Aarhus Festuge begynder med musik, fylder byen med liv og slutter under stjernerne

25.8.2026 07:55:00 CEST | Aarhus Festuge | Pressemeddelelse

Del

Fredag 28. august begynder Aarhus Festuge. I ti dage bliver byen fyldt med kunst, musik, scenekunst og fællesskaber – fra internationale gadeteaterforestillinger og koncerter til kunstoplevelser under jorden, i parker og på byens pladser. Og når Festugen slutter, slukker Aarhus lyset og tænder for stjernerne.

Hollandsk Teaterkoncert forvandler Aarhus Havn til scene og giver publikum et nyt blik på havnens liv,
Hollandsk Teaterkoncert forvandler Aarhus Havn til scene og giver publikum et nyt blik på havnens liv, Fred Debrock

Nu er der kun få dage, til Aarhus igen bliver forvandlet til én stor scene. Når Aarhus Festuge åbner fredag 28. august, begynder ti dage, hvor kulturen rykker ud i byrummet og skaber nye møder mellem kunsten, byen og publikum. Festugen kan opleves overalt i Aarhus – og ofte på steder, hvor man ikke forventer at møde kunst. 

Det er Jakob Tekla Jørgensens første Festuge som direktør, og han har fra begyndelsen haft et ønske om at bringe oplevelserne endnu længere ud i byen. 

“Jeg elsker den situation, hvor man går gennem byen og pludselig bliver overrasket af noget, man ikke havde forventet. Det er noget af det, Festugen kan. Med gadeteater, Festugeparken, Blitz, telte, kunst og en masse aktiviteter bliver der liv og fællesskab mange steder i byen. Vi får en fantastisk start med musik på Bispetorv, gadeteater, der kan overraske, og en ret magisk afslutning, når vi slukker lyset og ser stjernerne. Det glæder jeg mig virkelig meget til at opleve sammen med Aarhus.” 

Gadeteater indtager Aarhus
En af årets store satsninger er gadeteater. Internationale kompagnier og kunstnere rykker ud i byrummet og gør gader, pladser, parker og havneområder til scener. 

Det betyder, at man under Festugen helt gratis kan få oplevelser uden nødvendigvis at have planlagt det. Man kan komme gående gennem byen og pludselig stå midt i en forestilling, møde akrobater i luften eller blive en del af et kunstværk. 

Årets gadeteaterprogram spænder fra nycirkus og luftakrobatik til store fysiske forestillinger og interaktive værker. Blandt andet kan publikum opleve den spektakulære luftakrobatikforestilling KAOSMOS, den hollandske teaterkoncert BULK, den gigantiske Octopus Attack og nycirkusforestillingen GRAND DANOIS. 

Hele byen til bords
Et andet centralt samlingspunkt bliver Festugeparken. 

Rådhusparken, Musikhusparken og den lukkede del af Frederiks Allé bindes igen i år sammen til ét stort Festugeområde med musik, kunst, aktiviteter og fællesskab. 

Sammen med arkitektfirmaet SLETH har Aarhus Festuge i år arbejdet med at styrke forbindelsen mellem de forskellige dele af området. Midt gennem Festugeparken kommer et 110 meter langt langbord til at fungere som en fysisk rygrad og et samlingspunkt for Festugens gæster. 

Her kan man slå sig ned, spise, mødes med andre og opleve nogle af de mange arrangementer, der foregår i området. Blandt andet i Hvælvningen, hvor der hver aften er koncerter, i Pulsen, hvor der er dans og bevægelse, eller i Kuplen, hvor publikum kan få noget at tænke over. 

Festugen begynder med musik på Bispetorv
Allerede torsdag 27. august – aftenen før den officielle åbning – tages der hul på Festugen med en stor koncert på Bispetorv. 

Her indtager Hans Philip, Karl William og Karoline Mousing scenen og skyder årets Festuge i gang med musik, fadøl, lokale DJ's og sensommerstemning. Hans Philip har både som en del af Ukendt Kunstner og som solokunstner sat et markant aftryk på dansk musik. Karl William har med sin varme vokal og poetiske tekster skabt sit eget sted på den danske popscene, mens Karoline Mousing er et af tidens nye markante navne. 

Koncerten markerer samtidig åbningen af Blitz – Aarhus Festuges og Aarhus Volumes nye samlingspunkt for musik, fællesskab og ung kultur midt i byen. Her vil der under hele Festugen være over 80 koncerter og aktiviteter. 

Oplevelser, man kun finder under Festugen
Noget af det særlige ved Aarhus Festuge er de oplevelser, man ikke nødvendigvis havde forestillet sig. 

I Rå Hal på Godsbanen kan publikum opleve elegier over jorden, hvor 35 sangere, en sopran og tre strygere fylder den enorme industrihal med musik, sang og bevægelse. 

I Vor Frue Kirkes Klosterkirke kan man opleve John Cages As Slow as Possible. Hvor værket i sin oprindelige form er planlagt til at vare 639 år, bliver det under Festugen opført i en seks timer lang version på kirkens orgel. 

Og under Vor Frue Kirke kan publikum gå ned i den middelalderlige krypt og opleve Divine Accents of Other Voices: Beata Viscera af Laurits Jongejans, hvor ni specialbyggede metalliske skulpturer skaber kunstigt frembragte stemmer inspireret af middelalderlig korsang. 

Det er oplevelser, der viser en anden side af Festugen – kunsten, der opstår, fordi den får lov til at indtage steder, man normalt ikke forbinder med scenekunst og musik. 

Hele Aarhus Fejrer
Lørdag 5. september bliver Festugen ekstra synlig i gaderne, når Hele Aarhus Fejrer fylder midtbyen med parader, pop up-oplevelser og aktiviteter. 

Omkring 30 pop up-aktiviteter og fire parader bevæger sig gennem byen. Bag dagen står en lang række aarhusianske foreninger, kulturaktører og fællesskaber, som hver især bidrager med aktiviteter og oplevelser. Sammen med byens øvrige gæster og aarhusianere bliver de en del af en stor folkefest midt i byen. 

Hele Aarhus Fejrer er en fejring af det Aarhus, der findes mellem de store kulturinstitutioner – af foreningerne, fællesskaberne, de frivillige og alle dem, der hver dag er med til at skabe byens kulturliv. 

Festugen slutter med, at Aarhus slukker lyset
Søndag 6. september får årets Festuge et ganske særligt punktum. Her bliver Aarhus mørklagt, når lyset slukkes i området omkring Musikhusparken og Rådhusparken, og publikum inviteres til at løfte blikket mod nattehimlen. 

Det internationale kunstværk Seeing Stars af den hollandske kunstner Daan Roosegaarde bliver dermed Festugens afsluttende fælles oplevelse. 

Fra kl. 21.30 til 23.00 slukkes gadelys, facadebelysning og andet ikke-nødvendigt lys i området, så stjernerne igen kan træde frem over byen. Med Seeing Stars bliver det ikke bare mørket, der bliver en del af Festugen. Det bliver selve byen, der bliver kunstværket. 

Kontakter

Billeder

På musikscenen Hvælvningen i Festugeparken er der 18 koncerter i Festugen
På musikscenen Hvælvningen i Festugeparken er der 18 koncerter i Festugen
Malte Bülow Photography
Download
Seeing Stars afslutter Festugen med lyset slukket i en radius af 500 meter
Seeing Stars afslutter Festugen med lyset slukket i en radius af 500 meter
Malte Bülow Photography
Download
Med havnen som udvidet bagtæppe, sætter det Hollandske kompagni Wunderbaum spot på havnenes konstante strøm af varer.
Med havnen som udvidet bagtæppe, sætter det Hollandske kompagni Wunderbaum spot på havnenes konstante strøm af varer.
Fred Debrock
Download
Torsdag 3.9 kl. 21.15 er der must-see forestilling på Pier3
Torsdag 3.9 kl. 21.15 er der must-see forestilling på Pier3
Pato Soto
Download
Det er Jakob Tekla Jørgensens første Festuge som direktør
Det er Jakob Tekla Jørgensens første Festuge som direktør
Moment Studio
Download

Om Aarhus Festuge

Med 1000 arrangementer på 10 dage er Aarhus Festuge en af Nordeuropas største kulturbegivenheder, med internationale kunstnere, lokale artister, samt oplevelser for både børn og voksne. Her kan man opleve kunst og kultur på højeste niveau, når hele Aarhus summer af musik, teater, arkitektur, gastronomi, kunst, debatter og alt derimellem.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Festuge

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Festuge

Få presseakkreditering til Aarhus Festuge20.8.2026 09:29:28 CEST | Presseinvitation

Det er nu muligt at ønske pressebilletter til Aarhus Festuge 2026. Kære presse Årets Festuge står for døren med ti dage fra den 28. august til 6. september, fyldt med fantastisk liv og en masse gratis kulturarrangementer i hele Aarhus. Se årets highlights Enkelte af vores arrangementer kræver imidlertid akkreditering – og vi vil selvfølgelig gerne sikre, at I får mulighed for at dække arrangementerne. Derfor følger her information om anmelderbilletter og fotoakkreditering til Aarhus Festuge 2026.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye