Bodil Jørgensen modtager Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat
20.2.2026 13:22:45 CET | Det Kongelige Teater | Pressemeddelelse
For sin rolle som Sara Levin i Henri Nathansens klassiker Indenfor murene modtager Bodil Jørgensen Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat 2026.

Bodil Jørgensen blev den 19. februar overrasket på scenen med tildelingen af Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat efter sidste spilledag som Sara Levin på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Indenfor murene havde urpremiere på Gamle Scene i 1912, og blev genopsat i 2026 i skuespilchef Morten Kirkskovs iscenesættelse, som havde premiere i 2024. Bodil Jørgensen og Jens Albinus vandt i 2024 en Reumert for Årets Samspil som ægteparret Levin.
Mindelegatet gives sædvanligvis til skønlitterære forfattere, men kan ganske undtagelsesvist tildeles en dansk skuespiller, der har udmærket sig i et af Nathansens skuespil – særligt i Indenfor Murene.
Bestyrelsen for mindelegatet, som består af Solvej Balle, Sune Berthelsen og Søren Jenstrup, motiverer valget af Bodil Jørgensen med disse ord:
"Med den udgave af 'Indenfor Murene' som genopsættes på Det kongelige Teater i 2026 oplever vi teater, når det er bedst. Selv om stykket er skrevet for mere end hundrede år siden, står det knivskarpt som et stykke til tiden - uden at pointerne skæres ud i pap. Stærke skuespilpræstationer udfolder stykkets store psykologiske og moralske potentiale. Vi oplever, hvordan magt møder afmagt, hvordan ungdom står overfor alderdom. Som tilskuere bliver vi vidner til, hvordan forfængelighed og gammelt nag støder sammen med troen på kærligheden og tilgivelsen. Efter stykket står vi som tilskuere klogere – ikke nødvendigvis afklarede, men med et skrøbeligt håb for fremtiden.
Bodil Jørgensen bærer en stor del af æren for at stykket står så stærkt, og det overrasker ikke. Hendes præstation i 'Indenfor Murene' lægger sig i naturlig forlængelse af hendes lange virke som skuespiller. Det gælder på scenen, på skærmen og på lærredet. Hun spænder vidt fra den dybe psykologiske indsigt over det højdramatiske til den fandenivoldske og uforudsigelige komik. Med sine mange facetter gør hun os klogere på, hvad det vil sige at være menneske."
Med Jeanne og Henri Nathansens mindelegat følger Bodil Jørgensen i fodsporene på en eksklusiv skare af skuespillere, som tidligere har modtaget legatet. I 1949 var Holger Gabrielsen den første legatmodtager, i 1955 tilfaldt hæderen Poul Reumert, i 1959 Clara Pontoppidan, i 1981 John Price og i 2024 Jens Albinus. Alle har de udmærket sig i Nathansens Indenfor Murene.
Om Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat
Henri Nathansen (1868-1944) var en dansk forfatter og sceneinstruktør. Ud over Indenfor Murene skrev han romaner, litterære portrætter og skuespil.
Mindelegatet blev oprettet af Jeanne Nathansen efter Henri Nathansens død, og midlerne kommer fra indtægterne fra Henri Nathansens forfatterskab. Tidligere modtagere af mindelegatet er bl.a. Karen Blixen, Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg, Benny Andersen, Suzanne Brøgger og Naja Marie Aidt.
Med legatet følger 50.000 kr.

Kontakter
Lise Benthin PræstgaardPR- og presseansvarlig, skuespil
Tlf:+45 22 92 09 00libp@kglteater.dkBilleder






Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Teaterikonet Christoph Marthaler iscenesætter en af verdens tidligste operaer Poppeas kroning14.4.2026 11:36:15 CEST | Pressemeddelelse
Christoph Marthaler er en af de mest unikke og banebrydende instruktører inden for moderne europæisk teater. I Poppeas kroning genfortæller han et blodigt kapitel i Roms historie som et benhårdt, aktuelt intrigespil i en fascistisk højborg.
World Premiere at the Royal Danish Theatre9.4.2026 12:00:00 CEST | Press release
Star choreographer Akram Khan creates his first full-length ballet for the Royal Danish Ballet
Verdenspremiere i Det Kongelige Teater9.4.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Stjernekoreografen Akram Khan skaber sin første helaftensballet til Den Kongelige Ballet
Yerma er ingens kære mor9.4.2026 07:45:08 CEST | Pressemeddelelse
Hvor langt vil du gå for dine drømme? Lorcas klassiker moderniseres i et gribende drama om en kvindes altopslugende længsel efter at få et barn og konsekvenserne for relationerne omkring hende.
Kirsten Olesen-portræt af Peter Martensen overdraget til Det Kongelige Teater31.3.2026 10:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Peter Martensens portræt af Kirsten Olesen er blevet afsløret på Gamle Scene, og bliver en del af Det Kongelige Teaters permanente kunstsamling.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum