Det Kongelige Kapel tager hul på sæsonen med europæisk turné og koncert i DR Koncerthuset
28.7.2026 11:00:00 CEST | Det Kongelige Teater | Pressemeddelelse
Det Kongelige Kapel og chefdirigent Marie Jacquot åbner orkestrets koncertsæson med en koncert i DR Koncerthuset sammen med violinist Nikolaj Szeps-Znaider. Herefter pakkes instrumenterne, og mere end 100 musikere tager videre på turné til Concertgebouw i Amsterdam og Menuhin Festivalen i Gstaad.

Det Kongelige Kapel indleder sæsonen med en koncertrejse, der på kun 72 timer fører verdens ældste orkester fra København til Amsterdam og videre til den schweiziske bjergby Gstaad.
Første stop er ikke så langt hjemmefra. Den 19. august flytter Kapellet fra Operaen på Holmen til DR Koncerthuset, hvor chefdirigent Marie Jacquot og de mere end 100 kapelmusikere åbner Det Kongelige Kapels koncertsæson sammen med den danske stjerneviolinist Nikolaj Szeps-Znaider.
Allerede to dage senere opfører de samme koncert i Concertgebouw i Amsterdam fredag den 21. august, og dagen efter, den 22. august, går turen videre til Menuhin Festivalen i Gstaad.
Fra Holmen til Amager og videre ud i Europa
Når et helt symfoniorkester og alle dets instrumenter skal flyttes mellem tre lande på få dage, kræver det mere end flybilletter og en god kuffert. I alt rejser 102 kapelmusikere, og orkestrets instrumenter tilbagelægger mere end 3.000 kilometer i lastbil.
Bag turnéen ligger et omfattende logistisk puslespil med fly, busser, instrumenttransport, toldpapirer og certifikater til de beskyttede materialer, som findes i flere af orkestrets instrumenter. Hver eneste overgang er planlagt nøje, så musikere og instrumenter når frem til prøver og koncerter i tide.
For Det Kongelige Kapels chefdirigent, Marie Jacquot, er turnévirksomhed ikke en luksus men en vigtig del af at holde et orkester levende og ambitiøst:
”At tage på turné med Det Kongelige Kapel er et af de store privilegier i mit arbejde. Det er verdens ældste orkester med en enestående historie og en særlig, varm klang, som er formet af århundreders tradition. Jeg er meget stolt over at være en del af dette ekstraordinære orkester.
At kunne bringe den erfaring og tradition til Concertgebouw i Amsterdam, en af verdens mest ikoniske koncertsale, og til Menuhin Festivalen med dens vedvarende tro på musikken som en kraft, der kan forbinde mennesker, rører mig dybt.”

Fra Hans Abrahamsen til Prokofjev
Programmet ved koncerterne spænder fra intim lyrik til fuld symfonisk kraft. Koncerterne indledes med Tre stykker for orkester af den internationalt anerkendte danske komponist Hans Abrahamsen. Værket blev bestilt af Berlinerfilharmonikerne og uropført af orkestret under Sir Simon Rattle i Berlin i 2018.
Herefter er Nikolaj Szeps-Znaider solist i Brahms’ violinkoncert. Han spiller på en Guarneri del Gesù-violin, der tidligere har tilhørt den østrigsk-amerikanske violinist og komponist Fritz Kreisler. Det historiske instrument er udlånt til Szeps-Znaider af Det Kongelige Teater.
Koncerterne afsluttes med uddrag fra Prokofjevs orkestersuiter over Romeo og Julie. Musikken har en særlig plads hos Kapellet gennem orkestrets mangeårige samarbejde med Den Kongelige Ballet.
SPILLEPLAN
19. august 2026
DR Koncerthuset, København
21. august 2026
Concertgebouw, Amsterdam
22. august 2026
Menuhin Festival, Gstaad
PROGRAM
Hans Abrahamsen
Tre stykker for orkester
Johannes Brahms
Violinkoncert i D-dur, opus 77
Nikolaj Szeps-Znaider, violin
Sergej Prokofjev
Romeo og Julie
Uddrag fra orkestersuiter nr. 1–3
Det Kongelige Kapels turné er støttet af Augustinus Fonden.
Nøgleord
Kontakter
Louise PedersenPR- og presseansvarlig. opera og koncerter
Tlf:+45 40 53 00 35lope@kglteater.dkBilleder
Links
Følg pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Det Kongelige Teater
Yahya Hassans families historie får urpremiere på Det Kongelige Teater31.8.2026 07:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Yahya Hassans families bog Familien Hassan bliver for første gang til teater med urpremiere den 18. september i Skuespilhuset. En stærk forestilling om søskendekærlighed, rodløshed og et krater efter en stemme, der udelukkende talte i store bogstaver. Familien Hassan tager til november på turné rundt i Danmark.
Bournonville to open the season - every year28.8.2026 11:52:37 CEST | Press release
The Royal Danish Ballet opens its season with "To Joy - August Bournonville." The production also launches an ambitious six-year strategy to preserve and revitalise the legacy of the internationally renowned Danish choreographer. The Aage and Johanne Louis-Hansen Foundation and the Augustinus Foundation are supporting the initiative with a total of DKK 48 million, 6.4 million euro.
Bournonville to open the season - every year28.8.2026 11:52:37 CEST | Pressemeddelelse
The Royal Danish Ballet opens its season with "To Joy - August Bournonville." The production also launches an ambitious six-year strategy to preserve and revitalise the legacy of the internationally renowned Danish choreographer. The Aage and Johanne Louis-Hansen Foundation and the Augustinus Foundation are supporting the initiative with a total of DKK 48 million, 6.4 million euro.
Bournonville åbner sæsonen – hvert år!28.8.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Den Kongelige Ballet åbner sæsonen med "Til glæden" – en hyldest til August Bournonville. Det er samtidig startskuddet til en ambitiøs 6-årig strategi for at bevare og revitalisere arven efter den internationalt berømte balletmester. Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Augustinus Fonden støtter initiativet med i alt 48 millioner kroner.
Det Kongelige Teaters nye børneunivers får navn20.8.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hurlumhuset er navnet på Det Kongelige Teaters nye store og magiske teaterlegeplads for børn i Stærekassen, hvor børn kan lege sig ind i scenekunstens verden og opleve teatrets magi på egne præmisser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



