Djøf

Gode ambitioner om afbureaukratisering – men risiko for, at de offentligt ansatte skal løbe endnu hurtigere

Del
Det er godt, at regeringen vil fjerne unødigt bureaukrati. Men uden klarhed over, hvor vi skal finde 2,5 mia. risikerer vi at presse kommunerne til grønthøsterfyringer, siger Sara Vergo, formand for Djøf, i en kommentar til regeringens udspil ”Danmark kan mere III”. Hun langer samtidig hårdt ud efter regeringens forslag om reform af kandidatuddannelserne.

Regeringen har mandag offentliggjort reformudspillet ”Danmark kan mere III”. Regeringen foreslår, at kommunerne sparer 2,5 mia. på administration og unødigt bureaukrati og i stedet bruger pengene på ”kernevelfærd”.

- "Det er godt, at regeringen vil fjerne unødigt bureaukrati. Men uden klarhed over, hvor vi skal finde 2,5 milliarder kroner, risikerer vi at presse kommunerne til grønthøsterfyringer. Det vil have den konsekvens, at de tilbageværende skal løbe endnu stærkere for at nå det hele. Og så forudser jeg, at de administrative opgaver kommer til at glide ud i ældreplejen og daginstitutionerne." Det vil ikke give bedre velfærd, siger Sara Vergo og fortsætter:

- "Regeringen er nødt til at fortælle os, hvor det er, der kan spares for 2,5 milliarder kroner. Hvad er det for nogle regler, de vil fjerne? De eksempler regeringen giver på afbureaukratisering, bringer os simpelthen ikke i mål. Og det nytter ikke, at vi kun fjerner regler i kommunerne. Der skal også luges mere ud i de regler, som staten lægger ned over kommunerne."

Sara Vergo understreger, at ambitionen om at afbureaukratisere i kommunerne ellers er rigtig. Og hun roser flere af de øvrige initiativer i udspillet. Blandt andet foreslår regeringen, at alle landets kommuner skal sættes fri på et stort velfærdsområde, og at der skal nedsættes partnerskaber, der sætter mål for, hvor meget tid der skal bruges sammen med borgeren.

- "Vi mener i Djøf, at kommunerne skal sættes fri. Alt for mange af vores medlemmer oplever, at unødigt bureaukrati står i vejen for både deres egen og andres faglighed. Det skal vi da gøre op med. Afbureaukratisering kræver politisk mod til at slippe tøjlerne. Derfor er det godt, at regeringen vil lave flere velfærdsaftaler. Og når vi laver dem, skal vi tro på medarbejdernes faglighed og dømmekraft."

- "Anbefalingen om at sætte mål for hvor meget tid, vi faktisk bruger med borgeren, er også god. Det har vi også foreslået fra Djøfs side," siger Sara Vergo.

Regeringen spiller hasard med Danmark som videnssamfund

I ”Danmark kan mere III” foreslår regeringen også at forkorte kandidatuddannelserne. Djøf stiller sig stærkt kritiske over for regeringens planer om at afkorte kandidatuddannelsen fra to til et år på 70 procent af de samfundsvidenskabelige uddannelser.

- "Regeringen spiller hasard med Danmark som videnssamfund og med Danmarks konkurrenceevne i en global verden ved at forringe kandidatuddannelserne. Danmark har brug for veluddannede kandidater. Vores samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske kandidater bliver støvsuget op af arbejdsgiverne, og ledigheden er rekordlav. Og vi kan konstatere, at hverken erhvervsliv eller offentlige arbejdsgivere efterspørger kortere uddannede kandidater," siger Sara Vergo, formand for Djøf.  

Sara Vergo frygter, at en halvering af studietiden vil gøre de nyuddannede dårligere rustede til arbejdsmarkedet. Altså den stik modsatte effekt end regeringens hensigt, lyder advarslen: 

-  "Har man kun et år til at blive kandidat, går det både ud over mulighederne for praktik, studierelevant arbejde eller udlandsophold - erfaringer som mange arbejdsgivere efterspørger. Det kommer ikke til at give mere erhvervsretning. Hvis der ovenikøbet skal nye elementer ind i uddannelsen, bliver det nærmest umuligt at nå. Det vil gå ud over både uddannelseskvaliteten og de studerendes trivsel."  

Sara Vergo træffes for yderligere kommentarer på tlf. 31 37 39 20. 

Nøgleord

Information om Djøf

Djøf
Djøf
Gothersgade 133
1123 København K

33 95 97 00https://www.djoef.dk/

Djøf er faglig organisation for jurister og jurastuderende samt erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende. Vi repræsenterer 107.000 medlemmer, der arbejder på alle niveauer i det private og det offentlige i Danmark og udlandet. Mange arbejder med analyse, strategi, økonomi, jura, udvikling og kommunikation. En stor del er ledere, og endnu flere ønsker at blive det.

Som fagforening arbejder vi for at optimere medlemmernes arbejdsliv ved at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår og give inspiration til karrierevalg, faglig udvikling, netværk og nye muligheder. Som medlemmer bruger vi hinanden til at blive bedre og skaber et solidt grundlag for at træffe vigtige beslutninger i vores arbejdsliv og studieliv. Sammen arbejder vi for at udvikle samfundet til gavn for alles bedste.

Følg pressemeddelelser fra Djøf

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Djøf

Djøfs Trivselsalliance: Universiteter tager hånd om studerendes trivsel og indgår løfte21.3.2024 06:05:17 CET | Pressemeddelelse

Seks universiteter har nu indgået og forpligtet sig på et trivselsløfte, der skal forbedre de studerendes trivsel ved at inddrage trivsel som en del af de faglige aktiviteter. “Hvis vi virkelig skal lykkes med at gøre en forskel, er det vores overbevisning, at trivselsarbejdet skal ind i undervisningen på uddannelserne,” siger Kristian Lauta, formand for Djøfs Trivselsalliance og prorektor på Københavns Universitet.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye