H.K.H. Kronprinsesse Mary udnævnt til præsident for WWF Verdensnaturfonden
29.6.2020 07:00:00 CEST | WWF Verdensnaturfonden | Pressemeddelelse

H.K.H. Kronprinsesse Mary er netop tiltrådt som præsident for WWF Verdensnaturfonden og vil dermed stå i spidsen for fondens fremtidige arbejde med at bevare dyrenes levesteder og naturens mangfoldighed.
Kronprinsessen, som igennem flere år blandt andet har arbejdet aktivt med FN’s verdensmål, glæder sig til at blive en del af WWF Verdensnaturfondens vigtige arbejde med at finde løsninger på de udfordringer, verden møder i forhold til naturbevarelse, beskyttelse af truede dyrearter og med at skabe mere natur til glæde for danskerne.
”Vi har kun én klode, og vi skal passe godt på den og dyrene, hvis vores børn og generationerne efter dem også skal have en tryg og naturrig verden at vokse op i. De projekter, som WWF Verdensnaturfonden arbejder med over hele verden, er vigtige i bestræbelserne på at bevare vores skove, koralrev og mangfoldige dyreliv, og det er afgørende, at vi i fællesskab finder nye løsninger på, hvordan mennesker kan leve i balance med naturen,” udtaler Kronprinsessen.
Generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, ser frem til samarbejdet med Kronprinsessen som ny præsident.
”Jeg er meget stolt over, at Kronprinsessen har sagt ja til at bidrage med at skabe opmærksomhed om arbejdet med at sikre en bedre fremtid for naturen og dyrene. Med Kronprinsessen som præsident kan vi med uformindsket styrke fortsætte det gode arbejde, som Prins Henrik startede for 48 år siden i Danmark,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden.
World Economic Forum estimerer, at tab af biodiversitet og menneskeskabte miljøkatastrofer er blandt de fem største globale risici i 2020. WWF har mere end 1.000 aktive projekter over hele verden, og Kronprinsessen kommer blandt andet til at engagere sig i projekter, der er relateret til ikoniske dyrearter, regnskov, plastik, hav, og Arktis.
”COVID-19 har om noget vist os, at vi er dybt afhængige af naturen omkring os og stabile og velfungerende økosystemer. Men hvis vi skal forhindre, at flere arter udryddes og stoppe naturødelæggelsen, er der brug for et markant skifte i, hvordan vi behandler naturen. Kronprinsessen har en eminent evne til at bygge bro mellem beslutningstagere, erhvervsliv og borgere, og hun kan om nogen være med til at skabe vigtige vedvarende forandringer,” siger Bo Øksnebjerg.
WWF Verdensnaturfonden, der er den danske afdeling af World Wildlife Fund for Nature, blev grundlagt i 1972 af H.K.H. Prins Henrik, og Kongehuset har igennem alle årene spillet en vigtig rolle i at skabe opmærksomhed omkring Verdensnaturfondens projekter og fundraising-aktiviteter til gavn for naturen og verdens vilde dyr.
Billedet af H.K.H. Kronprinsesse Mary skal krediteres Steen Brogaard, Kongehuset. Billedet er kun til redaktion anvendelse.
Nøgleord
Kontakter
Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, træffes via pressechef Kasper Kankelborg på kasper.kankelborg@wwf.dk eller +45 26 13 57 71.
Billeder

Information om WWF Verdensnaturfonden
WWF har kontorer i 100 lande og mere end 1.000 projekter over hele verden. WWF er en af verdens største og mest indflydelsesrige organisationer med mere end fem millioner støtter globalt. WWF’s stærke position gør, at vi spiller en væsentlig rolle, når beslutninger skal tages globalt som nationalt. WWF’s mission er at stoppe forringelsen af jordens naturlige miljø og skabe en fremtid, hvor mennesker lever i harmoni med naturen. WWF Verdensnaturfonden er den danske afdeling af World Wide Fund for Nature.
Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden
Rasmus Munk er ny ambassadør for WWF21.10.2026 09:01:15 CEST | Pressemeddelelse
Verdens bedste kok vil fremover være med til at sætte fokus på fremtidens innovative og transformative fødevarer i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.
Ny rapport: Fødevare- og landbrugssektoren er den primære årsag til naturkrisen8.10.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Verdens produktion af fødevarer er den største drivkraft bag tab af økosystemer og arter over hele kloden. Sammen med energi og finans skal landbrugs- og fødevaresektoren transformeres for at vende tilbagegangen i biodiversitet, lyder det i WWF’s flagskibsrapport Living Planet, der fremhæver Danmark som et globalt foregangsland.
Ny rapport: Halvdelen af verdens dyrebestande er i tilbagegang8.10.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Verdens bestande af vilde dyr er i gennemsnit gået tilbage med alarmerende 73 procent siden 1970, viser WWF’s flagskibsrapport Living Planet. Halvdelen af dyrebestandene er i tilbagegang, mens 43 procent er i fremgang. Arter som tiger, blåfinnet tun og afrikansk elefant giver håb for, at krisen kan vendes.
Jacob Aarup-Andersen indtræder i bestyrelsen for WWF Verdensnaturfonden6.10.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den 14. december indtræder Jacob Aarup-Andersen, CEO for Carlsberg Group, i WWF Verdensnaturfondens bestyrelse. Med sin lange erfaring fra dansk erhvervsliv skal han bidrage til at styrke naturorganisationens samarbejde med virksomheder og fonde i en tid, hvor naturkrisen kræver handling på tværs af samfundet.
Ny undersøgelse: 9 ud af 10 virksomhedsledere bakker op om EU’s grønne omstilling24.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En undersøgelse blandt europæiske erhvervsledere viser bred opbakning til, at EU arbejder mod en klima- og miljømæssigt bæredygtig økonomi, der styrker konkurrenceevnen på sigt. Dette står i modsætning til EU's centrale argumenter for at svække grøn lovgivning. Store virksomheder som H&M og danske VELUX har bidraget til undersøgelsen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
