Nu kan gravide igen blive vaccineret mod RS-virus
1.5.2026 06:00:00 CEST | Sundhedsstyrelsen | Pressemeddelelse
Gravide tilbydes vaccination mod RS-virus fra maj 2026 til og med januar 2027. Erfaringer fra sidste år viser, at vaccinen er meget effektiv til at forebygge indlæggelse blandt de mindste spædbørn.
RS-virus er en almindelig forkølelsesvirus, der kan give feber og hoste, og den optræder typisk i efterårs- og vintermånederne. Som gravid vil du blive tilbudt vaccination mod RS-virus, når du er til den tredje graviditetsundersøgelse hos din egen læge, der foregår i 32. graviditetsuge.
”Spædbørn er i øget risiko for alvorlig sygdom og indlæggelse, hvis de får RS-virus. Det skyldes, at deres immunsystem stadig er ved at blive udviklet, og at de små luftveje bliver påvirket af inflammation og slimproduktion som følge af infektionen. Derfor anbefaler vi, at gravide bliver vaccineret”, siger enhedschef Kirstine Moll Harboe.
Tilbuddet om vaccination mod RS-virus blev indført i efteråret 2025, og opbakningen til vaccinationstilbuddet blandt gravide og sundhedsprofessionelle var stor. Tal fra Statens Serum Institut viser, at 72 procent af de gravide i målgruppen tog imod tilbuddet.
”Det er meget positivt, at så mange gravide har taget imod vaccinen, fordi den beskytter nyfødte mod alvorlig sygdom. Den store opbakning til tilbuddet i den første sæson viser også, at de sundhedsprofessionelle har været gode til at informere og bakke op om tilbuddet. Tilbuddet, der starter igen den 1. maj, bygger videre på disse gode erfaringer, og vores håb er, at endnu flere vil tage imod tilbuddet,” siger enhedschef Kirstine Moll Harboe.
Vaccination af gravide kan forebygge alvorlige forløb
Vaccination af gravide kan forebygge en stor del af alvorlige forløb og indlæggelser, fordi barnet beskyttes via antistoffer fra moderen.
Ved at vaccinere gravide med termin fra juli til og med marts beskyttes de børn, som enten bliver født på det tidspunkt, hvor smitten med RS-virus stiger, eller hvor de er helt små.
Disse vaccinationer anbefaler Sundhedsstyrelsen til gravide
RSV – i graviditetsuge 32 hos egen læge
Vaccination mod RS-virus anbefales til gravide i perioden fra 1. maj til og med 31. januar (termin fra juli til og med marts). Man kan blive vaccineret ved den rutinemæssige graviditetsundersøgelse hos egen læge i graviditetsuge 32.
Kighoste – i graviditetsuge 25 hos egen læge
Vaccination mod kighoste anbefales til gravide hele året. Vaccination anbefales ved den rutinemæssige graviditetsundersøgelse hos egen læge i graviditetsuge 25 eller i forbindelse med anden kontakt i 2. eller 3. trimester.
Influenza – i 2. og 3. trimester på et regionalt vaccinationssted
Vaccination mod influenza anbefales til gravide i perioden fra 1. oktober til og med 20. december. Vaccination anbefales i hele 2. og 3. trimester og foregår på et regionalt vaccinationssted. Man skal selv bestille tid på vacciner.dk
Kontakter
Kontakt presse (modtager ikke SMS)
Tlf:7222 8510presse@sst.dkLinks
Om Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsens opgave er at fremme folkesundheden og skabe gode rammer for sundhedsvæsnet i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra Sundhedsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsen skærper indsatsen mod opioider: Ny indsats skal gøre risikoen ved opioider tydelig for unge9.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Risikoen ved at tage opioider er tårnhøj, og det skal unge vide. Derfor lancerer Sundhedsstyrelsen en ny kampagne målrettet 13-20-årige. Kampagnen beskriver nogle af de alvorlige konsekvenser, der er ved at tage opioider. Samtidig understreges det, at forældre kan spille en vigtig rolle for at forebygge unges brug af bl.a. opioider.
Sundhedsstyrelsen skruer op for festivalindsats med endnu flere ’nej tak’ til stoffer19.5.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sundhedsstyrelsen udvider sin indsats mod stoffer til 13 festivaler. Kampagnens første stop er i denne uge på Jelling Musikfestival og Aalborg Karneval – med nej-tatoveringer, musikbingo og konkrete måder at sige nej til stoffer på.
Andes hantavirus er kategoriseret som alment farlig sygdom8.5.2026 17:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Sundhedsstyrelsen har kategoriseret Andes hantavirus, som er en særlig art af hantavirus, som en alment farlig sygdom. Det sker for at sikre, at der er mulighed for at sikre passende foranstaltninger for at hindre smittespredning, hvis sygdommen påvises hos personer i Danmark. Sygdommen skal desuden anmeldes af læger telefonisk og skriftligt.
Sundhedsstyrelsen advarer om farlige nitazener i falske OxyContin-blisterpakker4.3.2026 11:21:31 CET | Pressemeddelelse
Retsmedicinsk Institut under Københavns Universitet har registreret et dødsfald på baggrund af forgiftning med et illegalt rusmiddel. Det drejer sig om et rusmiddel i gruppen af syntetiske opioider, nitazener, der menes at stamme fra en falsk blisterpakke, der er navngivet 'OxyContin 80 mg Mundipharma A/S´. Pillerne heri indeholdt altså ikke OxyContin, men i stedet det særligt kraftige stof i gruppen af nitazener.
Drop pillerne: Smertestillende virker ikke på rygsmerter26.2.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ny undersøgelse viser, at mange voksne mener, at smertestillende medicin er nødvendig ved rygsmerter – men medicinen har sjældent effekt. Sundhedsstyrelsen opfordrer nu til at vælge bevægelse frem for piller.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum