Sikkerhedsstyrelsen

Forhandlere glemte at fjerne gammel tobak

Del
Sikkerhedsstyrelsen kørte den 22. til 24. maj en stor kontrol på tobaksvarer over hele landet. En del forhandlere havde ikke fået tobak ned fra hylderne, som ikke lever op til de nye krav for mærkningen. De fik straksforbud mod at sælge produkterne.

Et nyt regelsæt for tobaksprodukter er trådt i kraft. Derfor var Sikkerhedsstyrelsen i uge 21 på kontrol hos en lang række forhandlere over hele landet.

Det blev blandt andet tjekket, at cigaret- og tobakspakker havde advarsler og billeder på, og at de var indberettet korrekt til Sikkerhedsstyrelsen.

Selvom langt de fleste kiosker, barer, butikker og caféer havde varer på hylderne, som følger de nye krav, havde en del ikke fået gamle produkter fjernet.

Der var fejl hos 21 forhandlere ud af de 205, som Sikkerhedsstyrelsen tjekkede mandag til onsdag den 22., 23. og 24. maj.

- Vi har lavet en stikprøvekontrol hos forhandlerne. Her har de tilsynsførende fokuseret på produkter, som så ud til ikke at leve op til kravene. Hvor vi har fundet tobaksvarer, som ikke lever op til reglerne, har vi udstedt et straksforbud mod at markedsføre produkterne, siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Jan Møller Mikkelsen.

En del producenter af tobak har længe, før reglerne trådte i kraft, haft større billeder og advarsler på pakkerne. Derfor drejer fejlene sig primært om enten udgåede produkter – som derfor heller ikke er korrekt indberettet til Sikkerhedsstyrelsen – eller varer, der ikke har været stor omsætning i.

- De produkter, det har været galt med, har for en stor dels vedkommende været tobaksvarer, som der ikke er det store salg i. Derfor er de ikke løbende blevet skiftet ud med produkter med den nye mærkning, siger Jan Møller Mikkelsen.

Alle de forhandlere, som har fået et straksforbud mod salg af produkter, kan vente et opfølgende besøg fra Sikkerhedsstyrelsen. Er produkterne ikke fjernet, bliver de anmeldt til politiet med påstand om bødestraf.

Mens de tilsynsførende fra Sikkerhedsstyrelsen var ude for at tjekke tobaksprodukterne, kiggede de også efter, om de pågældende forhandlere solgte ulovligt snus. Der blev fundet snus hos en enkelt forhandler ved den foreløbige optælling. Virksomheden kan forvente at blive politianmeldt.

- Vi er glade for, at langt størstedelen af de produkter, som er på hylderne, lever op til reglerne. Når vi er ude på kontrol og opdager, at der bliver solgt ulovlig snus, falder hammeren prompte, siger kontorchefen.

Resultater af kontrollen

  • Sikkerhedsstyrelsen har kontrolleret af 205 butikker, caféer, kiosker og barer i alle dele af landet den 22. til den 24. maj.
  • 21 af stederne har fået et eller flere straksforbud.
  • De fleste af de fundne fejl drejede sig om forkert eller manglende mærkning af produkterne. Enkelte produkter var ikke indberettet til Sikkerhedsstyrelsen.
  • Mange producenter af tobak har løbende indfaset de nye mærkninger på produkterne. Derfor er de varer, som der er fundet fejl ved, primært tobaksprodukter, som man har valgt at tage ud af produktion, eller hvor salget er småt, hvorfor de ikke løbende er blevet skiftet ud på forhandlernes hylder.

Fakta om tobaksreglerne

  • Sikkerhedsstyrelsen har blandt andet kontrolleret, at mærkningen af pakkerne er korrekt. Der skal være korrekt kombinerede advarsler, og der må ikke længere stå nikotin-, kultilte- og tjæreindhold på pakkerne.
  • Desuden skal alle tobaksvarer til salg være indberettet til Sikkerhedsstyrelsen.
  • Det er ulovligt at sælge snus i Danmark, mens ryge- og tyggetobak overordnet set er lovligt. Opdager Sikkerhedsstyrelsen, at en virksomhed eller privatperson sælger snus, bliver vedkommende meldt til politiet.

Information om Sikkerhedsstyrelsen

Sikkerhedsstyrelsen
Sikkerhedsstyrelsen
Esbjerg Brygge 30
6700 Esbjerg

3373 2000http://www.sik.dk

Sikkerhedsstyrelsens pressetelefon: 22 38 44 51

Følg pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sikkerhedsstyrelsen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye