Forældre kan forebygge børns risikoadfærd på nettet

TikTok, Snapchat, CS:Go, FIFA, Discord, Twitch, Yubo og Instagram. Ved du hvilke sociale medier dit barn bruger, og hvad de laver der?
I en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd er både børn og forældre blevet spurgt ind til deres onlineliv, og hvor meget forældrene er involveret i det. Og undersøgelsen afliver myten om, at unge ikke ønsker, at forældrene blander sig i deres online liv. Især de 14-17-årige efterspørger, at forældrene viser mere interesse, og er nysgerrige på, hvad de laver online.
- Forældre spiller en vigtig rolle, når det handler om at forebygge børns risikoadfærd på nettet. Børn og unges liv på nettet er en vital del af deres sociale fællesskab – ikke mindst under corona. Du skal derfor vise interesse og spørge ind til, hvad de laver på TikTok og i FortNite, ligesom du spørger til deres liv i skolen, til fodbold og ridning, siger Ninna Lagoni, som er specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd.
I rapporten peger de adspurgte børn og unge på, at deres forældre ikke forstår det digitale, og at de ikke anerkender børnenes interesse for fx spil og sociale medier. Men forældrene behøver ikke være digitale eksperter for at have en beskyttende rolle.
- Både forskning og børnene selv peger på, at forældre godt kan vise interesse og involvere sig uden at vide alt om digitale medier. Det vigtigste er, at man har en god tillidsfuld relation til sit barn. Det får man blandt andet ved at prøve at forstå, hvorfor nettet er vigtigt for ens barn, siger Ninna Lagoni.
Hun påpeger dog, at de voksne sætter reglerne – også på nettet.
- Ens forældrerolle stopper ikke, når ens barn tager sin mobil frem. Du skal som forælder opstille tydelige rammer for dit barns online adfærd. Omvendt bør du ikke overreagere med for strenge restriktioner, hvis dit barn ikke har overholdt de aftaler, I har lavet. Det er vigtigt, at dit barn altid kan komme til dig, hvis han eller hun løber ind i problemer, siger Ninna Lagoni.
Det er Julie Nielsen, der er formand for Ungdomsringens Ungeråd, meget enig i. Hun mener desuden, at det er vigtigt, at forældre ikke udskammer deres børn og unge.
- Forældrene skal forstå, at de sociale medier er en del af unges kultur. Hvis man fx har fået delt et nøgenbillede, så er det vigtigt, at forældrene ikke siger ’hvorfor har du også sendt det, det var dumt’. Så påfører de skyld og skam, og så kommer ens barn ikke næste gang, der opstår problemer. Det er bedre, at de siger ’jeg forstår godt, at du synes det er spændende at sende nøgenbilleder. Men lad os snakke om, hvordan du kan gøre det på en mere sikker måde’, siger Julie Nielsen.
DKR’s råd til forældre - sådan involverer du dig bedst i dit barns online liv:
- Vis interesse – også når dit barn er blevet teenager
- Sæt rammer og regler – men forklar hvorfor
- Lad være med at overreagere, hvis barnet bryder online-reglerne
- Lær barnet om lovgivning og god opførsel på nettet
Fakta om undersøgelsen
Undersøgelsen ’Forældres rolle i børns digitale liv. Forebyggelse af børn og unges risikoadfærd på nettet’ er foretaget af analysefirmaet LG Insight for Det Kriminalpræventive Råd. Undersøgelsen er udarbejdet i samarbejde med lektor Anne Mette Thorgauge fra Københavns Universitet. Analysen består af en litteraturafdækning af forskning på området samt en kvalitativ undersøgelse i form af interviews med 42 forældre, 76 børn, unge og 25 faglige aktører.
I undersøgelsen giver både børn og forældre udtryk for, at forældrene mangler kendskab til og forståelse for internettet og digitale medier. 30 af undersøgelsens 42 forældre angiver, at de pga. manglende tid, viden og interesse ikke føler sig klædt godt nok på til at støtte deres børn og unge omkring digital adfærd.
I undersøgelsen ses, at forældrene til de yngste aldersgrupper typisk opstiller regler og kontrollerer deres børns online-aktiviteter. Børnene har det okay med regler, når der følger en forklaring med, og reglerne er til for at beskytte dem. Omvendt anser de ofte overvågning som et tegn på manglende tillid.
Generelt er de fleste adspurgte forældre involveret i deres børns online liv. Involveringen og engagementet aftager dog, efterhånden som børnene bliver teenagere.
Nøgleord
Kontakter
Charlotte RugePressemedarbejder
Tlf:41 74 73 80cru@dkr.dkBilleder
Vedhæftede filer
Links
Information om Det Kriminalpræventive Råd
Det Kriminalpræventive Råd arbejder for at forebygge kriminalitet og skabe et tryggere samfund.
Følg pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kriminalpræventive Råd
Højsæson for indbrud: Vær opmærksom på naboernes huse, når du alligevel lufter hunden3.12.2025 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
Vi har dem alle sammen i vores nabolag. De går derude hver dag. I regn og slud. I lys og mørke. Altid trofaste, klar til en hilsen og med snuden i sporet. Bringer naboer sammen og får skabt liv mellem husene ved at invitere deres ejere på gåtur hver eneste dag. En ny kampagne hylder landets mange hundeluftere, der netop gør en ekstra forskel ved at være synlige og opmærksomme i nabolaget – noget, der er særligt vigtigt her i den mørke tid. Sådan lyder det fra Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag.
Danmark er vært for stor EU-konference om digital svindel27.11.2025 06:30:00 CET | Pressemeddelelse
Digital svindel fylder mere og mere på tværs af Europa. Som en del af Danmarks EU-formandskab, samler Det Kriminalpræventive Råd derfor i samarbejde med dansk politi eksperter, fagfolk og repræsentanter fra hele Europa til en stor konference om forebyggelse af digital svindel. EU-landene vil bl.a. præsentere deres bedste forebyggende indsatser, og Europas bedste kriminalpræventive projekt kåres.
Samarbejdet om at lukke Pusher Street vinder Den Kriminalpræventive Pris 202520.11.2025 14:17:19 CET | Pressemeddelelse
Et samarbejde mellem Christiania og myndigheder om at forandre Pusher Street og gøre op med den kriminalitet og utryghed, der i årevis har kendetegnet stedet, vinder Den Kriminalpræventive Pris 2025. Justitsminister Peter Hummelgaard overrakte i dag prisen og 50.000 kr. til forebyggelse af kriminalitet.
Ny rapport: hård og dominant sex er udbredt blandt unge – det kræver nyt fokus på samtykke22.10.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De fleste unge har prøvet hård og dominant sex, f.eks. at slå, tage kvælertag eller hive i håret. Blandt dem har 28 pct. oplevet, at den seksuelle adfærd ændrede sig i en hård og dominant retning, så de ikke længere havde lyst til at fortsætte – men af de godt 80 pct., der sagde fra, fortsatte adfærden for hver femte. Det viser en ny undersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd. Det understreger, at der er brug for langt mere oplysning og dialog om, hvordan unge sikrer samtykke i forbindelse med hård og dominant sex.
Ny rundspørge: Dårlig belysning skaber utryghed i flere af landets kommuner30.9.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Knap halvdelen af de kommuner, der har deltaget i en ny rundspørge, fortæller, at de inden for de seneste par år har oplevet utryghed i det offentlige rum som følge af dårlig belysning. Det Kriminalpræventive Råd lancerer nu et nyt casekatalog, der skal inspirere kommuner til at arbejde med bedre belysning, så kriminalitet forebygges, og trygheden øges.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

