WWF Verdensnaturfonden

Ny klimarapport: Verden rammer første tipping point inden for 10 år

Del

Koralrev vil med stor sandsynlighed kollapse inden for et årti, mens også Amazonas, havstrømmen AMOC og gletsjere kan kollapse som følge af klimaforandringer. Det vil forandre vores planet for altid, konkluderer en ny klimarapport udgivet af Exeter University sammen med WWF, der udkommer kort før COP30.

Verdens varmtvandskoraller vil med al sandsynlighed begynde at kollapse inden for de næste ti år.
Verdens varmtvandskoraller vil med al sandsynlighed begynde at kollapse inden for de næste ti år. Philipp Kanstinger / WWF

Verdens tropiske koralrev oplever år efter år massiv masseblegning forårsaget af havvandets opvarmning. Ved 1,5 graders global temperaturstigning vil størstedelen af de tropiske koralrev med meget stor sandsynlighed helt kollapse med enorme konsekvenser for de 25 procent af verdenshavenes arter og knap en milliard mennesker, der er afhængige af koralrevene, til følge.

Det er blot én af de alarmerende konklusioner i rapporten Global Tipping Points, som udgives 13. oktober af Exeter Universitet i England og WWF, der er medforfatter til rapporten. Den undersøger, hvordan klimaforandringerne kan forårsage kollaps af flere af klodens afgørende systemer, som er med til at holde naturen i balance, og som milliarder af mennesker og dyr er dybt afhængige af.  

Rapporten konkluderer samtidig, at dele af polarisen formentlig allerede har krydset sit såkaldte tipping point og vil medføre adskillige meters vandstandsstigninger verden over. Også regnskoven Amazonas kan være tættere på kollaps end tidligere estimeret, lyder det.  

”Resultaterne i rapporten er utroligt alarmerende. At koralrev i tropiske farvande nu overskrider deres tipping point, er en tragedie for naturen og for de mennesker, der er afhængige af dem. Denne dystre situation bør være et wakeup-call: Hvis vi ikke handler beslutsomt nu, risikerer vi også at miste Amazonas-regnskoven, iskapperne og livsvigtige havstrømme. I så fald står hele menneskeheden over for et reelt katastrofescenario,” siger Mike Barrett, videnskabelig chefrådgiver hos WWF og medforfatter til rapporten.  

Den globale opvarmning er godt på vej til at overstige de 1,5 grader, som ellers var målet i Parisaftalen. Derfor advarer de 160 forskere bag rapporten om, at hver eneste tiende-del af en grad tæller, hvis vi skal begrænse de negative effekter af temperaturstigningerne.  

”Vi nærmer os hastigt flere tipping points i Jordens systemer, som kan forandre vores verden med ødelæggende konsekvenser for både mennesker og natur. Det kræver øjeblikkelig og hidtil uset handling fra lederne ved COP30 og beslutningstagere verden over,” siger professor Tim Lenton fra the Global Systems Institute på University of Exeter.  

COP30 i Brasilien  

Rapporten udkommer blot én måned før klimatopmødet COP30 afholdes i Brasilien. Forskerne bag rapporten arbejder sammen med det brasilianske værtskab for at sætte kollaps af klodens systemer på agendaen under topmødet, der afholdes i netop Brasilien, hvor størstedelen af Amazonas-regnskoven befinder sig.  

”Når vi går ind til klimaforhandlingerne ved COP30, er det afgørende, at alle parter forstår situationens alvor og omfanget af det, vi risikerer at miste, hvis klima- og naturkriserne ikke håndteres. Løsningerne findes – det kræver blot politisk mod og lederskab fra verdens lande til at stå sammen og føre dem ud i livet,” siger Mike Barrett fra WWF. 

Rapporten indeholder flere eksempler på såkaldt positive tipping points, som verden allerede har nået. Det inkluderer blandt andet udbredelsen af elbiler samt sol- og vindenergi, der har stort potentiale for yderligere acceleration. Samtidig præsenterer rapporten også flere scenarier for, hvordan verdens ledere kan bremse klimaforandringerne og afdæmpe effekterne. Forfatterne peger blandt andet på grøn energi, naturbeskyttelse og -genopretning samt finansiel støtte særligt i det globale syd, mens også håndtering af overfiskeri og afskovning fremhæves.   

Om rapporten 

Rapporten Global Tipping Points udkom første gang i 2023 og udgives nu baseret på nyeste forskning og med policy-anbefalinger til verdens ledere op til COP30. Bag rapporten står 160 forskere fra 23 lande, og den udgives af Exeter University i England sammen med blandt andre WWF, der er medforfatter til rapporten.  

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye