Dansk Socialrådgiverforening

Det modsatte af nytænkning: Aftale efterlader udsatte ledige på perronen

Del
Ny politisk aftale på beskæftigelsesområdet betyder grønthøster-besparelser, som vil gå hårdt ud over de mest sårbare ledige. De massive besparelser på beskæftigelsesindsatsen er det stik modsatte af politikernes proklamerede - og nødvendige - nytænkning, mener formand for Dansk Socialrådgiverforening Mads Bilstrup.

Særligt udsatte ledige vil blive alvorligt ramt af ny aftale mellem regeringen, SF, DF, Enhedslisten og Bent Bøgsted pva arbejdsfællesskabet af løsgængere. Aftalen indebærer massive besparelser på sociale indsatser i landets jobcentre og kan få de allerede høje sagsbunker til at stige. Aftalen ’Nytænkning af beskæftigelsesområdet’ er sammen med sidste års besparelse på beskæftigelsesindsatser for unge en del af finansieringen af retten til tidlig pension. 

Dansk Socialrådgiverforening har længe efterlyst en nytænkning, men aftalen er snarere et skridt tilbage og den helt forkerte vej at gå ifølge formand Mads Bilstrup:

- Aftalen betyder besparelser på 760 mio. kroner om året. Og kommer oven i besparelsen fra sidste år på 370 mio. kr. årligt. At fjerne så svimlende mange penge fra et område kan ikke undgå at gå ud over kvaliteten af den indsats, der ellers skal hjælpe udsatte borgere i job eller uddannelse.

- En meget alvorlig del ved aftalen er, at der spares 235 mio. kr. på selve jobcentrene. Det vil føre til, at socialrådgiverne får endnu dårligere tid til at hjælpe de ledige og udsatte borgere. Samtidig betyder aftalen, at udsatte ledige risikerer at blive sendt i virksomhedspraktik, selvom de egentlig havde brug for en indsats, der kan løse nogle af de problemer, som forhindrer dem i at komme i et almindeligt arbejde. På den baggrund skal der spares næsten 400 mio. kr. på det, man kalder vejledning og opkvalificering, siger Mads Bilstrup.

Lader de mest sårbare i stikken
Vi ved, at knap 80 pct. af kontanthjælpsmodtagerne slet ikke er jobparate, men har problemer udover ledighed og de har ofte været på kontanthjælp i mange år. Og vi ved, at netop de sårbare ledige har brug for sociale indsatser, som styrker deres livsmestring.

- Som socialrådgivere ved vi, hvad der skal til: Tæt samarbejde, opfølgning med den ledige og en håndholdt social indsats, som håndterer barrierer mod arbejdsmarkedet. Men politikerne vælger desværre det modsatte, nemlig i højere grad at sende sårbare og syge ledige i virksomhedspraktik, uden tid og ressourcer til at foretage en ordentlig opfølgning. Stik imod hvad der er hensigtsmæssigt, menneskeligt og værdigt, tilføjer Mads Bilstrup.

En kommune som Hjørring har vist, at investeringer i sårbare ledige kan få flere hurtigere ud af systemet og godt videre. Et andet eksempel på en indsats, som tager fat om udfordringer udover ledighed, er mestring af hjernerystelse eller en psykisk lidelse i stedet for en virksomhedspraktik, der risikerer at forværre situationen. Vejledning og opkvalificering er indsatser, som tager hånd om de barrierer, borgere, som ikke er jobparate, har, for at bringe dem tættere på arbejdsmarkedet.

- Når politikerne vælger at spare på de indsatser, som skal tage hånd om de barrierer, udsatte ledige har for at komme i arbejde, samtidig med at der spares generelt på jobcentrenes medarbejdere, så nedprioriteres helhedsorienterede indsatser. Og jeg er desværre overbevist om, at sårbare ledige, der ikke er jobparate, vil komme til at sidde længere tid fast i systemet – stik imod regeringen og øvrige partiers intention om at få flere i arbejde.

Behov for reel nytænkning
I stedet for grønthøster-besparelser skal jobcentrene i langt højere grad indrettes efter virkeligheden. Derfor foreslår Dansk Socialrådgiverforening, at indsatsen bliver indrettet på en ny måde.

- Der er stort behov for at nytænke på beskæftigelsesområdet. Størstedelen af borgerne i jobcentrene har komplekse problemer. De problemer forsvinder ikke ved ensidigt at fokusere på virksomhedspraktik. Vi foreslår, at man går en anden vej ved at oprette en ny enhed for borgere med truet arbejdsevne og satse langt mere på indsatser på tværs af sundhed, social og beskæftigelse. Hvis samfundet vil investere i de borgere, ved vi, det kan lykkes for mange, siger Mads Bilstrup.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Information om Dansk Socialrådgiverforening

Dansk Socialrådgiverforening
Dansk Socialrådgiverforening
Toldbodgade 19 B
1253 København K

70 10 10 99https://socialraadgiverne.dk/

Følg pressemeddelelser fra Dansk Socialrådgiverforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Socialrådgiverforening

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye