Ny kontrolteknologi skal reducere fejl og spild i luft- og rumfartsindustrien
26.5.2026 08:00:00 CEST | Innovationsfonden | Pressemeddelelse
Et nyt dansk forskningsprojekt vil uden hverken røntgen eller fysisk kontakt kunne finde skjulte fejl i avancerede kompositmaterialer med større hastighed og præcision end nuværende metoder. Teknologien løfter kvaliteten og styrker bæredygtigheden i bl.a. luft- og rumfartsindustrien med færre fejl, mindre spild og en mere pålidelig produktion.

Hvert år bliver store mængder dyre og sikkerhedskritiske kompositdele kasseret, fordi de nuværende kontrolmetoder ikke kan opdage alle fejl. I luft- og rumfartsindustrien kan selv små skjulte fejl få store konsekvenser for sikkerhed, leveringstid og økonomi.
Med projektet THz-NEXUS vil DTU Electro, AMI - Applied Material Intelligence og Space Composite Structures Denmark udvikle en ny og praktisk løsning, der ved hjælp af uskadelig terahertz-stråling kan afsløre fejl både under og efter produktionen af kompositmaterialer – vel at mærke uden at sætte produktionen i stå.
Terahertz-teknologi skal reducere spild og fejl
Projektet skal gøre det lettere og hurtigere at kontrollere kompositdele tidligere i processen og med større præcision, så spild, fejl og materialeforbrug kan reduceres, samtidig med at tiden fra produktion til godkendelse forkortes. Det vil også styrke Danmarks og Europas position på et voksende marked, hvor der er stigende behov for fejlfri produktion, bl.a. i luftfarts-, rumfarts- og vindindustrien.
Når kontrollen kommer helt ind i selve produktionen, får virksomhederne færre fejl, mindre spild og mere stabile leverancer, hvilket både styrker konkurrenceevnen og mindsker klimaaftrykket.
- Med THz-NEXUS vil vi bygge årtiers erfaring med databehandling fra laboratoriet ind i et state-of-the-art industrielt terahertz-baseret måleapparat fra AMI, så den samlede løsning er klar til brug i kompositindustrien. Målet er en løsning, der både kan finde små skjulte fejl og fungere i en travl produktion, hvor kvalitet, hastighed og dokumentation skal hænge sammen, siger Peter Uhd Jepsen, Professor ved DTU Electro og projektleder.
Stærkt partnerskab skal bringe teknologien ud i industrien
En investering på 9,7 mio. kr. fra Innovationsfonden gør det muligt at samle alle de nødvendige kompetencer i et projekt: DTU Electro bidrager med forskningen i terahertz-signalbehandling og maskinlæring, AMI bygger og tilpasser deres nyeste generation af terahertz-måleapparat, og SCSDK stiller et reelt produktionsmiljø til rådighed. Sammen kan partnerne bygge, teste og validere et system, som rækker langt ud over en klassisk prototype.
Projektet bygger på viden og resultater, som alle parterne har opnået gennem internationale samarbejder med bl.a. Det Europæiske Rumfartsagentur, ESA. Det betyder, at teknologien i projektet er i et fremskredent udviklingsstadie, hvor den ikke kun bliver testet i laboratoriet, men også afprøvet i blindtests og til sidst anvendt i en virksomhed med rigtige operatører og rigtige emner. Det er netop den grad af modenhed, der skal til, for at teknologien kan skabe værdi i stor skala for både virksomheder og samfundet.
Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem DTU Electro, som leder projektet og udvikler metoderne til måling, dataanalyse og validering, AMI – Applied Material Intelligence, som industrialiserer måleapparatet og sikrer, at løsningen er robust, stabil og egnet til produktion, og Space Composite Structures Denmark, som står for den praktiske afprøvning i den daglige produktion og sikrer, at løsningen passer til virkelige produktionsbehov.
Derudover inddrages et stærkt netværk af samarbejdspartnere og brugere, blandt andre Airbus, Thales og ESA, så projektet hele tiden afstemmes med markedets krav. Målet er en løsning, der kan bruges i Danmark først og derefter skaleres til resten af Europa.
Fakta
- Innovationsfondens investering: 9.7 mio. kr.
- Samlet budget: 12 mio. kr.
