Næsten 9 ud af 10 mænd tager længere barsel end øremærkningen
16.4.2024 09:11:06 CEST | Ingeniørforeningen, IDA | Pressemeddelelse
Øremærkningen af barsel til fædre har løftet de mandlige IDA-medlemmers brug af barsel markant, viser nye tal.

Den 2. august 2022 var en vigtig dag for nye forældre. Her trådte en ændring af de danske barselsregler i kraft, som øremærker 11 ugers barsel til fædre og medforælderen.
Når det gælder IDAs medlemmer, har øremærkningen flyttet signifikant på fordelingen af barslen mellem forældrene. Blandt de mænd, der blev fædre efter den 2. august 2022, tager næsten 9 ud af 10 nu længere barsel end de 11 uger, der er øremærket til dem. Det viser en ny undersøgelse blandt 2.569 privatansatte medlemmer, som enten er på barsel nu, har været på barsel indenfor de seneste tre år eller forventer at skulle på barsel i løbet af det kommende år.
Blandt dem, som blev forældre inden øremærkningen, tog fædrene i gennemsnit 11,8 ugers orlov og kvinderne 36,7 uger. Når det gælder dem, som blev forældre efter den 2. august, er billedet ændret markant. Her tager fædrene og medforældrene i gennemsnit 14,5 ugers orlov, mens kvinderne tager 34,5 uger i gennemsnit.
Mændene tager mere end to en halv uge længere orlov med de nye regler. Samtidig har kvinderne forkortet deres orlov med mere end to uger i gennemsnit.
”Vi vidste godt, at bevægelsen mod en mere ligelig fordeling af barslen allerede var i gang blandt IDAs medlemmer,” siger Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i IDA, med henvisning til tal fra sidste år, som viste, at de mandlige medlemmer umiddelbart efter øremærkningen forlængede deres barsel med mere end fire uger i gennemsnit.
”Formålet med øremærkningen var netop at skabe et mere ligestillet forældreskab og gøre op med den gammeldags overbevisning, at barsel kun er noget for mødrene. De mandlige IDA-medlemmer har i den grad taget øremærkningen til sig og tager nu endnu mere barsel. Det er på alle måder glædeligt,” siger hun.
Zoomer man yderligere ind på tallene skinner disse ændringer tydeligt igennem.
Før øremærkningen tog knap hver femte mand mellem 0-8 ugers barsel. Det gælder blot for fem pct. nu. I den anden ende af spektret var det blot fem pct. af fædrene, der tog mere end 24 ugers barsel før den 2. august 2022. Det tal er nu steget til 13 pct. Tilsvarende tager kvinderne nu kortere barsel. Hvor 28 pct. af kvinderne tog mere end 42 uger før øremærkningen, er det nu 16 pct., som tager 42 uger eller mere.
Malene Matthison-Hansen glæder sig over udviklingen. Hun peger på, at en mere ligelig fordeling af barslen fremmer ligeløn og lige karrierevalg mellem kønnene.
”Det har en negativ indflydelse på kvinders lønudvikling, livsindkomst og pensionsopsparing, når de tager langt størstedelen af barslen. Det forplanter sig som et løn- og karrieremæssigt tilbageslag i sammenligning med mændene. Når mændene tager en større del af barslen, så sætter det skub i ligestillingen mellem kønnene, når det gælder løn og karrieremuligheder,” siger Malene Matthison-Hansen.
Kontakter
Søren Lorentzen, presserådgiver i IDA, tlf. 51 85 17 64
Malene Matthison-Hansen, formand for Ansattes Råd i IDA, tlf. 40 58 70 72
Billeder

Links
Følg pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ingeniørforeningen, IDA
Stor søgning til ingeniørstudierne15.3.2026 19:32:48 CET | Pressemeddelelse
De unges interesse for ingeniørstudierne stiger igen
It-kriminelle ligger på spring når årsopgørelsen frigives14.3.2026 08:42:21 CET | Pressemeddelelse
Når SKAT den kommende weekend åbner for adgang til årsopgørelsen, er de it-kriminelle klar på sidelinjen, advarer it-sikkerhedsekspert
IDA: Godt forlig for akademikerne i regionerne4.3.2026 16:16:31 CET | Pressemeddelelse
Der er indgået forlig om en ny treårig overenskomst for akademikerne i landets regioner. IDA er tilfreds med aftalen.
Danskerne er positive over for AI i sundheds- og ældreplejen4.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Over halvdelen af danskerne ser positivt på at bruge kunstig intelligens i sundheds- og ældreplejen, hvor AI kan bidrage til at opspore sygdomme og styrke kvaliteten i pleje og behandling, viser en ny befolkningsundersøgelse fra IDA.
IDA: Regeringen mangler en plan B for klimamålene26.2.2026 11:01:40 CET | Pressemeddelelse
Klimarådets årligt statusrapport slår fast, at regeringens 2030-mål står og vakler, og 2035-ambitionerne stadig mangler en konkret retning. En kommende regering skal hurtigt i arbejdstøjet for at lægge en konkret plan B, lyder det fra IDA-formand.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum