3F: Fornuftige forslag fra Koch-udvalget

”I 3F er vi enige i, at der er brug for en opprioriteret og mere individuel, sammenhængende indsats over for de kontanthjælpsmodtagere, som ikke er arbejdsmarkedsparate. Det har kommunerne allerede gode muligheder for, så det handler først og fremmest om at kommunerne i højere grad arbejder ud fra den enkeltes behov og i højere grad arbejder tværfagligt, siger Ellen Lykkegaard, socialpolitisk ansvarlig i 3F i en kommentar til Carsten Koch-udvalgets rapport om den beskæftigelsesrettede indsats mod ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.

Rapporten indeholder efter 3Fs vurdering en række fornuftige forslag, men sætter også fokus på nogle af de udfordrende problemstillinger, der knytter sig til denne gruppe og indsatsen over for samme. Hovedsynspunktet hos udvalget er, at den virksomhedsrettede indsats skal opprioriteres, og at kommunerne i højere grad bør opprioritere deres indsats overfor især den svageste del af gruppen.

3F er også positiv overfor at gøre indsatsen mere virksomhedsrettet, men minder om, at gruppen af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere er en meget sammensat gruppe med yderst individuelle problemer og udfordringer: ”Mange har aldrig haft fast tilknytning til arbejdsmarkedet, en stor del har ingen uddannelse, og rigtig mange har både sundhedsmæssige og sociale forhold, der skal tages hensyn til. Vi har at gøre med en gruppe, som står meget langt fra arbejdsmarkedet, og derfor vil det være naivt at tro, at vejen til arbejdsmarkedet alene går gennem virksomhedsrettet indsats. Vi er nødt til at bringe hele viften af redskaber i brug, så vi får en tværgående indsats, der rent faktisk kan bringe de ikke-arbejdsmarkedsparate tættere på arbejdsmarkedet og sikre en mere langsigtet tilknytning,” siger Ellen Lykkegaard, der også er gruppeformand for de offentligt ansatte i 3F.

Samtidig er det for 3F afgørende, at nye former for støttet beskæftigelse – virksomhedsrettet indsats – ikke kommer til at fortrænge ordinært ansatte: ”Vi vinder ikke noget ved, at de ikke-arbejdsmarkedsparate bliver sat til at løfte opgaver, som i dag udføres af ordinært ansatte. Arbejdsmarkedet skal være rummeligt, men vi skal ikke tage brødet ud af munden på de ordinært ansatte kollegaer. I den sammenhæng hæfter vi os ved, at Carsten Koch-udvalget peger på, at der potentielt set kan skabes 400.000 støttede job i den private sektor. Så hvis flere virksomheder tog et medansvar, ville mange problemer være løst,” siger Ellen Lykkegaard.

Derudover er det for 3F også vigtigt, at de ikke-arbejdsmarkedsparate mødes med løn og ansættelsesvilkår, som i store træk ligner dem, vi kender på det ordinære arbejdsmarked: ”Ellers har vi jo fra begyndelsen tilkendegivet, at de ikke er lige så meget værd, som deres kollegaer, og det tror vi ikke på motiverer nogen,” siger Ellen Lykkegaard.

Når 3F er bekymret for en indsats, der alene baserer sig på virksomhedsrettet indsats, så skyldes det også erfaringer med medlemmer, som på trods af alvorlige kroniske sygdomme – oftest som konsekvens af nedslidning eller arbejdsulykker – bliver tvunget tilbage på arbejdsmarkedet, også selv om deres arbejdsevne er yderst begrænset. De ender bl.a. i flexjob og ressourceforløb. En del af dem har så lille en arbejdsevne, at de kun kommer i job nogle ganske få timer, ja enkelte helt ned til 40 minutter om ugen. Argumentet for denne indsats har blandt andet været, at selv få timers beskæftigelse bidrager positivt til den kronisk syges sociale liv og dermed virker socialt inkluderende. De kronisk syge får et bedre netværk og højere livskvalitet ved at gå på arbejde. Men den illusion er senest blevet gennemhullet en ny ph.d.-afhandling fra Aalborg Universitet, der sort på hvidt dokumenterer, at beskæftigelse ingen positiv effekt har på den handicappede eller kroniske syges sociale liv.

For 3F er det derfor afgørende, at en kommende indsats over for de ikke-arbejdsmarkedsparate bliver baseret på langsigtede hensyn: ”Det er helt afgørende, at kommunerne bliver markant bedre til at tænke langsigtet for denne gruppe. Har man stået uden for arbejdsmarkedet de seneste 20 år, så vender man altså ikke tilbage, fordi man får fire ugers virksomhedspraktik i Bilka. Kommunerne skal tænke langsigtet, og så skal de forpligtes til at holde kontakten til de ikke-arbejdsmarkedsparate i en længere periode efter, at de er ”ude af det kommunale system”.” Ellers ender vi bare med, at kommunerne parkerer sårbare borgere uden for kommunens budget,” siger Ellen Lykkegaard.