- Varighed: 3 år
- Officiel titel: THz-NEXUS - Next-Generation Superior AeroSpace & Space Composite Materials
Om partnerne
Danmarks Tekniske Universitet - DTU Electro
Et af verdens førende tekniske universiteter, som for nylig også er blevet kåret til det bedste tekniske universitet i EU. Ved DTU Electro arbejder Professor Peter Uhd Jepsens forskningsgruppe, Infrared and Terahertz Science, med terahertz-teknologi til ikke-destruktiv materialeanalyse, billeddannelse, kulturarvsundersøgelser og karakterisering af nye materialer som grafen. Gruppen kombinerer avanceret terahertz-teknologi med solid grundforskning og har et tydeligt potentiale for både videnskabelig og samfundsmæssig betydning.
AMI – Applied Material Intelligence ApS (tidl. Glaze Technologies ApS)
AMI er en dansk deep-tech virksomhed, som udvikler og producerer en helt ny generation af ikke-destruktiv måleteknologi med brug af terahertz-lysbølger. Med AMIs teknologi er det muligt at se strukturer og defekter under overfladen af materialer, ligesom med røntgen, men uden skadelig stråling. Det kommer til at ændre måden industrien udvikler, producerer og vedligeholder avancerede materialer på, fordi kontaktløse, ikke-destruktive målinger under overfladen nu kan udføres dér, hvor materialerne findes og bruges, uden behov for særlige sikkerhedsforanstaltninger. Resultatet er, at industrien kan udvikle bedre materialer hurtigere, producere dem billigere og forlænge deres levetid i drift.
AMI leverer både hardware, software, dataopbevaring og analyseredskaber i komplette produkter til både danske og internationale kunder. AMI er bl.a. featured i KPMG’s podcast ”Tech Talk” i 2026.
Space Composite Structures Denmark ApS
SDSDK er en stærk og professionel virksomhed inden for rumteknologi. Virksomheden håndterer hele processen fra design og produktion til test, integration og verifikation af strukturer til satellitter og rumfartøjer, og den samlede one-stop-shop-løsning gør det både enkelt og effektivt at komme fra idé til færdigt produkt. Med aktiviteter i Europa, USA og Indien har SCSDK desuden en solid international profil og værdifuld erfaring fra et krævende globalt marked.
Kontakter
Peter Uhd JepsenVicedirektør, ProfessorDTU Electro
Tlf:51157408puje@dtu.dkLine SkouboePresse- og kommunikationsrådgiver
Tlf:61905039line.skouboe@innofond.dkOm Innovationsfonden
Innovationsfonden accelererer forskning og innovation til løsninger, der styrker det danske samfunds konkurrenceevne og bæredygtighed.
Følg pressemeddelelser fra Innovationsfonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Innovationsfonden
Dansk teknologi skal omdanne industriens CO2 til kalk18.5.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt Grand Solutions-projekt ledet af Ikkaton, en dansk klimateknologivirksomhed, vil demonstrere en proces, der permanent binder CO2 som calciumcarbonat. Innovationsfonden støtter IKKA-TECH-projektet, som har et samlet budget på 18 mio. kr. og skal bringe teknologien frem til industriel demonstration og bane vejen for fremtidig opskalering.
Nyt dansk supermateriale skal forbedre dansk industris konkurrenceevne13.5.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt banebrydende projekt, FUTURPLAST, skal udvikle næste generation af cirkulære, ultrastærke og lette materialer, der kan reducere materialeforbrug og CO₂-aftryk, og på sigt erstatte både konventionelle komposit-materialer og metaller. Innovationsfonden investerer 19,5 mio. kr. i projektet gennem Grand Solutions.
Ny teknologi skal omdanne ubrugelig plastaffald til værdifulde kemiske produkter5.5.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Et samarbejde mellem DTU, GreenLab Skive, Hysata og SemperCycle skal udvikle en ny teknologi til genanvendelse af forurenet plastik-affald. På sigt kan genanvendt industri- og husholdningsplast erstatte en betydelig del af de grundprodukter, der i dag bruges i stor skala i kemi-industrien. Innovationsfonden investerer 17,2 mio. kr. i projektet.
Igennem blod-hjerne-barrieren: En ny æra for målrettet stråleterapi mod hjernetumorer30.4.2026 09:16:32 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt dansk forskningsprojekt vil udvikle præcisions-stråleterapi, der kan passere blod-hjerne-barrieren og behandle en af de mest dødelige former for hjernetumorer.
Nyt dansk rumprojekt vil styrke Europas adgang til solceller til små satellitter27.4.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med støtte fra Innovationsfonden vil et nyt danskledet rumprojekt udvikle en langt billigere europæisk løsning til strømforsyning i små satellitter. Med SATSOL vil partnerne bringe tilpasset solcelleteknologi fra jorden ind i rummet og sigte mod høj ydeevne, lavere omkostninger og større europæisk forsyningssikkerhed.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum