Globalisering gør også naturen ensartet

Når biodiversiteten ændrer sig over hele verden, er det ikke kun fordi arter forsvinder. Det er også fordi sammensætningen af arter bliver mere ens på tværs af forskellige regioner.

Efterhånden som mennesker indfører dyre- og plantearter, hvor de ikke naturligt hører til, bliver komplekse netværk af samspil mellem planter og dyr i lokale økosystemer, tusinder af kilometer fra hinanden, stadig mere ens.

Det vil sandsynligvis øge risikoen for gennemgribende forstyrrelser i økosystemerne, viser en ny undersøgelse, som forskere fra universiteterne i Maryland og Aarhus offentliggør i Nature i dag.

Professor Jens-Christian Svenning fra Aarhus og postdoc Evan C. Fricke fra Maryland påviser i studiet, at indførte arter ændrer de gensidige samspil mellem planter og dyr i et stadig hurtigere tempo, og at de skaber nye økologiske forbindelser mellem økosystemer, som hidtil har været isoleret fra hinanden.

Udhuler biodiversitetens portefølje-effekt

Processen kaldes biotisk homogenisering, og den er risikabel, påpeger forskerne. De sammenligner det med, at en investor er uforsigtig og ikke sørger for at have bred investeringsportefølje, hvor gevinst i nogle brancher kan afbøde tab i andre.

Det kaldes porteføljeeffekten, og sådan en taler biologer også om i forbindelse med biodiversitet: Mangfoldighed på tværs af økosystemer kan beskytte naturlige økosystemer mod omfattende sammenbrud.

Jens-Christian Svenning og Evan C. Fricke har analyseret de unikke samspil mellem 3208 plantearter og 1631 dyrearter, hvor dyrene spreder planternes frø 410 forskellige steder i verden.

Og de konstaterer, at interaktioner, som involverede en indført plante- eller dyreart, er syvdoblet i løbet af de sidste 75 år. Denne udhuling af ’porteføljeeffekten’ betyder, at klimaændringer eller sygdomme udgør en større trussel mod de pågældende økosystemer.

Økosystemer bliver mindre stabile

Indførte arter påvirker også strukturen i gensidige netværk på måder, der gør de enkelte økosystemer mindre stabile. Naturlige økologiske netværk består ofte af mange små under-netværk, der hver især består af arter med et tæt samspil med hinanden, og som kun interagerer meget lidt med resten af økosystemet.

”Dette gør et netværk robust, fordi en forstyrrelse som overjagt, sygdom eller et pesticid, der påvirker en bestemt art, ikke spreder sig og påvirker arter i andre undersystemer,” forklarer Evan Fricke.

Undersøgelsen viser, at indførte arter ofte er så generaliserede, at de interagerer på tværs af flere undersystemer. Derved bliver netværksstrukturerne mindre opdelte, så flere arter bliver sårbare over for en given forstyrrelse.

Geografisk isolation bryder sammen

Forskningen viser også, hvordan regioner, der naturligt har haft forskellige kombinationer af arter og samspil på grund af historisk geografisk isolering, nu er forbundne med hinanden.

Forskerne kvantificerer, hvordan indførte arter har ændret geografiske mønstre på det globale netværk af gensidige samspil. Og de finder det slående, at naturlige biogeografiske mønstre, der har eksisteret i millioner af år, slettes så hurtigt.

”Et eksempel er solsorte, der spreder frø af hvidtjørn, hvilket er et almindeligt gensidigt samspil mellem arter, der er hjemmehørende i Europa. I dag ser vi også det samme artssamspil på den modsatte side af planeten i New Zealand, hvor disse arter er blevet indført af mennesker," siger Jens-Christian Svenning.

En konsekvens af disse nye forbindelser er således, at unikke økologiske samspil, som evolutionen har skabt i isolerede steder i Madagaskar, Hawaii eller New Zealand, nu påvirkes af indførte arter.

Former fremtidens økosystemer

Og når de ikke længere er isolerede, vil evolutionen af disse specialiserede samspil gå i ny retninger, så arter kan udvikle karaktertræk, som ligner arter i andre dele af verden.

”Til gengæld kan de indførte arter med tiden også selv udvikle og tilpasse sig til deres nye rammer,” tilføjer Jens-Christian Svenning.

Samspillet om frøspredning, der er gensidigt fordelagtige for planter og dyr, kan bestemme, hvilke arter der er succesrige på længere sigt, i takt med at økosystemer ændrer sig.

De indførte arter har dobbelt så stor sandsynlighed for at interagere med partnere, som også er indført, end de indfødte arter har, viser undersøgelsen. Det giver de indførte planter en konkurrencefordel, når de skal regenerere sig efter f.eks. naturbrande eller genplantninger.

Det er ikke kun dårligt

Jens-Christian Svenning og Evan Fricke tøver dog med at slå på den store alarm-tromme. I nogle tilfælde er indførte arter nemlig til gavn.

”Selvom mange arter, der er indført utilsigtet, kan medføre biotisk homogenisering, som truer økosystemet, kan andre indførte arter give økologiske fordele eller endda vende virkningerne af biotisk homogenisering,” tilføjer Jens-Christian Svenning.

På Hawaii-øerne står indførte dyr f.eks. for næsten al spredning af frø til indfødte planter efter utallige udryddelser og alvorlige fald i indfødte fuglebestande. Mens Hawaii repræsenterer et ekstremt tilfælde, har økosystemer verden over mistet mange af deres største dyr, hvoraf mange er vigtige frøspredere. Ligesom fuglene på Hawaii kan indførte store pattedyr udføre funktioner, der ikke bliver udført på grund af nedgangen i indfødte arter.

”Vi vil fremover forske i, hvilke arter, der interagerer på måder, som sandsynligvis kan homogenisere økosystemer yderligere, og hvilke arter, der kan vende homogeniseringen ved at udfylde økologiske roller, der er gået tabt på grund af tidligere artsnedgang,” konkluderer Jens-Christian Svenning.