI-modeller herhjemme.
”De fleste virksomheder og organisationer er i fuld gang med at udforske potentialet med GPT. Det rummer fantastiske muligheder, men vi risikerer at gentage fortidens fejl, hvis vi knytter vores infrastruktur til udenlandske sprogmodeller, hvor vi ikke har indflydelse på afgørende parametre som datasikkerhed, ophavsret og troværdighed”, siger Laura Klitgaard, der er formand for Ingeniørforeningen, IDA.
En dansk sprogmodel vil sikre fuld åbenhed om de data, den er baseret på, og kan derfor være byggesten for en række AI-projekter både i den offentlige sektor og for private virksomheder. Den vil ikke være forurenet af bias eller fejlagtigt indhold, som får de populære modeller som ChatGPT, Bard og Copilot til at opdigte svar, og samtidig undgår man at krænke ophavsretten, som er fokus for flere store retssager netop nu.
Netop kvaliteten af de data, som sprogmodellen fodres med, er afgørende for at kunne anvende den som et troværdigt værktøj til forskning og uddannelse og til sagsbehandling i den offentlige sektor.
”Små lande er nødt til at investere i nationale AI-løsninger for at fastholde deres kulturelle og sproglige identitet og værdier i en digital tidsalder. Det handler om at demokratisere teknologien og sikre en konstant høj kvalitet af data. Dermed opnår vi, at modellen bliver mere præcis og målrettet, så den kan benyttes af alle, der vil udvikle nye applikationer og smarte løsninger oven på”, siger Laura Klitgaard.
Laura Klitgaard peger på, at der et væsentligt element af suverænitet i at bygge sin egen sprogmodel, og at både Sverige, Norge og Finland er langt fremme med at udvikle sprogmodeller i stil med ChatGPT – blot i mindre skala. Forskellen er, at de er bygget ud fra et andet perspektiv, der sætter troværdighed, gennemsigtighed og dataetik i højsædet.
Et beslutningsforslag fra SF om statsstøtte på 40 millioner kroner til at medfinansiere en dansk AI-sprogmodel blev i februar skudt ned af regeringen, men har mødt opbakning fra blandt andre De Konservative og Alternativet. Men ifølge Laura Klitgaard virker det besynderligt, at regeringen på den ene side ønsker strammere regulering af techgiganter som Google, Meta og X, men på den anden side vil risikere at gøre os afhængige af selv samme techvirksomheder, når det gælder AI.
”Det er afgørende, at vi tager kontrol med en teknologi, som bliver en gamechanger på stort set alle områder af samfundet lige fra sundhedsvæsen til produktionsvirksomheder. Kunstig intelligens og sprogmodeller bliver en grundpille for internettets infrastruktur i de kommende år, så selvfølgelig skal vi selv tage ejerskab over fremtiden”, siger Laura Klitgaard.
”Men vi skal op i tempo, og det kræver politisk understøttelse, hvis vi skal udvikle en stærk, national sprogmodel i et tæt samarbejde mellem universiteter, myndigheder og private virksomheder til gavn for hele samfundet”, siger Laura Klitgaard.
Kontakter
Ole Hoff-Lund, presserådgiver i IDA, telefon 26 83 81 84
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA
Nye kompetencer kan styrke dansk cybersikkerhed12.12.2025 07:22:00 CET | Pressemeddelelse
Udviklingsprojekt baner vejen for mangfoldighed og flere kompetente medarbejdere indenfor cybersikkerhed.
Hjemmearbejde øger medarbejdertilfredsheden11.12.2025 10:55:21 CET | Pressemeddelelse
Muligheden for at arbejde hjemmefra er grundstenen i et fleksibelt arbejdsliv, viser en ny undersøgelse blandt IDA’s medlemmer. Derfor vækker "return-to-office”-bølgen undren i IDA.
Ingeniørerne fik pæne reallønsstigninger i 20258.12.2025 08:21:06 CET | Pressemeddelelse
Lønudviklingen for IDA’s medlemmer var mere behersket i 2025 sammenlignet med de ekstraordinært høje stigninger i de foregående år.
Hver 6. ingeniør har forladt arbejdsmarkedet modvilligt5.12.2025 08:28:13 CET | Pressemeddelelse
Mange vidensarbejdere indenfor STEM sendes på pension, selvom de hellere var fortsat med at arbejde. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra IDA.
It-kriminelle er klar til Black Friday27.11.2025 07:10:24 CET | Pressemeddelelse
Når der inviteres til tilbudsfest, sidder de it-kriminelle klar til at narre så mange som muligt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum