Kost og Ernæringsforbundet

Der er brug for at rekruttere mange faggrupper

Del
Kost og Ernæringsforbundet deler SVM-regeringens opfattelse af, at løn og arbejdsvilkår har betydning for mulighederne for at fastholde og rekruttere den rette faglærte arbejdskraft.

Den nye SVM-regering vil afsætte en milliard kroner i 2024 til bedre løn- og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd. Midlerne, som skal stige til tre milliarder kroner i 2030, skal være en del af løsningen på de rekrutteringsproblemer, som offentlige arbejdspladser i øjeblikket står i, og som kun ser ud til at blive endnu større i fremtiden.

- Det glæder mig, at der nu bliver afsat midler til at løfte løn- og arbejdsvilkår til faggrupper, der hver dag knokler for, at vores velfærdstilbud hænger sammen. Det er bydende nødvendigt, hvis vi skal have faglært arbejdskraft til eksempelvis at lave mad til vores yngste i daginstitutionerne, vejlede kræftpatienten i den rette kost eller sammensætte måltider til ældre med den rette ernæring, siger Ghita Parry.

Rekrutteringsmidlerne skal fordeles via arbejdsmarkedets parter, står der i regeringsgrundlaget. Ghita Parry kvitterer for, at SVM-regeringen deler opfattelsen af, at det er den rigtige måde at fordele dem på, hvis det skal være en del af en løsning med lang holdbarhed og med respekt for den danske model.

- Kun ved at lade det være op til arbejdsmarkedets parter at fordele midlerne kan vi sikre et robust velfærdssamfund med engagerede og kompetente medarbejdere i alle funktioner. Rekrutteringskrisen rammer bredt, og det skal fordelingen af midlerne afspejle. For der er brug for at rekruttere mange faggrupper, understreger Ghita Parry.

SVM-regeringen ønsker også at investere i, at erhvervsskolerne har det rette udstyr, de rette lærerkompetencer og fokus på arbejdsmarkedets behov, herunder i forhold til den grønne omstilling. Kost og Ernæringsforbundets formand vurderer, at denne del af det nye regeringsgrundlag kan være endnu en del af løsningen på mangel på eksempelvis ernæringsassistenter. Men det er også nødvendigt, hvis vi i det offentlige skal lykkes med den grønne omstilling.

-  Den grønne omstilling og gode velfærd kommer ikke af sig selv, og skal vi lykkes, er det vigtigt, at vi har den rette faglærte arbejdskraft. Derfor tror jeg, at styrkede erhvervsuddannelser vil kunne tiltrække flere unge, og dermed også være en del af løsningen på rekrutteringskrisen. Derudover er det en stærk investering i den grønne omstilling, som eksempelvis i forbindelse med offentlige måltider. Vores medlemmer er klar til at gå foran, men efterlyser mere uddannelse i forbindelse med bæredygtighed, siger Ghita Parry.

Nøgleord

Information om Kost og Ernæringsforbundet

Kost og Ernæringsforbundet
Kost og Ernæringsforbundet
Holmbladsgade 70
2300 København S

4080 3657

Kost og Ernæringsforbundet er fagforening og interesseorganisation for ernæringsprofessionelle.

Følg pressemeddelelser fra Kost og Ernæringsforbundet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Kost og Ernæringsforbundet

HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye