Budskab fra nyt udvalg: ”Vi ønsker en meget tæt dialog med erhvervslivet”

Del

Formandskabet for det nyetablerede udvalg for Erhverv og Udvikling i Guldborgsund Kommune har taget arbejdshandskerne på, og inviterer til tæt dialog for at optimere forholdene for kommunens virksomheder. Første milepæl er DI´s undersøgelse af erhvervsklimaet, som lige nu er sendt til DI medlemmer.

Formandsskabet i det nye Erhverv og Udviklingsudvalg inviterer til tæt dialog med erhvervslivet. På billedet er formandskabet John Brædder og Ditte Rust sammen med Jakob S. Nielsen, der er direktør for Metalcolour og bestyrelsesleder for DI Lolland-Falster.
Formandsskabet i det nye Erhverv og Udviklingsudvalg inviterer til tæt dialog med erhvervslivet. På billedet er formandskabet John Brædder og Ditte Rust sammen med Jakob S. Nielsen, der er direktør for Metalcolour og bestyrelsesleder for DI Lolland-Falster. Foto: Guldborgsund Kommune

I februar måned etablerede byrådet i Guldborgsund Kommune et nyt udvalg; Erhverv og Udvikling. Udvalget er etableret for at styrke erhvervslivet og den generelle udvikling af kommunen. Formandskabet for udvalget har fra start haft fuld fokus på at arbejde for at styrke rammerne for de lokale virksomheder.

”Vi vil arbejde hårdt for at imødekomme de udfordringer vores lokale virksomheder står over for, og samtidig have øjnene rettet mod virksomheder, der gerne vil flytte til vores kommune. Vores lokale virksomheder er en utrolig vigtig brik i at skabe den udvikling, der skal til for at skabe en endnu bedre kommune. Der er brug for flere arbejdspladser og mange typer jobs, så vores borgere ikke behøver pendle ud af kommunen, når de skal på arbejde.” siger formand for Erhverv og Udviklingsudvalget John Brædder.

Den første milepæl for det nye udvalg er DI´s undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Over hele Danmark modtager DI-medlemsvirksomheder et spørgeskema, hvor de kan give deres mening til kende omkring erhvervsvenligheden i kommunen. Andre virksomheder kan også blive udtrukket til at deltage i undersøgelsen.

”Det er vigtigt for os at høre virksomhedernes mening, så vi kan handle på de ting der måtte være. Jeg vil derfor kraftigt opfordre til alle de virksomheder, der har modtaget spørgeskemaet, får det udfyldt, og gerne supplerer med kommentarer. Jo mere vi har at arbejde med, jo bedre kan vi hjælpe med de barrierer, der er rundt omkring” fortæller Jakob S. Nielsen, der er direktør for Metalcolour og bestyrelsesleder for DI Lolland-Falster.

Ditte Rust er næstformand i Erhverv og Udviklingsudvalget og opfordrer også så mange som muligt til at udfylde undersøgelsen, samtidig med at hun lægger vægt på, at kommunen styrker dialogen med erhvervslivet: ”Vi vil utrolig gerne hjælpe vores lokale virksomheder, hvis de står med nogle udfordringer, som vi på én eller anden måde kan være med til at løse. Men det kræver jo at vi hører om det. Vi vil også rigtig gerne høre fra nogle af de brancher vi normalt ikke hører fra, så vi ønsker en tættere dialog med DI og med andre brancheorganisationer. Måske er der udfordringer som flere virksomheder oplever, og på den måde kan vi være med til at hjælpe flere virksomheder”.

John Brædder supplerer: ”Vi vil gøre hvad vi kan på de områder, hvor vi kan gøre en forskel. Det er vigtigt, at vores virksomheder kan have fokus på drift og udvikling. Vi vil styrke samarbejdet på tværs af de kommunale udvalg, og se på hvad der kan gøres for at reducere sagsbehandlingstiden. Vi ved at meget kan gøres endnu bedre, og jeg håber virksomhederne tager imod vores fremstrakte hånd. Sammen kan vi blive endnu bedre”.

Det nye Erhverv og Udviklingsudvalg består af formand John Brædder (L), næstformand Ditte Rust (V) og medlemmerne Simon Hansen (A), René Christensen (M), Stine Steffensen (O), René Fjeldsøe Sørensen (L) og Johannes Kristensen (C).

Oplever du udfordringer i din virksomhed som formandskabet i Erhverv og Udvikling kan være med til at løse, så kontakt formand for Erhverv og Udviklingsudvalget John Brædder på tlf.: 2518 0390 eller næstformand i Erhverv og Udviklingsudvalget Ditte Rust på tlf.: 2518 2906.

Har du spørgsmål til DI-undersøgelsen kan du kontakte chefkonsulent Lars Magnus Lund Christensen fra DI på tlf.: 4127 2838.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Guldborgsund Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye