Den Kongelige Samling

Kongelig barndom sættes i fokus i ny børnebog

4.3.2026 11:46:56 CET | Den Kongelige Samling | Pressemeddelelse

Del

Fra 10. marts kan børn og familier i hele landet komme helt tæt på fortidens prinser og prinsesser, når Den Kongelige Samling i samarbejde med Forlaget Grønningen 1 udgiver børnebogen Kongebørnene og den magiske karet.

Illustration fra børnebogen Kongebørnene og den magiske karet: To børn kører i den magiske karet foran Koldinghus, der danner rammen om fortællingen om kongelig barndom set i børnehøjde. Den magiske karet er inspireret af den historiske kotillonvogn, som kan ses på Koldinghus og indgår i den permanente udstilling Kongebarn. Illustration: Rasmus Juul

Kongebørnene og den magiske karet er en rigt illustreret og hjertevarm fortælling, der tager læserne med på en magisk tidsrejse – og helt ind i hverdagen hos fem virkelige kongebørn, hvis barndom var langt mere dramatisk og sårbar, end de fleste forestiller sig.

Bogen henvender sig til børn i alderen 5–10 år og bygger på fortællinger fra Koldinghus’ permanente udstilling Kongebarn samt Den Kongelige Samlings forskning i kongelig barndomshistorie.

“Bogen handler om temaer, som nutidens børn kan genkende – skoledagen, legekammerater, fødselsdage, søskende, til tider fraværende forældre og ikke mindst drømme om fremtiden. Den er tænkt som en højtlæsningsbog, som hele familien kan samles om, så danmarkshistorien bliver levende og vedkommende på tværs af generationer,” siger bogens forfatter, undervisningschef på Koldinghus, Rasmus Welling.

En barndom med både privilegier og afsavn
Kongebørnene og den magiske karet tager afsæt i fem historiske kongebørn og giver i levende streg og medrivende fortællinger et indblik i deres liv og hverdag gennem 400 år. Gennem fortællingen bliver det tydeligt, at kongelig barndom gennem tiden har rummet både store privilegier og dybe afsavn – og at synet på børn og opdragelse har forandret sig markant gennem historien.

Blandt de børn, læserne møder, er Christian 4., der allerede som seksårig blev sendt i skole på Koldinghus uden sine forældre, men med en streng skolemester – og et kostbart rejseur i guld. Hans datter Leonora Christina voksede op med en opdragelse, hvor søskende skulle rette og endda slå hinanden ved fejl.

Frederik 6. tilbragte dele af sin barndom isoleret fra voksne, alene i selskab med jævnaldrende og en hund, mens hans datter Caroline oplevede at miste seks søskende og samtidig blive forbigået som tronfølger på grund af sit køn.

Også Frederik 7. optræder i bogen. Prins Frederiks mor blev på grund af utroskab sendt væk fra hoffet, da han var helt lille. Prinsen så hende aldrig igen, men hvert år fik hun tilsendt et nyt maleri af ham.

Fra forskning og fortællinger i børnehøjde
Bogen er det seneste tiltag i Den Kongelige Samlings strategiske satsning på kongelig barndom, der sidste år blandt andet afstedkom den forskningsbaserede antologi Børn som ingen andre – træk af den kongelige barndoms historie samt den nye permanente udstilling Kongebarn på Koldinghus, målrettet børn og børnefamilier.

Gennem leg, sansning og interaktion byder udstillingen børn ind i et kongeligt univers af forunderlige historier og genkendelige temaer – konsekvent set fra barnets perspektiv. Udstillingen er netop blevet nomineret til Historiske Dages Fornyelsespris 2026, der hædrer nyskabende og overraskende måder at formidle historie og kulturarv på. Udstillingen er blandt andet blevet fremhævet for at sætte børnene i førersædet, lade genstandene tale direkte til dem og skabe et museumsrum, hvor det er de voksne, der må bukke sig ned.

En del af en større satsning på børn og unge
Udgivelsen af Kongebørnene og den magiske karet skal ses i naturlig forlængelse af denne satsning, der har fokus på at gøre kulturarven mere nærværende, relevant og tilgængelig for nye generationer.

“Hvis vi vil forstå vores historie og vores monarki, må vi også forstå, hvordan barndommen har formet fortidens prinser og prinsesser. Med denne bog bringer vi forskningen i børnehøjde og giver familier en fælles indgang til danmarkshistorien. Vores fælles historie skal være noget, de yngre generationer kan spejle sig i – og det bidrager denne bog i høj grad til,” siger museumsdirektør for Den Kongelige Samling, Thomas C. Thulstrup.

Om bogen
Kongebørnene og den magiske karet er udgivet i samarbejde mellem Forlaget Grønningen 1 og Den Kongelige Samling, illustreret af Rasmus Juul og udgivet med støtte fra Den Kongelige Formidlingsfond af 2003. Bogen udkommer 10. marts og forhandles i Den Kongelige Samlings slotbutikker på Koldinghus, Rosenborg Slot, Amalienborgmuseet og Christiansborg Slot samt i boghandlere over hele landet.

Kontakter

Billeder

Illustration fra børnebogen Kongebørnene og den magiske karet: To børn kører i den magiske karet foran Koldinghus, der danner rammen om fortællingen om kongelig barndom set i børnehøjde. Den magiske karet er inspireret af den historiske kotillonvogn, som kan ses på Koldinghus og indgår i den permanente udstilling Kongebarn.

Illustration: Rasmus Juul
Download
Kongebørnene og den magiske karet er udgivet af Forlaget Grønningen 1 i samarbejde med Den Kongelige Samling, illustreret af Rasmus Juul og udgivet med støtte fra Den Kongelige Formidlingsfond af 2003. Bogen udkommer 10. marts og forhandles i Den Kongelige Samlings slotbutikker på Rosenborg Slot, Amalienborgmuseet og Christiansborg Slot samt i boghandlere over hele landet.

Den magiske karet er skabt over kotillonvognen fra 1888, som kan ses i udstillingen Kongebarn på Koldinghus. Kotillonvognen har gennem de seneste 100 år ved festlige lejligheder været benyttet som et magisk indslag ved kongefamiliens fester. Første gang var ved Christian 9.s 70-års fødselsdag i 1888, hvor vognen – trukket af små alfer – under gallafesten blev kørt ind i Riddersalen.  På Dronning Ingrids fødselsdag i 1980 var det de kongelige børnebørn, der var spændt for – til glæde for mormor, men i mindre grad for den dengang 11-årige Kronprins Frederik, der ikke kunne se magien i at være hest.

Iben Kaufmann
Download
Forfatter til bogen er Rasmus Welling, undervisningschef på Koldinghus. Han er uddannet folkeskolelærer og forfatter til en lang række fagbøger og undervisningsudgivelser. Billedet er taget i udstillingen Kongebarn på Koldinghus. Rasmus befinder sig her i udstillingen Kongebarn på Koldinghus.

Om Den Kongelige Samling

Den Kongelige Samling er organisationen bag Amalienborgmuseet, Christiansborg Slot, Eremitageslottet, Koldinghus og Rosenborg Slot. Derudover varetager vi sommerrundvisningerne på Fredensborg Slot. Vi formidler monarkiets historie på vores slotte gennem udstillinger, events og vores enestående samling af malerier, møbler, klædedragter, kroner, kronjuveler og andre kulturskatte, som har tilknytning til den danske kongefamilie fra Christian 4.s regeringstid til i dag.

Følg pressemeddelelser fra Den Kongelige Samling

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Den Kongelige Samling

Den Kongelige Samling ansætter ny chef for Museumsfaglig Enhed fra V&A i London9.2.2026 11:00:00 CET | Pressemeddelelse

Den Kongelige Samling styrker sit internationale udsyn og sin museumsfaglige profil med ansættelsen af Joanna Norman som ny chef for Museumsfaglig Enhed. Den nye chef tiltræder 1. juni 2026 og bringer mange års international erfaring fra Victoria and Albert Museum (V&A) i London, et af verdens førende museer inden for design, kunst og kulturhistorie. Ansættelsen understøtter Den Kongelige Samlings strategiske ambitioner om høj kvalitet, øget relevans og styrket internationalt samarbejde og markerer et vigtigt skridt i udviklingen af organisationen.

Rosenborg Slot - Nyt kongeligt skatkammer, gode publikumsfaciliteter og genskabt voldgrav forvandler oplevelsen15.1.2026 12:30:00 CET | Pressemeddelelse

Den Kongelige Samling præsenterer nu projekt ”Rigets Skatkammer”. Rosenborg Slot tilføres et nyt underjordisk skatkammer, nye udstillingsrammer for bl.a. den store historiske dragtsamling, ligesom slottets voldgrav nyfortolkes. Desuden skabes moderne publikumsfaciliteter til at tage mod de over 500.000 gæster, der hvert år besøger slottet.

Historien vækkes til live ved Koldinghus og Staldgården med lys og lyd2.12.2025 14:21:02 CET | Pressemeddelelse

Den kommende weekend bliver Slotsbanken ved Koldinghus og Staldgården en del af Kolding Light Festival med en visuel fortælling om en begivenhed i Danmarkshistorien. Torsdag 4., fredag 5. og lørdag 6. december kl. 17.00-21.00 præsenterer Museum Kolding og Koldinghus en lys- og lydinstallation, der tager udgangspunkt i året 1545, hvor Christian 3. og Dronning Dorothea fejrede dåben af Prins Hans med gæstebud, ridderturneringer og aktivitet i Staldgården.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye