Naturstyrelsen

Frivillige med fælder er minkens største fjende

Del
Naturstyrelsen kæmper fortsat for at holde antallet af vildtlevende mink i den danske natur nede. Ny evaluering viser, at rekrutteringen af frivillige og nye fældetyper har virket efter hensigten.

På fem år er det lykkes Naturstyrelsen og Danmarks Jægerforbund at stable et korps af 175 minkfangere på benene. De hjælper med at begrænse skaden fra mink, som er sluppet ud i den danske natur.

Takket være de frivillige jægere fanges der mellem 2-300 mink om året i særligt udpegede indsatsområder, hvor minken udgør en væsentlig fare mod fuglene. Det svarer til, at der her fanges cirka 10 procent af det årlige vildtudbytte.

Dermed har de frivilliges bekæmpelse af mink i Danmark nået et tilfredsstillende omfang og aktivitetsniveau, konkluderer DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, ved Aarhus Universitet i en evaluering af indsatsen.

- Minken findes stort set over hele landet, og det vil være helt enormt ressourcekrævende at forsøge at udrydde minken helt fra den danske natur. I stedet arbejder vi med at bekæmpe minken i de naturområder, hvor de gør størst skade. De frivillige løfter en enorm indsats. De kender naturområderne og har en klar fornemmelse af, hvor der er størst chance for at fange mink, siger Thomas Borup Svendsen, skovrider i Naturstyrelsen.

Effektive flydende fælder
I kampen mod mink bruges en kombination af trådfælder med sms-alarm og flydende slagfælder, der slår minken ihjel hurtigt. Fælderne flyder på vandet for at mindske risikoen for, at andre dyr går i dem. Det drejer sig blandt andet om ilder, lækat og skovmår, der alle er arter, som er hjemmehørende i Danmark. Der er i hele projektets levetid fanget en brud, en ilder og fire lækatte sammenlignet med 750 mink i de anvendte slagfælder. Det svarer til en bifangst i slagfælder på mindre end 1 procent.

De nye fældetyper har desuden gjort det mere attraktivt og motiverende at være med i projektet.

Henrik Pedersen er en af de frivillige, der fanger mink på Mors. Han har været med i projektet siden 2015, og har fanget 20-25 mink.

- Jeg oplever, at slagfælderne er enormt effektive og meget arbejdsbesparende. Det betyder meget, at jeg kan placere fælderne præcis de steder, hvor jeg mener, at der er størst chance for fangst uden at skulle tænke på, om det er for besværligt i forhold til at skulle tilse fælden. 

Effekter på fugleliv
DCE’s evaluering peger på, at den dokumentation, der indtil nu er indsamlet i bekæmpelsesprojektet, ikke er tilstrækkelig til at vurdere, om indsatsen har haft en reel effekt i forhold til at reducere den fritlevende minkbestand og dermed forholdene for sårbare fugle og pattedyr.

Naturstyrelsen modtager dog løbende tilbagemeldinger fra lokale minkfangere som beretter om positive effekter på fuglelivet.

- Vi har været med siden 2013 og fanget 32 mink. Vi oplever helt klart en positiv sammenhæng imellem minkbekæmpelsen og fuglenes ynglesucces. I den periode vi har bekæmpet mink her på Langeland, har vi oplevet flere vadefugle og i et enkelt område har vi for første gang i over 20 år igen set ynglende rørdrum, siger Johannes Hansen, frivillig minkfanger på Langeland og medlem af Dansk Ornitologisk Forening.

Naturstyrelsen udvælger løbende nye områder og hører altid gerne fra frivillige jægere, som vil være med til at opsætte og tilse minkfælder.

Læs DCE’s evaluering af bekæmpelsesindsatsen mod fritlevende mink i Danmark.  

Fakta: Kampen mod mink
Mink er en såkaldt invasiv art, der ikke naturligt hører hjemme i den danske natur, men er blevet importeret til landet i starten af det forrige århundrede med henblik på at producere skind. Mink, som er sluppet ud af fangenskab, klarer sig imidlertid fremragende i den danske natur, hvor de især er i stand til at true en lang række jordrugende fugle, som vi i Danmark bruger mange penge på at beskytte.

Naturstyrelsen har udpeget 20 særlige indsatsområder, hvor minken udgør en væsentlig fare mod fuglene. Det gælder blandt andet Harboøre Tange og Tipperne i Ringkøbing Fjord.

Frivillige jægere fanger 200-300 mink inden for de særlige indsatsområder om året. Ifølge Vildtudbyttestatistikken blev der i 2016 i alt nedlagt 1976 mink i Danmark.

Læs forvaltningsplanen for mink. 

Nøgleord

Kontakter

Thomas Borup Svendsen
Skovrider
tbs@nst.dk
72 54 36 68
23 20 88 58

Billeder

Information om Naturstyrelsen

Naturstyrelsen



Følg pressemeddelelser fra Naturstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Naturstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye