Danmarks Naturfredningsforening

Københavns Vestegns Politi bliver sommerfuglepartner: 5.000 kvadratmeter skal hjælpe insekterne

12.10.2026 09:24:02 CEST | Danmarks Naturfredningsforening | Pressemeddelelse

Del

Der er kommet mere liv og summen rundt om politigården i Albertslund. Københavns Vestegns Politi er i år blevet sommerfuglepartner hos Danmarks Naturfredningsforening og bruger nu aktivt et stort udeareal på at hjælpe insekterne og naturen.

Sommeren 2026 ved politigården i Albertslund
Sommeren 2026 ved politigården i Albertslund

Omkring politigården i Albertslund er der 5.000 kvadratmeter grønne arealer, som førhen har været græs og vedligehold. Men kommer man forbi på en forårs- eller sommerdag ser det i dag anderledes ud. I stedet for en gold plæne, er der nu givet frit spil til planter, vilde blomster, insekter og massevis af sommerfugle.

Det sker, efter at Københavns Vestegns Politi har meldt sig som sommerfuglepartner – et projekt hos Danmarks Naturfredningsforening, hvor virksomheder og institutioner kan indmelde arealer og få hjælp til at gøre dem biodiversitets-venlige.

Helt konkret har Københavns Vestegns Politi siden foråret 2026 stoppet med at gøde sine arealer, fået vilde hjemmehørende blomsterarter ind, lavet insekthoteller og generelt forbedret vækstbetingelserne for de træer og planter, der er gode for de danske insekter.

- Vi har ikke meget uudnyttet jord omkring politigården, men med det, vi har, vil vi gerne give vores lokale bidrag til at reducere miljø- og klimapåvirkningen, forbedre biodiversiteten og støtte samfundets grønne omstilling, siger Alessandra Giraldi, der er sekretariatschef hos Københavns Vestegns Politi.

Hun fortæller, at politiet har en grøn arbejdsgruppe, som arbejder med bl.a. grønne indkøb, affaldssortering, genbrug – og som nu også har taget udendørsarealer i brug i naturens tjeneste.

Samtidig har Rigspolitiet bredt udrullet en bæredygtighedsstrategi, som sommerfuglepartnerskabet også spiller ind i. En del af strategien er nemlig, at politikredsene skal øge hensynet til natur og biodiversitet på arealerne.

Gør det lidt smukkere at møde ind
På arealerne er der nu bl.a. vilde blomster som hvid okseøje, kornblomst og blåhat. De er gode for insekter og sommerfugle, men de er også gode for medarbejderne, fortæller Alessandra Giraldi.

- Jeg har altid været glad for at møde ind på vores arbejdsplads, men i sommer var det ekstra smukt, for der er simpelthen et væld af farver og summen. Det gør noget ved humøret.

I de næste sæsoner planlægger Københavns Vestegns Politi at udvide arbejdet med flere insekthoteller og fuglekasser. Samtidig undersøger man muligheden for, om politikredsens lokationer i Høje Taastrup og Rødovre kan komme med.

Ifølge Mikkel Ejsing, der er sommerfugleambassadør og kontaktperson i Danmarks Naturfredningsforening, tæller hver kvadratmeter for biodiversiteten i en tid, hvor naturen herhjemme har det ekstremt skidt.

- Der ikke er mange levesteder tilbage for bl.a. insekter og sommerfugle, fordi vi har brugt langt størstedelen af arealer til andre formål. Og det påvirker hele økosystemet. En ting er, at det er trist med færre sommerfugle, men det er også et biologisk problem for de arter, der lever af sommerfugle, larver og andre insekter – fx fuglene, siger han og fortsætter:

- Den gode nyhed er til gengæld, at naturen er meget taknemmelig – der er kontant afregning. Hvis du planter nogle hjemmehørende blomster eller lader være med at slå græsset i nogle områder, så flytter insekter og sommerfugle lynhurtigt ind. Og alle kvadratmeter tæller. Derfor betyder det altså noget, når virksomheder og offentlige institutioner, der i forvejen har arealer, bruger dem aktivt for at hjælpe naturen.

Sommerfuglepartner hos Danmarks Naturfredningsforening har indtil nu skabt over 600.000 kvadratmeter insektvenlige arealer fordelt på en række virksomheder og institutioner i hele Danmark.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Naturfredningsforening

DN om ny handlingsplan: Et godt første skridt mod færre tekstiler2.10.2026 12:24:45 CEST | Pressemeddelelse

Danmark skal have mere ud af færre tekstiler. Sådan lyder hovedbudskabet i Danmarks første nationale tekstilhandlingsplan, der netop er blevet lanceret. Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er planen et vigtigt første skridt mod at reducere tekstil- og modesektorens enorme klima-, miljø- og ressourceaftryk og gøre op med den udbredte brug-og-smid-væk-kultur, der præger området i dag.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye