Innovationsfonden

Nyt forskningsprojekt skal bringe kvanteteknologi tættere på anvendelse i sundhedssektoren

23.2.2026 08:00:00 CET | Innovationsfonden | Pressemeddelelse

Del

Et nyt forsknings- og innovationsprojekt skal udnytte kvantecomputernes fulde potentiale og gøre teknologien lettere at anvende i lægemiddeludvikling og farmaceutisk forskning. Innovationsfonden investerer 17,4 mio. kr. i projektet.

Kvantecomputere skal gøres lettere at bruge i lægemiddeludvikling og farmaceutisk forskning. Billedet er genereret med AI
Kvantecomputere skal gøres lettere at bruge i lægemiddeludvikling og farmaceutisk forskning. Billedet er genereret med AI

Kvantecomputere rummer et enormt potentiale til at revolutionere lægemiddeludvikling, men i dag begrænses potentialet af, at teknologien er vanskelig at arbejde med i praksis. Med en ny Grand Solutions-bevilling fra Innovationsfonden vil forskere fra Aarhus Universitet og Aalborg Universitet sammen med den danske kvanteteknologivirksomhed Kvantify nu udvikle en softwarestack, der gør kvantecomputere lettere at bruge – og dermed bringer teknologien tættere på praktisk anvendelse i sundhedssektoren.

Projektet ODAQS – Optimal Design Automation towards a Performant Quantum Software Stack ledes af professor Jaco van de Pol fra Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet.

Projektet vil udvikle nye metoder og værktøjer, der gør det muligt at arbejde med kvantecomputere på en enklere og mere pålidelig måde – uden at forskere og virksomheder skal tage højde for de tekniske begrænsninger ved hver enkelt maskine.

- Kvantecomputere har et enormt potentiale, men i dag er de meget svære at bruge i praksis. Vores mål er at udvikle software, der gør kvanteteknologi langt mere tilgængelig og anvendelig – så den kan bruges til konkrete samfundsudfordringer som udvikling af ny medicin, siger Jaco van de Pol, projektleder og professor ved Institut for Datalogi, Aarhus Universitet.

En central del af projektet fokuserer på at bruge avancerede læringsmetoder til at automatisere og optimere udviklingen af kvantesoftware.

- En af de største udfordringer ved kvantesoftware er at finde gode løsninger uden at bruge enorme mængder regnekraft. I ODAQS vil vi bruge reinforcement learning til at lære software at skabe mere effektive kvanteprogrammer. Det gør det muligt at udnytte kvantecomputere bedre – også med den hardware, vi har til rådighed i dag, siger Kim Guldstrand Larsen, professor ved Aalborg Universitet.

Kan spare tid og omkostninger i lægemiddeludvikling

En stor del af omkostningerne ved lægemiddeludvikling ligger i de tidlige faser, hvor forskere tester og frasorterer mulige lægemiddelkandidater. På længere sigt kan kvantecomputere give langt mere præcise beregninger af kemiske processer end klassiske computere.

ODAQS kombinerer forskning i programmeringssprog, algoritmer, optimeret kompilering, simulering og softwareverifikation for at automatisere vejen fra idé og beregning til færdige kvanteprogrammer. Projektet har særligt fokus på kvantekemi og lægemiddeludvikling, hvor forbedrede beregningsmetoder kan reducere både tid og omkostninger i de tidlige faser af udviklingen af ny medicin.

Kvantify vil bruge projektets resultater til at demonstrere, hvordan forbedrede softwarebyggesten kan udnyttes og omsættes til pålidelige og praktisk anvendelige teknologier til kvantebaserede beregninger.

- Hvis vi kan udnytte kvantecomputere mere effektivt, kan vi reducere både tid og omkostninger i de tidlige faser af lægemiddeludvikling. ODAQS giver os et vigtigt teknologisk fundament for at bringe kvantecomputere tættere på industriel anvendelse, siger Allan Grønlund, medstifter og CTO i Kvantify.

Stærkt dansk samarbejde

Projektet samler forskningsmiljøer fra Aarhus Universitet og Aalborg Universitet samt virksomheden Kvantify. Sammen vil de udvikle centrale softwarebyggesten og værktøjer, som kan bruges i både forskning, uddannelse og erhvervsliv, og som på længere sigt kan styrke Danmarks position inden for kvanteteknologi.

ODAQS løber fra 2026 til 2029 og har modtaget en bevilling under Innovationsfondens Grand Solutions-program, der investerer i ambitiøse projekter med stort potentiale for samfund og erhvervsliv.

Fakta

  • Projekttitel: Optimal Design Automation towards a Performant Quantum Software Stack (ODAQS)
  • Innovationsfondens investering: 17,4 mio. kr.
  • Varighed: 3 år (2026–2029)

Kontakter

Billeder

Projektleder Jaco Van De Pol
Projektleder Jaco Van De Pol
fotograf: Søren Kjedlgaard
Download

Om Innovationsfonden

Innovationsfonden accelererer forskning og innovation til løsninger, der styrker det danske samfunds konkurrenceevne og bæredygtighed.

Følg pressemeddelelser fra Innovationsfonden

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Innovationsfonden

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye