Guldborgsund Kommune

Guldborgsund: Budgetforlig prioriterer millioner til velfærd og job

Del
Budgetforliget 2019-2022 i Guldborgsund Kommune lægger vægt på velfærd og job. Der afsættes blandt andet 46 millioner kroner til arbejdsmarkedsområdet, og så skal der ansættes flere lærere og pædagoger.
Fra venstre: Jens Erik Boesen, (G), Ole K. Larsen (V), borgmester John Brædder (G), Bo Abildgaard (S), Annemette Schønberg Johnsen (SF) og Bente Lerche-Thomsen (EL).
Fra venstre: Jens Erik Boesen, (G), Ole K. Larsen (V), borgmester John Brædder (G), Bo Abildgaard (S), Annemette Schønberg Johnsen (SF) og Bente Lerche-Thomsen (EL).

De fem partier bag konstitueringsaftalen har tirsdag sat deres underskrifter på byrådsperiodens første budgetaftale, der samlet fordeler godt fire milliarder kroner. Forliget, der nu er kommet i hus, har fået overskriften ”Det rige hverdagsliv – godt fra start” og ligger direkte i tråd med kommunens kerneopgave og planstrategi.

”Med forliget sætter vi en tyk streg under, at vi som forligsparter står sammen om de aftaler, vi lavede på valgnatten. Vi investerer i velfærden, og vi sikrer den fortsatte udvikling af vores kommune. Denne brede aftale er udtryk for ambitioner, men også ansvarlighed blandt parterne,” siger borgmester John Brædder (G) om budgetforliget, der har en samlet anlægsramme på 139 millioner kroner og tilfører 90 millioner yderligere til driften i 2019.

Med forliget prioriterer forligsparterne i første omgang tre af de 12 strategiske målsætninger fra kommunens planstrategi. Målsætningerne; at alle får en uddannelse eller kommer i beskæftigelse, at alle kommer godt fra start i livet, og at talent og potentialer udvikles bliver prioriteret i budgetaftalen 2019-2022.

Blandt de mange initiativer er, at man vil øge antallet af lærere og pædagoger i skoler og dagtilbud. I alt skal der ansættes omkring 30 lærere og pædagoger. Der er også 12 millioner kroner til at udvikle udendørs læringsmiljøer ved skoler og dagtilbud, mens 3,2 millioner kroner går til at sikre kompetenceudvikling af medarbejdere i tilbud til børn med særlige behov, ligesom småbørnsteamet for sårbare familier er sikret.

”Vores børn er vores absolut vigtigste ressource. Vi skal passe på dem, og vi skal give dem en god start på livet. Derfor er det helt afgørende for mig, at budgettet prioriterer børne- og ungeområdet – ikke mindst til at få flere lærere og pædagoger i skoler og dagtilbud,” siger borgmester John Brædder.

Han peger derudover på, at også erhvervslivet er i fokus med forliget. Blandt andet får Business Lolland-Faster fremadrettet et årligt tilskud på ti millioner kroner, som skal være med til understøtte arbejdet med at skaffe flere arbejdspladser for netop at understøtte velfærden.

Forligsparterne har også afsat knapt fem millioner kroner til at etablere en styrket rehabiliteringspraksis for ældre borgere over 65 år. Det er et tiltag, der er særdeles vigtigt i en kommune som Guldborgsund, fastslår 1. viceborgmester Bo Abildgaard (S).

”Vi har mange ældre borgere i vores kommune, og vi skal sikre størst mulig livskvalitet for de borgere. Rehabiliteringen for vores ældre borgere er helt afgørende, for vi ved, at en solid genoptræningsindsats er fundamental for fortsat kunne klare mange ting selv i sin hverdag, og det øger livskvaliteten hos vores borgere. Det er helt afgørende, at vi fastholder et stærkt fokus på velfærden, så vi kan løse vores fælles kerneopgave,” siger Bo Abildgaard og understreger, at der i alt afsættes mere end 12 millioner kroner på Social, Sundhed og Omsorgsudvalgets område i budget 2019. Det giver mulighed for at hjælpe de svageste borgere i kommunen og videreføre projekter som eksempelvis "Sammen om min vej", der hjælper de mest sårbare borgere.

2. viceborgmester Ole K. Larsen (V) glæder sig i særdeleshed over, at man nu tager fat i de økonomiske udfordringer på arbejdsmarkedsområdet og tilfører området 46 millioner kroner alene i 2019. Samtidig peger han på, at budgetforliget lægger op til et stærkere fokus på at integrere og uddanne flygtninge og indvandrere for at bringe dem ind på arbejdsmarkedet.

”En stærk indsats på integrations- og uddannelsesområdet er helt afgørende både for de mennesker, det drejer sig om, men også for vores samfund. Eksempelvis har vi allerede nu stor efterspørgsel på arbejdskraft i vores ældresektor, og det bliver ikke mindre de kommende år. Så der er en oplagt mulighed for at udnytte det potentiale,” siger Ole K. Larsen.

Politikerne italesætter med budgetforliget også klimaudfordringerne, og det er et nødvendigt og fuldstændigt afgørende fokus, understreger SF’s Annemette Schønberg Johnsen.

”Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at tage fat på at drøfte, hvordan vi forebygger klimaudfordringerne. Derfor er jeg rigtig glad for, at budgetforliget tager fat på det, så vi får et solidt grundlag at arbejde ud fra,” siger Annemette Schønberg Johnsen.

I Enhedslisten glæder Bente Lerche-Thomsen sig over, at man med budgetforliget prioriterer velfærden - ikke mindst med midler til mere personale til både dagtilbud og folkeskoler.

“For mig er det helt afgørende, at vi i fællesskab viser, at vi vil prioritere kommunens børn og børnefamilier. Derfor er jeg også glad for, at småbørnsteamet nu er sikret - teamet er en vigtig brik i den tidlige indsats for familier med børn mellem 0 og 1½ år,” siger Bente Lerche-Thomsen.

Kontakter

Borgmester John Brædder, tlf. 25 18 03 90
Viceborgmester Bo Abildgaard, tlf. 25 18 18 09
2. viceborgmester Ole K. Larsen, tlf. 25 18 03 98
Annemette Schønberg Johnsen, tlf. 25 18 18 63
Bente Lerche-Thomsen, tlf. 25 18 18 03
Jens Erik Boesen, tlf. 25 18 03 87

Billeder

Fra venstre: Jens Erik Boesen, (G), Ole K. Larsen (V), borgmester John Brædder (G), Bo Abildgaard (S), Annemette Schønberg Johnsen (SF) og Bente Lerche-Thomsen (EL).
Fra venstre: Jens Erik Boesen, (G), Ole K. Larsen (V), borgmester John Brædder (G), Bo Abildgaard (S), Annemette Schønberg Johnsen (SF) og Bente Lerche-Thomsen (EL).
Download

Vedhæftede filer

Information om Guldborgsund Kommune

Guldborgsund Kommune
Guldborgsund Kommune
Parkvej 37
4800 Nykøbing F

54 73 10 00http://www.guldborgsund.dk/

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye