Mider truer danske honningbier: AU-forskere viser vejen til kemifri bekæmpelse
19.8.2026 15:30:00 CEST | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse
Hvert år dør en stor del af de danske bifamilier af varroamiden og de sygdomme, den spreder. To nye rapporter Aarhus Universitet præsenterer biavlere for to kemifri bekæmpelsesmuligheder: Avl og yngelpause.

Danske honningbier trues af den invasive varroamide. I to nye rapporter præsenterer forskere fra Aarhus Universitet to kemifri metoder til at bekæmpe miden.
"Sidste vinter gik omkring 20 procent af de danske bifamilier til, og året før var det nok nærmere 25 procent," siger seniorforsker Per Kryger fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, som er en af forfatterne bag begge rapporter.
Varroamiden er en lille parasit, der, siden den nåede Danmark i 1984, har spredt sig til stort set alle danske bifamilier. Miden svækker bien direkte, men den største fare er, at den spreder virus, som er den mest almindelige dødsårsag om vinteren.
_____
Faktaboks: Biens livscyklus
En bi gennemgår en fuldstændig forvandling fra æg til voksen: æg, larve, puppe og voksen bi. De to første stadier, æg og larve, kaldes åben yngel, mens puppestadiet – hvor bien udvikler sig i en celle, arbejderbierne har forseglet med voks – kaldes forseglet yngel. Det er netop den forseglede yngel, varroamiden er afhængig af for at kunne formere sig, og det gør yngelpause til en effektiv metode mod miden.
| Stadie | Fra æg til den kryber ud af cellen |
Kønsmoden |
| Arbejderbi | Ca. 21 dage: 3 dage som æg, 6 dage som larve, ca. 12 dage som puppe i forseglet celle |
Formerer sig ikke |
| Dronning | Ca. 15 dage (fodres med gelée royale hele larvestadiet) |
Ca. 21 dage efter æglægning |
| Drone (han) | Ca. 24-25 dage, heraf ca. 15 dage i forseglet celle |
Ca. 40 dage efter æglægning |
_____
Biavlere har i årtier brugt stadig mere kemi for at holde miden nede, men ifølge Kryger løser det ikke problemet.
"Kemien har været en sovepude. Man tænker: 'Vi har styr på det, vi giver dem bare lidt kemi', og så tænker man ikke mere over det. Men det løser ikke problemet – det forlænger det," siger han.
Dertil kommer, at der lige nu ikke findes nogen godkendte bekæmpelsesmidler på det danske marked. Biavlere, der henter medicin i andre EU-lande, skal selv sikre sig en dansk indlægsseddel og stå for korrekt brug.
Det er baggrunden for to nye formidlingsrapporter, som DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug udgiver samtidig: ”Målrettet avl af robuste bier” og ”Yngelpause – et integreret element i bedre biavlspraksis”.
Rapporterne er tænkt som håndbøger for danske biavlere, og er skrevet af Per Kryger og Annette Bruun Jensen som led i de to projekter "Bedre Biavlspraksis" og ”Bedre Dronninger”, finansieret via tilskudsordningen for biavlsprodukter under tidl. Landbrugsstyrelsen, tidl. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, og EU's fælles landbrugspolitik.
Hygiejniske bier
Den første rapport handler om avl.
Allerede i 1937 beviste den amerikanske forsker Orlando Park, at nogle bifamilier kunne overleve ondartet bipest, fordi bierne aktivt fjernede syg yngel fra yngelcellerne – det, man i dag kalder hygiejnisk adfærd.
Danske biavlere har brugt avlsarbejde mod nosemasyge og fik på blot fem år andelen af smittede prøver ned fra 80 til under 20 procent.
Rapporten peger på, at samme tilgang kan bruges mod varroa, men forfatterne advarer mod at avle for ensidigt: For hård selektion for varroaresistens kan gå ud over egenskaber som fredelighed og honningproduktion.
"Variation i sig selv er ikke et problem – det er en forudsætning for fremgang," skriver Per Kryger og Annette Bruun Jensen i rapporten.
Yngelpause bryder midens livscyklus
Den anden rapport tager udgangspunkt i, at varroamiden kun kan formere sig i forseglede yngelceller. Fjerner man ynglen, eller forhindrer man dronningen i at lægge æg i en periode, bremser man midens opformering direkte.
I praksis kan danske biavlere først og fremmest bruge to metoder: At spærre dronningen inde i mindst 25 døgn, eller at fjerne yngeltavlerne helt fra bifamilien.
Der er også en biologisk bonus ved at gå denne vej frem for den kemiske.
"Når man bekæmper med kemi, svækker man samtidig biernes eget immunforsvar. I et forsøg fandt vi, at selvom miderne var stort set forsvundet fra bifamilien efter en behandling i august, var der faktisk flere virus i bierne bagefter – ikke færre," siger Per Kryger.
Metoderne kræver dog håndværk og timing.
"Vi har selv mistet bier, fordi vi ikke var dygtige nok fra begyndelsen. Jeg anbefaler biavlere at starte med nogle få bifamilier, lær teknikken, og mestr den, før I tager det fuldt ud i brug," siger han.
En ny mide er på vej
Begge rapporter lægger vægt på, at biavlere bør følge midebelastningen tæt.
"Vi var med i et stort EU-forsøg med 1.200 danske bifamilier, hvor vi fandt, at risikoen for, at en bifamilie døde, steg fra 20 til 50 procent, hvis der var mere end 10 mider på 100 bier," siger Per Kryger.
Forskerne anbefaler derfor, at biavlere reagerer, allerede når der findes omkring 3 mider pr. 100 bier i en vaskeprøve.
Ifølge Kryger kan de to metoder blive endnu vigtigere i de kommende år. En ny og mere yngelafhængig mide, tropilaelapsmiden, kan nemlig være på vej fra Asien.
"Den er nået til Georgien, Rusland og op til Tyrkiet, hvor der er meget vandrebiavl. Når den først er kommet over Tyrkiet, kan den nå til EU på et år," siger han og tilføjer:
"Det langsigtede mål er at få avlet bier, som kan klare sig helt uden brug af kemi. I første omgang handler det om at bruge mindre – men på sigt slet ingen," afslutter Per Kryger
Supplerende oplysninger
Vi bestræber os på, at alle vores artikler lever op til Danske Universiteters principper for god forskningskommunikation.
For mere information se deklarering i databladene i følgende: Yngelpause - et integreret element af bedre biavlspraksis og Målrettet avl af robuste bier.
Kontakter
Mette BjerreJournalist og kommunikationskonsulentDCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug
Tlf:93588283mb@dca.au.dkFølg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences
Muslinger kan også være bange19.8.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Der er god grund til at klappe i, når parasitterne kommer forbi. Ny forskning viser, hvordan “frygtens økologi” får blåmuslinger til markant at ændre adfærd – med konsekvenser, der kan række langt ud over den enkelte musling.
Sådan skal mini-organer afsløre, hvordan infektioner kan give kræft13.8.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Forskere fra Aarhus Universitet vil bruge laboratoriedyrkede mini-organer til at undersøge, hvordan bakterier og virus ændrer menneskeligt væv og øger risikoen for kræft. Forskningen er en del af det europæiske TagTIC-projekt, og målet er at finde nye muligheder for forebyggelse og behandling.
Gæs gør mindre skade på vinterhvede end antaget10.8.2026 12:04:21 CEST | Pressemeddelelse
HØST: Vinterhvede kan kompensere for selv kraftig gåsegræsning om vinteren. Men fortsætter græsningen sent ind i foråret, falder både udbytte og kvalitet.
Danmark skal ikke vælge mellem flere grøntsager og et bedre vandmiljø24.7.2026 14:21:24 CEST | Pressemeddelelse
Danmark producerer stadig mindre frugt og grønt, mens importen vokser. Men forskningen peger på, at nye dyrkningssystemer kan mindske tabet af kvælstof og reducere klimaaftrykket uden at gå på kompromis med høje udbytter. Samtidig kan fremtidens danske frugt og grønt konkurrere på noget, som importerede varer har svært ved at matche: Kvalitet, gennemsigtighed og variation.
EU-forskere advarer om bestøverkrise i Europa8.7.2026 10:11:10 CEST | Pressemeddelelse
Et internationalt forskerhold advarer om, at Europa står over for en alvorlig bestøverkrise. En ny hvidbog præsenterer 15 konkrete anbefalinger til, hvordan tilbagegangen kan vendes.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum