Landdistrikternes Fællesråd

De tre finalister til Årets Ø 2026 er fundet!

26.2.2026 08:00:00 CET | Landdistrikternes Fællesråd | Pressemeddelelse

Del

Baagø, Læsø og Mandø er udvalgt som de tre finalister, der skal kæmpe om titlen som Årets Ø 2026. Med prisen følger en præmie på 50.000 kr. og en fejringsfest for hele øen.

Baagø fyr
Baagø fyr Foto: Sammenslutningen af Danske Småøer

Lillebælt, Kattegat eller Vadehavet – her skal Årets Ø 2026 findes
Komitéen bag Årets Ø har gennemgået ansøgningerne fra små og store, ikke-brofaste øer fordelt over hele landet og har udvalgt Baagø i Lillebælt, Læsø i Kattegat og Mandø i Vadehavet som de tre finalist-øer, der skal kæmpe om den ærefulde titel som Årets Ø 2026.

”Baagø, Læsø og Mandø er meget forskellige øer, men de formår på hver deres måde at få det bedste ud af de naturmæssige og menneskelige ressourcer, de har til rådighed, til gavn for både fastboende og turister. De tre øer har alle stærke fællesskaber, hvor man står sammen om at værne om øens traditioner og særkender, samtidig med at man fokuserer på nye udviklingsmuligheder”

Det fortæller Kirsten Sydendal, der er formand for foreningen Sammenslutningen af Danske Småøer, der også fungerer som sekretariat for Årets Ø 2026. 

Komitéen bag Årets Ø skal nu besøge de tre øer
Om det bliver Baagø, Læsø eller Mandø, der kåres til Årets Ø 2026 skal komitéen bag Årets Ø nu vurdere nærmere ved et besøg til hver af de tre nominerede øer i løbet af april måned. Her får øerne mulighed for at vise sig frem for komitéen og give et indblik i de aktiviteter og fællesskaber, der driver udviklingen på øerne.

Komitéen bag Årets Ø er bredt funderet og består af Dorthe Mølvig, forperson i Friluftsrådet, Hanne Lene Haugaard, bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd, Lindy Kjøller, bestyrelsesmedlem i Danske Destinationer og Kirsten Sydendal, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer.

Hvilken ø, der vinder og kan kalde sig Årets Ø 2026 bliver afgjort i slutningen af april.

Kontakter:

Baagø
Kathrine Vestergaard Hyttel: 51 28 41 40

Læsø
Jens Rulle: 93 92 99 40

Mandø
Birgit Pedersen: 30 11 54 14

Sammenslutningen af Danske Småøer
Formand Kirsten Sydendal: 24 64 49 44

Fakta om Årets Ø

  • Bag Årets Ø står Landdistrikternes Fællesråd, Danske Destinationer, Friluftsrådet og Sammenslutningen af Danske Småøer.
  • Med prisen for Årets Ø ønsker partnerskabet bag Årets Ø at hylde og sætte fokus på lokalsamfundene på små og store danske øer uden broforbindelse.
  • Vinderøen får 50.000 kr. samt 20.000 kr. til en fejringsfest for hele på øen. De to øvrige finalist-øer modtager hver 25.000 kroner.
  • Prisen blev uddelt første gang i 2020. Tidligere vindere er: Endelave, Strynø, Omø og Tunø.
  • Forenet Kredit støtter Årets Ø økonomisk. Sammenslutningen af Danske Småøer fungerer som sekretariat for Årets Ø.
  • Læs mere på: danske-smaaoer.dk/aarets-oe/

Komitéens motivationer for nomineringen af Baagø, Læsø og Mandø:

Baagø

Komiteen har valgt at nominere Baagø, fordi øen er inde i en rivende udvikling gennem de seneste år. Det er en ø, som kæmper for at tiltrække nye beboere og som på den baggrund har arbejdet målbevidst med tiltag, der skal gøre det nemmere og mere attraktivt at flytte til øen. På grund af en stor indsats fra dedikerede øboere får Baagø snart hurtigt internet via en bredbåndsforbindelse og endnu bedre mulighed for naturturisme med et stort mose-genopretningsprojekt, shelters og naturbaserede opholdssteder. Hele vejen igennem danner en stærk beboerforening, med arrangementer året rundt under mottoet ”kendskab skaber venskab”, basen for øens fortsatte liv og udvikling.

Fakta om Baagø

Baagø er med sine 6,23 kvadratkilometer beliggende i Lillebælt.

Baagø har 24 fastboende.

Der er daglig færgeforbindelse til Assens med en sejltid på 30 min.

Besøg Baagøs hjemmeside på www.baagø.com

Læsø

Som den markant største ø blandt de tre nominerede øer, har Læsø naturligt nok flere kræfter at trække på. Dét komitéen særligt har lagt vægt på, er derfor, hvordan øen bruger disse kræfter. Her imponerer Læsø med det de kalder for ”kærlig autonomi”. Læsøboerne sætter ting i gang, som de brænder for, men har samtidig øje for øens fælles sammenhængskraft. I UdviklingsLab Læsø arbejder fastboende og fritids læsøboere sammen om at udvikle erhvervsprojekter, der skal være med til at fremtidssikre øen. Læsøs unikke tangtage og Læsø salt er ved en målrettet indsats lykkedes med at komme på Tentativlisten til at blive erklæret for UNESCO verdensarv, året igennem er der festivaler og aktiviteter, som tiltrækker mange besøgende udefra. Som de siger på Læsø: Vi er ikke mere isolerede, end vi selv gør os.

Fakta om Læsø

119 km2 stor og beliggende i Kattegat.

1690 fastboende.

Der er daglige færgeafgange fra Frederikshavn. Turen tager ca. 90 minutter.

Hjemmeside: visitlaesoe.dk

Mandø

Mandø er nomineret af komitéen fordi det er en ø, som formår at balancere bevaring af øens natur og kulturelle værdier med udvikling og turisme. De kun 34 beboere har et forbilledligt samarbejde med de over 100 fritidsøboere, som bakker trofast op om både øens sociale aktiviteter og de forpligtigelser i form af arbejdsdage m.m. som er nødvendige for at et lille ø-samfund kan hænge sammen. I de seneste år er et væld af projekter blevet til virkelighed, takket være øboernes ihærdighed: Dark Sky certificering, nyt velkomstcenter til turister, prøvebolig til potentielle, nye øboere, naturlegeplads, byfornyelsesprojekt for bevaring af den helt særlige Mandø bygningskultur og meget mere.

Fakta om Mandø
Mandø ligger i Vadehavet og er 7,6 kvadratkilometer stor.

Øen har 34 fastboende.

Man kommer til og fra Mandø med traktor-trukne busser. Turen tager 35-40 min. Det er muligt at køre i bil eller på cykel ad Låningsvejen ved lavvande, men det kræver absolut kendskab til højvandstiderne.

Besøg Mandø Fællesråds hjemmeside på www.mandø.dk

Nøgleord

Følg pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landdistrikternes Fællesråd

Landdistrikter: Ny national kystbeskyttelsesplan er afgørende og sætter retning, men midlerne skal flerdobles på sigt23.2.2026 20:45:41 CET | Pressemeddelelse

Det vil give milliardregninger i skader og erstatninger, hvis fremtidens stormfloder og kysterosion ikke håndteres. Derfor vækker regeringens nye nationale plan for kystbeskyttelse optimisme og glæde hos Landdistrikternes Fællesråd, selvom der skal langt flere milliarder til, og der fortsat er mange ubekendte i finansieringen af klimasikringen, herunder lodsejernes bidrag.

Landdistrikter: Centraliserede indkøbs- og serviceaftaler er fejlslagne20.1.2026 06:30:00 CET | Pressemeddelelse

Statens indkøbsordning for Facility Management skulle spare penge og skabe mere effektiv drift i de statslige institutioner, men ifølge Rigsrevisionen har den haft den stik modsatte effekt. Ordningen har gjort statens drift dyrere, forringet forholdene for medarbejderne lokalt og samtidig skubbet yderligere til centraliseringen af Danmark. Landdistrikternes Fællesråd opfordrer til, at alle statslige arbejdspladser og institutioner får mulighed for at fravælge de statslige indkøbs- og serviceaftaler.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye