Nybyggeri bruger op mod dobbelt så meget varme som beregnet: Nu kommer ekspertpanels samlede anbefalinger
27.3.2026 14:20:46 CET | Center Denmark | Pressemeddelelse
Mange nyere etagebyggerier bruger langt mere varme end forventet – i nogle tilfælde helt op mod det dobbelte af de beregnede værdier. Samtidig viser data fra fjernvarmeselskaberne, at bygningerne ofte udnytter fjernvarmen dårligt og sender høje returtemperaturer på helt op til 60 °C tilbage i systemet.

For at forstå årsagerne og finde fælles løsninger på problemet har Digital Energy Hub og HOFOR det seneste år samlet fjernvarmeselskaber, forskere, rådgivere og bygningsejere i et fælles innovationsforløb. Formålet var at identificere, hvordan branchen bedre kan bruge realdata til at vurdere energiforbruget i nybyggeri uden at ændre den eksisterende energimærkningsordning.
Nu ligger resultaterne klar: Et bredt sammensat ekspertpanel er kommet frem til en række anbefalinger, der tilsammen udstikker retningen for en ny, national tilgang til datadrevet energibenchmarking af bygninger.
Bred enighed: Danmark har brug for en supplerende, datadrevet benchmarkmodel
Ekspertgruppen konkluderer, at Danmark har behov for en frivillig benchmarkmodel, der bygger på faktisk varmeforbrug, udnyttelse af fjernvarmen og bygningernes tekniske drift. Modellen skal fungere parallelt med energimærket og give bygningsejere og forsyninger et mere retvisende billede af bygningernes reelle performance.
"Som forsyningsselskab kan vi se udfordringen sort på hvidt i vores måledata, men i dag mangler vi et fælles sprog for, hvad ’god performance’ egentlig er i nybyggeri. En frivillig benchmarkmodel baseret på realdata vil give en langt større transparens og gøre det lettere for både bygningsejere, rådgivere og forsyninger at arbejde i samme retning," fortæller Kristian Honoré, energiplanlægger, HOFOR.
Anbefalinger fra sprintet peger frem mod en ny national retning
Ekspertpanelet peger især på tre områder, der kan danne fundamentet for det videre arbejde. Først og fremmest anbefales det at udvikle en frivillig, datadrevet benchmarkmodel, der fungerer parallelt med energimærket. Modellen skal bygge på faktisk varmeforbrug og vise, hvordan bygningerne reelt udnytter fjernvarmen – og dermed give et mere retvisende billede af energiydelsen end de teoretiske beregninger alene.
Hertil mener ekspertpanelet, at der er et presserende behov for at styrke datainfrastrukturen på tværs af fjernvarmeselskaber og bygningstyper. Dette vil, sammen med en overgang til evidens- og databaserede energimærker, give markant bedre forudsætninger for en succesfuld implementering af det nye EU-direktiv (EBPD 2024/1275), der pålægger medlemslandene at renovere de mest energiforbrugende bygninger.
”Med de nuværende teoretiske energimærker (Be18/Be26), som Danmark har valgt at bibeholde, vil vi desværre i høj grad komme til at renovere gode bygninger, og samtidig vil dårlige bygninger slippe for renoveringer. EU-direktivet åbner op for brug af data- og evidensbaserede metoder, og med hyppige målerdata hos Center Danmark vil disse metoder let kunne etableres og automatiseres; til glæde for bygningsejerne, som får en retfærdig energimærkning, og for den grønne omstilling, som får mest mulig glæde af de mange milliarder, der jf. EU-direktivet skal investeres i renovering,” fortæller Henrik Madsen, medlem af ekspertpanelet og professor, DTU.
For at kunne imødekomme dette behov indebærer det blandt andet bedre adgang til måledata, integration af flere typer målere, og udvidelser i BBR, så driftsforhold og tekniske installationer fremgår i langt højere opløsning end i dag.
Endelig anbefaler panelet, at arbejdet føres ud i livet gennem et større pilotprogram. Her foreslås det at undersøge den datadrevne benchmarkmodel i mere end 100 etagebyggerier opført efter 2015, så branchen kan afprøve metoden i praksis og dokumentere værdien i konkrete bygninger på tværs af de større byer.
Datagrundlag på tværs af fjernvarmeselskaber skal styrke det videre arbejde
Undervejs i forløbet blev fjernvarmeselskaber, bygningsejere, rådgivere og forskere enige om, at et fælles, repræsentativt datagrundlag vil være afgørende for udviklingen af en ny benchmarkmodel. Flere fjernvarmeselskaber tilkendegav derfor, at de potentielt vil kunne stille data fra 20–50 nyere etagebyggerier til rådighed i et kommende pilotforløb.
Det vil naturligvis ske i tæt dialog og samarbejde med kunderne, som også skal give tilladelse til, at data kan anvendes og deles.
Selvom data endnu ikke er indsamlet, peger tilkendegivelserne på en stor vilje i branchen til at løfte udfordringen i fællesskab og skabe grundlaget for mere præcise analyser på tværs af byområder.
"Det er første gang, vi har haft så mange aktører samlet om at analysere performance gap i nybyggeri ud fra faktiske driftsdata. Det betyder, at vi nu har så stærkt et grundlag for de næste skridt, at de foreslåede initiativer kan komme til at sætte rammerne for, hvordan Danmark fremover kan benchmarke energiydelsen i bygninger på et datadrevet og transparent grundlag,” fortæller Michael Sørensen, Head of Innovation i Center Denmark.
|
Faktaboks: Ekspertpanelets samlede anbefalinger:
|
Fakta om innovationssprintet
- Sprintet blev gennemført af Digital Energy Hub i samarbejde med HOFOR.
- Ekspertpanelet talte repræsentanter fra fjernvarmeselskaber, bygningsejere, rådgivningsvirksomheder, DTU Compute, teknologileverandører og vidensinstitutioner.
- Fokus var på etagebyggeri opført efter 2015.
Fakta om Digital Energy Hub
Digital Energy Hub er en innovationshub, der er finansieret af Industriens Fond fra 2025-2028 med 19,7 mio. kr. Projektet er faciliteret af Center Denmark, DigitalLead og Energy Cluster Denmark.
Læs mere på www.digitalenergyhub.dk
Har du spørgsmål til projektet, eller ønsker du at blive en del af hubben? Kontakt Michael Sørensen, Head of Innovation, Center Denmark på mail mics@centerdenmark.com eller tlf.: +45 2345 8362.
Nøgleord
Innovationshub for et digitalt energisystem i verdensklasse
Digital Energy Hub samler virksomheder og videnspartnere om digital innovation i energi- og forsyningssektoren. Gennem innovationsforløb og netværksaktiviteter skaber vi rammen for datadrevet udvikling af digitale energiteknologiske løsninger, der styrker det danske energisystem og accelererer den grønne omstilling.
Følg pressemeddelelser fra Center Denmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Center Denmark
Ny alliance i digitaliseringen af fjernvarmesektoren: HeatSync og Forsyningsdigitaliseringsprogrammet formaliserer samarbejdet31.1.2025 07:30:00 CET | Pressemeddelelse
EUDP-Projektet HeatSync og regeringens Forsyningsdigitaliseringsprogram har indgået et formelt samarbejde om at etablere en fælles datamodel til fjernvarmesektoren. Datamodellen kan potentielt danne grundlaget for en ny branchestandard for, hvordan fjernvarmeselskaber kan dele data med både deres forbrugere og leverandører til brug for f.eks. driftsoptimering. Samarbejdet markerer et vigtigt skridt i digitaliseringen af fjernvarmesektoren til gavn for både klimaet og branchen.
Digitaliseringsministeren besøger Center Denmark til dialog om fremtidens digitale forsyningssektor24.5.2024 16:16:39 CEST | Pressemeddelelse
Den 24. maj bød Center Denmark Digitaliseringsminister Marie Bjerre velkommen til en dialog om fremtidens digitaliserede forsyningsektor. På dagsordenen var de udfordringer, vores forsyningssektor står overfor, samt de omfattende uforløste potentialer, digitalisering og databrug kan resultere i.
Center Denmark bliver central aktør i digitalt forsyningspartnerskab1.5.2024 12:31:45 CEST | Pressemeddelelse
Center Denmark er nu formelt en del af regeringens nye Forsyningsdigitaliseringsprogram, der fokuserer på dataanvendelse og digitalisering som afgørende elementer i den grønne omstilling af forsyningssektoren.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum