Muslinger kan også være bange

For en blåmusling er et godt måltid mad ikke helt uden risiko.

Den lever af at filtrere havvand for mikroskopiske alger, men med vandet kan der følge ubudne gæster. Små parasitlarver kan nemlig smutte med ind, når muslingen pumper vand ind og ud.

Nu viser ny forskning fra Aarhus Universitet, at blåmuslingen har et forsvar. Når den registrerer risikoen for bestemte parasitter, skruer den simpelthen ned for filtreringen. Og hvis det er helt grelt, kan den endda lukke helt i.

Det er lidt af et dilemma for muslingen, for hvis den stopper filtreringen, får den ikke noget at spise. Men det er ikke kun muslingens eget middagsbord, der er på spil. En enkelt stor blåmusling kan filtrere op mod 100 liter havvand i døgnet, og de kan samle sig i banker med millioner af muslinger.

Her fungerer de som økosystem-ingeniører. Når muslingerne filtrerer mikroalger fra vandet, påvirker de vandets klarhed og omsætter næringsstoffer. Samtidig skaber selve muslingebankerne et landskab af skaller, huller og sprækker, hvor smådyr, fisk og planter finder levesteder. Frygten for parasitter kan derfor få betydning på stor skala, når muslingerne skruer ned for deres vigtigste aktivitet:

“Det er dét, der gør reaktionen så interessant. Vi undersøger noget, der sker hos den enkelte musling, men fordi blåmuslinger spiller så stor en rolle i kystområderne, kan selv små ændringer i deres adfærd potentielt få betydning på en langt større skala,” siger ph.d.-studerende Pernille Kibak, der er en af forskerne bag studiet, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Helminthology. 

Frygt ændrer muslingernes adfærd

Forskerne har undersøgt fænomenet gennem en række laboratorieforsøg, hvor de udsatte blåmuslinger for larver fra tre forskellige arter af parasitiske fladorme.

To af arterne kan inficere blåmuslinger, mens den tredje inficerer fisk og derfor ikke udgør samme trussel. Den tydeligste reaktion kom fra parasitten Himasthla elongata. Her reducerede muslingerne deres filtreringsaktivitet med 34 procent. Da forskerne kombinerede H. elongata med en anden muslingeparasit, Renicola roscovita, faldt filtreringen med 51 procent sammenlignet med kontrolgruppen.

Forskerne fandt samtidig en tydelig sammenhæng mellem muslingernes filtrering og parasitternes succes. Jo mere aktivt muslingerne filtrerede, desto flere parasitter lykkedes det efterfølgende at finde inde i dem. Ved at skrue ned for filtreringen kan muslingen altså mindske parasitternes mulighed for at komme ind.

“Men det interessante er, at muslingen reagerer på risikoen, før parasitten har nået at gøre skade. Den ændrer altså adfærd alene ved udsigten til en infektion. Det er netop den mekanisme, vi taler om, når vi bruger begrebet ‘frygtens økologi’,” siger Pernille Kibak.

Begrebet stammer oprindeligt fra forskning i rovdyr og byttedyr. Et rovdyr påvirker ikke kun sine omgivelser ved at spise andre dyr. Alene risikoen for at ende som aftensmad kan få et byttedyr til at ændre adfærd, bruge andre områder eller bruge mere tid på at holde vagt og mindre tid på at spise.

Senere har forskere udvidet tankegangen til parasitter. For selv om en parasit ikke slår sin vært ihjel på samme måde som et rovdyr, kan en infektion blandt andet gå ud over vækst, overlevelse og reproduktion. Derfor kan det betale sig at opdage faren i tide.

Forskerne ville også undersøge, om blåmuslingerne ligefrem kan kende forskel på parasitter, der kan inficere dem, og parasitter, der ikke kan. Her er resultatet mindre entydigt. Muslingerne reagerede forskelligt på de tre arter, men variationen mellem de enkelte muslinger var så stor, at forskerne ikke kan konkludere, at blåmuslinger faktisk kan skelne mellem parasitarterne.

Der er noget i vandet

Det næste forsøg bød til gengæld på en overraskelse.

Forskerne fjernede selve parasitterne og udsatte i stedet blåmuslingerne for vand med kemiske spor fra almindelige strandsnegle. Strandsneglen er ikke farlig for blåmuslingen. Men den spiller en vigtig rolle i parasittens livscyklus, fordi flere af de parasitter, som senere angriber blåmuslinger, først lever og formerer sig inde i sneglen.

Alligevel reagerede muslingerne kraftigt. Alene de kemiske spor fra strandsneglene fik deres filtrering til at falde med knap 42 procent sammenlignet med kontrolgruppen.

“Det var noget af det, der overraskede os mest. Strandsneglen gør ikke muslingen noget, men den kan være et tegn på, at parasitter findes i nærheden. Det kan næsten fungere som et fareskilt i vandet: Her er der grund til at være på vagt,” forklarer den ph.d.-studerende.

Blåmuslinger har et veludviklet sansesystem, som kan registrere kemiske stoffer opløst i vandet. Føde, rovdyr, sårede artsfæller og parasitter kan alle ændre den kemiske sammensætning af vandet omkring muslingen, og den slags signaler kan muslingen reagere på.

Forskerne ved dog endnu ikke, hvilket konkret signal der får blåmuslingen til at bremse filtreringen. Vand med kemiske spor fra både parasitter og inficerede snegle fik ikke muslingerne til at filtrere signifikant mindre end vand med spor fra sneglene alene. Derfor peger resultaterne på, at signalet fra strandsneglen spiller en vigtig rolle, men den præcise kemiske mekanisme er stadig ukendt.

Det gør samtidig resultatet ekstra interessant. En blåmusling sidder stort set fast dér, hvor den har hæftet sig med sine stærke byssustråde. Den kan ikke bare flygte fra et område, hvor parasitterne dukker op. I stedet må den reagere på de oplysninger, der kommer drivende forbi i vandet.

Når en hel muslingebanke klapper i

Her opstår et større paradoks: Det, der kan beskytte den enkelte musling mod parasitter, kan potentielt få konsekvenser for det omgivende økosystem, når mange muslinger reagerer på samme måde.

Muslingernes filtrering er nemlig med til at flytte organisk materiale fra vandet ned mod havbunden og holde gang i omsætningen af næringsstoffer i de kystnære økosystemer. Forskerne peger derfor på, at mindre filtrering potentielt kan påvirke både aflejring af organisk materiale, næringsstofomsætning og energistrømme i kystnære økosystemer.

Men der er et spring fra en musling i et laboratorieforsøg til millioner af muslinger på en naturlig muslingebanke. Her varierer både mængden af parasitter og miljøforholdene, og muslingerne kan muligvis kompensere for perioder med lavere filtrering ved at filtrere mere på andre tidspunkter.

“Laboratorieforsøgene viser nogle rigtig spændende tendenser, men vi kan ikke bare overføre dem direkte til en naturlig muslingebanke. Derfor vil det være rigtig interessant at undersøge filtreringsaktiviteten i felten og se, om vi finder den samme tendens under naturlige forhold,” siger Pernille Kibak.

Spørgsmålet kan blive endnu mere aktuelt i takt med, at havet bliver varmere. Parasitterne gennemgår forskellige livsstadier, som er stærkt afhængige af temperaturen. Klimaforandringer kan derfor ændre både, hvor parasitterne findes, og hvornår de er til stede i vandet. Samtidig påvirker temperaturen blåmuslingernes egen filtrering og fysiologi.

“Parasitter bliver ofte overset, når vi undersøger muslingernes adfærd og økologi. Men hvis vi skal kunne forudsige, hvordan muslinger reagerer i et klima under forandring, er vi også nødt til at forstå parasitternes direkte og indirekte effekter,” siger hun.

Det er et spørgsmål, forskerne allerede arbejder videre med. De undersøger blandt andet muslinger fra områder, hvor parasitter i dag er sjældne eller helt fraværende på grund af lave temperaturer. Hvis et varmere klima gør det muligt for parasitterne at etablere sig og sprede sig til de områder, kan muslingerne komme til at møde en trussel, de ikke tidligere har været udsat for.

“Det interessante spørgsmål er, om de muslinger vil reagere anderledes, fordi de ikke tidligere har været udsat for parasitter. Det kan give os en bedre forståelse af, hvordan ændringer i parasitforekomsten kan påvirke muslingernes adfærd og økologi i fremtidens klima,” afslutter forskeren.