To poster sætter EU’s budget skakmat

Hvorfor har det i mere end 30 år været de samme to poster, som har domineret EU’s budget? Selv om de fleste i unionen er enige om, at der er behov for at investere i nye innovative områder?

Ifølge et nyt studie af blandt andet lektor Mads Dagnis Jensen fra CBS skyldes det først og fremmest, at de mest velstående blandt de 27 EU-lande ikke vil skrue ned for landbrugsstøtten.

”Det er typisk lande som Tyskland, Frankrig og Italien. Disse lande er nettobidragsydere. De betaler mere ind til EU, end de får igen. Men nogle af de penge kan de hive tilbage igen via landbrugsstøtten, fordi de typisk har mange hektarer landbrugsjord,” forklarer Mads Dagnis Jensen.

Til gengæld betaler de velstående lande penge til en anden stor post – nemlig til EU’s samhørighedspolitik. Det dækker over en slags egnsstøtte til fattige områder i EU.

Forskellige interesser

”Tilsammen udgør de to poster omkring 70 procent af EU’s samlede budget. Det betyder, at der er ret få penge at tænke nyt for,” siger Mads Dagnis Jensen.

Han tilføjer, at de to budgetter indirekte er med til at fastholde landenes positioner. Det gælder især for landbrugsstøtten, som store velstående lande er meget interesseret i at bevare.

”Omvendt er lande som Portugal, Grækenland, Spanien og en række lande i Østeuropa interesseret i at bevare samhørighedspolitikken, fordi den sikrer dem økonomi til at udvikle nogle af deres fattigere områder,” fortæller Mads Dagnis Jensen og minder om, at hvert enkelt land har vetoret mod ændringer.

Stabilitet kommer med en pris

Ifølge Mads Dagnis Jensen har det fastlåste system både fordele og ulemper.

”Fordelene er, at der set over en lang årrække er stor stabilitet i EU’s budgetter. Landene skal ikke bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på at forhandle, og det enkelte medlem kan også nogenlunde forudsige indholdet,” siger han og tilføjer:

”Svagheden er til gengæld, at systemet ikke er særlig godt til at håndtere uforudsete kriser eller nye prioriteter. Det er et reaktivt system, hvor de enkelte lande forsvarer de områder, hvor de er modtagere”.

”Konsekvensen er, at der ikke kommer så meget fokus på innovation. Derfor har USA og især Kina mere succes med en aktiv industripolitik, hvor de afsætter penge til konkrete mål om at være førende inden for et område i løbet af en bestemt årrække. I EU lapper vi i stedet på nogle områder, hvor vi føler os hægtet af. Vi sætter ikke vores egen dagsorden”, siger Mads Dagnis Jensen.

Landbrugsstøtte dominerer

Undervejs i studiet var noget af det, som overraskede ham mest, hvor stærkt Frankrig står på landbrugsstøtten.

”Franskmændene har en meget stærk landbrugslobby, der fastholder billedet af et samfund, der selv skal producere sine oste, charcuteri og brød. Det samme gælder for flere andre lande, og der er næppe nogen tvivl om, at EU’s politik er med til at fastholde et større landbrug, end der er strengt nødvendigt”, vurderer CBS-forskeren.

Han peger på, at den mest realistiske måde, EU kan skabe midler til at innovere for, er ved at optage lån.

”Derudover vil det være en fordel, hvis de mere velstillede lande – altså nettobidragsyderne – ikke kun så på deres bidrag som en udgift. De får også adgang til det indre marked, og nogle af de penge, som de sender til fattigere land i Syd- og Østeuropa, får de jo igen ved at sælge varer til dem. Det er især vigtigt i en tid hvor markederne uden for Europa bliver mere usikre på grund af geopolitiske spændinger.”

Fakta

• Studiet hedder The Adaptive Stability of the European Union’s Long-Term Budget).
• Det undersøger, hvorfor EU’s langtidsbudgetter fra 1988 til 2020 har ændret sig meget lidt.
• EU's samlede budget er på knap 200 milliarder euro årligt.

• Det svarer til cirka 420–430 euro pr. EU‑borger om året.
• Danmark er også nettobidragsyder – vi betaler mere til EU, end vi får tilbage.