WWF Verdensnaturfonden

Danskernes fiske-favorit er truet: Makrellen er på katastrofekurs

Del

Makrellen er i årevis blevet overfisket i en sådan grad, at Det Internationale Havforskningsråd ICES nu advarer mod et decideret kollaps. Det er på høje tid, at Danmark og de øvrige lande, som fisker makrel, bliver enige om kvoter, der følger de videnskabelige anbefalinger, lyder det fra WWF Verdensnaturfonden.

Makrellen nærmer sig kollaps, advarer ICES.
Makrellen nærmer sig kollaps, advarer ICES. Chris Gomersall /WWF

Dåsemakrellen er danskernes favorit, når det kommer til fiskepålæg, og vi spiser op mod 70 millioner dåser makrel i tomat hvert eneste år. Men snart kan det være slut med den populære spise i tomatsovs.  

Makrelbestanden er nemlig tæt på at kollapse, advarer Det Internationale Havforskningsråd ICES, der blandt andet rådgiver EU-landene om fiskekvoter. I 2026 anbefaler ICES således en kvote på 175.000 tons, hvilket er 70 procent lavere end den anbefalede kvote sidste år og markant under de reelle fangster, der de seneste år har ligget over én million tons 

Der er flere lande, herunder Danmark, som fisker nordøstatlantisk makrel, men landene har i årevis ikke kunnet blive enige om en kvotedeling. Det betyder kort sagt, at landene hver især har fastlagt egne kvoter, som sammenlagt overstiger de videnskabelige anbefalinger. 

WWF Verdensnaturfonden står bag Fiskeguiden, som guider danskerne til at vælge skånsomt fanget fisk fra robuste bestande, og her har makrellen i nogen tid været rød med en opfordring til at vælge alternativer. Organisationen har et kraftigt opråb til myndighederne på tværs af lande om at tage advarslen fra ICES alvorligt. 

”Fiskeriet efter makrel må og skal følge de videnskabelige anbefalinger, som i øvrigt langt fra er nye. Det er ikke nogen nem opgave, for der er flere lande, som skal blive enige om fangsterne. Det er et fælles ansvar at passe på vores havnatur ude i de åbne farvande, og det ansvar er man ikke lykkedes med at løfte. Men alternativet er, at det er helt slut med makrellen i mange år fremover,” siger seniormarinbiolog Thomas Kirk Sørensen.  

Makrellens udvikling har været dramatisk det seneste årti. I 2014 anbefalede ICES en fangst på hele 927.000 tons, mens der reelt blev fanget 1,4 millioner ton eller 40 procent over anbefalingen.  

Flere fisk kollapser 

Makrellen er en pelagisk fisk, som lever midt i vandsøjlen. Derfor er fiskeriet ikke nær så belastende for havnaturen som fiskeri med bundslæbende redskaber, der kan forårsage store skader på havbunden. Samtidig har de danske pelagiske fiskere de seneste år indført frivillig kameraovervågning på deres fartøjer, hvilket er med til at overvåge bifangst og kontrollere udsmid.  

Der er med andre ord grund til, at det pelagiske fiskeri også skal være en del af fremtidens danske fiskeri, som en politisk aftale fra forsommeren sætter rammerne om, mener Thomas Kirk Sørensen.  

”Makrellen udgør én af de vigtigste indtægtskilder for det pelagiske fiskeri herhjemme, og Danmark har over 60 procent af den europæiske kvote. Derfor er overfiskeri ikke bare en trussel mod arten, men også imod de pelagiske fiskere. Hvis politikerne gerne vil sikre en fremtid for fiskeriet, så skal de i første omgang sikre en fremtid for arterne i havet.” 

Det er kun én uge siden, at ICES for første gang nogensinde anbefalede et totalt stop for torskefiskeri i Danmark. Torsken er nemlig allerede kollapset i Østersøen og Kattegat, hvor der i dag ikke kan fanges torsk, og man frygter, at det samme kan ske i Nordsøen. Samtidig er stenbideren og ålen, der også traditionelt er populære spisefisk herhjemme, kritisk truet i de danske farvande.  

WWF’s alternativer til makrellen: 

  • Diverse blæksprutter (i fremgang i de danske farvande) 

  • Blåmuslinger fra lineopdræt 

  • Mørksej fra forskellige bestande i Nordøstatlanterhavet  

  • Pighvar (garnfanget) 

Gå altid efter at spise lokalt fanget fisk i sæson, der er fanget med skånsomme redskaber fra robuste bestande. Brug WWF’s Fiskeguide, når du handler fisk i supermarkedet eller hos fiskemanden. 

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra WWF Verdensnaturfonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye