Dansk Socialrådgiverforening

Fokus på småjob, færre proceskrav og tillid til medarbejderne: Socialrådgiverne roser anbefalinger

Del
”Mange gode takter” lyder kommentaren fra Dansk Socialrådgiverforening til Reformkommissionens sidste anbefalinger. Forkvinde Signe Færch roser det tydelige fokus på småjob, færre proceskrav og helhedsorienterede indsatser, mens hun er kritisk over for forslag om at afskaffe revalidering og sænke ydelsen til udsatte unge.
Fotograf: Lisbeth Holten
Fotograf: Lisbeth Holten

Reformkommissionen har netop fremlagt sin tredje og sidste rapport, som fokuserer på de knap 200.000 borgere på kanten af arbejdsmarkedet. Rapporten indeholder en lang række anbefalinger, som overordnet set høster ros fra Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening:

- Det har en stor værdi for folk at bidrage med det, de kan. Derfor er det klogt af kommissionen at stille helt skarpt på småjob med rigtige løntimer. Det er dog vigtigt, at det suppleres med helhedsorienterede indsatser, så borgerne har mulighed for at øge deres timetal, eller at borgerne kan komme i fleksjob, hvis de ikke kan blive selvforsørgende over tid.

Reformkommissionen lægger også op til at lempe og fjerne en række proceskrav. I stedet for at måle på antallet af borgere i virksomhedspraktik og antallet af samtaler i jobcentrene, skal kommunerne og medarbejderne have større frihed til at skrue et forløb sammen med indsatser, der giver mening for den enkelte.

- I dag skal socialrådgiverne indkalde til et fast antal møder, hvor en stor del af indholdet er fastlagt. Det er tungt og bureaukratisk for alle. Hvis vi får frihed og fagligt handlerum til at møde borgerne i øjenhøjde og samarbejde om at lave helhedsorienterede forløb, så skaber det resultater, fortæller Signe Færch.

Bekymret for de unge

Socialrådgivernes forkvinde er dog ikke lige begejstret for alle Reformkommissionens bud. Hun hæfter sig ved forslaget om at afskaffe revalidering, som bl.a. giver mulighed for omskoling og har givet gode resultater, samt forslaget om at fjerne det såkaldte aktivitetstillæg, som vil sænke ydelserne for nogle af de mest udsatte unge i kontanthjælpssystemet.

- Kommissionen påpeger selv, at økonomiske incitamenter ikke virker særligt effektivt for udsatte borgere. Vi skal selvfølgelig hjælpe unge i job eller uddannelse, men jeg er bekymret for konsekvenserne ved at sænke ydelserne til dem, som døjer med særlige udfordringer.

Afslutningsvist kommer Signe Færch også med en opfordring til regeringen om at droppe sine planer om at spare 3 mia. kr. på beskæftigelsessystemet, da det ifølge hende vil begrænse den positive effekt af de mange anbefalinger.

- Der er mange gode takter i anbefalingerne, som kan frigive den tid, som socialrådgiverne behøver for at kunne lave helhedsorienterede og jobfokuserede indsatser til gavn for borgerne. Men hvis regeringen samtidig gennemfører store milliardbesparelser, så er vi lige vidt, lyder det fra Signe Færch.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Fotograf: Lisbeth Holten
Fotograf: Lisbeth Holten
Download

Information om Dansk Socialrådgiverforening

Dansk Socialrådgiverforening
Dansk Socialrådgiverforening
Toldbodgade 19 B
1253 København K

70 10 10 99https://socialraadgiverne.dk/

Følg pressemeddelelser fra Dansk Socialrådgiverforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Socialrådgiverforening

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye