Vegetarisk aftensmad består af rugbrød, toast og pasta
Det er sjældent de grønne retter, der finder vej til middagsbordet, når kødet udelades. De mest spiste vegetariske aftensmåltider er nemlig rugbrød, toast, pasta, yoghurt og pizza – retter, der i gennemsnit indeholder færre grøntsager end måltider med kød. Det viser den årlige undersøgelse Madkultur25 fra Madkulturen.

”Spis planterigt”, lyder det entydige budskab i de officielle kostråd. Men rådet er svært for mange at omsætte i praksis. Tre ud af fire aftensmåltider indeholder stadig kød, hvilket er lige så mange som for ti år siden, og mange forholder sig skeptisk til en planterig kost med mange grøntsager og bælgfrugter.
Det viser undersøgelsen Madkultur25, hvor mere end 2.000 danskere er blevet spurgt ind til deres madlavning, vaner og holdninger til måltider med mindre kød.
Tvivler på sundheden ved planterig mad
Fire ud af ti tror ikke, at man kan dække sit næringsbehov med en planterig kost, og kun en tredjedel mener, at grønne måltider er sundere end måltider med kød.
”At så mange tvivler på sundheden i en planterig kost, overrasker mig,” siger Judith Kyst, direktør i viden- og forandringsorganisationen Madkulturen. ”Det er en misforståelse, at man går på kompromis med sundheden, når man skruer ned for kødet. Men det viser også, at grøn madlavning stadig er ukendt terræn for mange. Vi mangler et fælles repertoire af grønne retter, som vi er trygge ved at lave og vant til at spise,” siger hun.
Vegetariske retter er den hurtige løsning
Når vi dropper kødet i aftensmaden, er det typisk til fordel for nemme retter som brød med ost, pasta med ketchup eller en skål yoghurt. Halvdelen af de kødfri måltider bliver lavet på under 15 minutter, vurderes lavere på smag og tilfredshed, og spises oftere alene.
Og faktisk er der endnu længere mellem grøntsagerne i de vegetariske måltider, end i måltiderne med kød.
”Mange af os har kogebøger stående med lækre grønsags- og bælgfrugtretter. At kødfri måltider i praksis oftest ender som brød med ost eller en simpel pasta, siger meget om de udfordringer, den grønne madlavning står overfor. Hvis vi skal blive bedre til at skrue ned for kødet, skal vi opbygge erfaring og finde nye måder at lave mad på, hvor kødet ikke automatisk har hovedrollen,” siger Judith Kyst.
Hjemmelavet mad gør comeback
Midt i udfordringerne med den grønne madlavning viser Madkultur25, at vi igen trækker i forklædet. For første gang i de 10 år Madkulturen har målt, er der en lille stigning i andelen af hjemmelavede aftensmåltider. I 2025 får 8 ud af 10 hjemmelavet mad til aften – en udvikling, der markerer en opbremsning efter mange års fald.
Hjemmelavet mad vurderes samtidig som både mere velsmagende, sundere og mere tilfredsstillende end færdigretter og takeaway.
Flere børn er med i køkkenet
Undersøgelsen viser også, at der er kommet flere børn med i køkkenet. I 14 % af børnefamilierne hjælper børnene til med aftensmaden. Det er især børn i alderen 7–17 år, der trækker udviklingen: I 2025 hjælper 16 % af de ældre børn til med madlavningen - en markant stigning fra 6 % i 2022.
Forældrenes egen interesse for madlavning spiller en stor rolle: Jo mere madglade forældrene er, desto oftere kommer børnene med ved køkkenbordet.
Det er en udvikling, der glæder minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen (V):
”Det glæder mig meget at se, at flere børn igen bliver inviteret med i køkkenet. Som fødevareminister har jeg haft stort fokus på at inspirere både familier og skoler til at give børn en mere aktiv rolle i madlavningen. Madlavning er mere end blot et måltid, det er fællesskab, traditioner og en del af vores kulturarv. Derfor har vi netop i august lanceret et nyt undervisningsmateriale til madkundskabsfaget i grundskolen ved navn ‘Fortiden i Fremtidens Mad’, som giver elever mulighed for at lære om danske råvarer, forskellige tilberedningsmetoder, gamle opskrifter og madtraditioner gennem historien. Når børn er med i køkkenet – både derhjemme og i skolen – får de både større forståelse for dansk madkultur og kompetencer med videre i livet.”
Nøgletal fra Madkultur25
Madlavning i hverdagen
- 31 % laver aftensmad på under 15 minutter.
- Vi bruger i gennemsnit 26 minutter på aftensmad.
- 79 % af måltiderne er hjemmelavede eller delvist hjemmelavede – steget fra 76 % i 2022.
- 3 ud af 4 hjemmelavede måltider indeholder forberedte madvarer, såsom brød, færdigsnittet grønt og færdiglavede dressinger.
Børn i køkkenet:
- 14 % af børnefamilier har børn med i køkkenet på en typisk aften – steget fra 9% i 2022.
- 16 % af de 7–17-årige er med til at lave mad – steget fra 6 % i 2022.
- 17 % af de madglade forældre har børnene med — kun 7 % blandt dem, der ikke nyder at lave mad .
Kød vs. planterige måltider
- Der indgår kød i 3 ud af 4 måltider - stabilt siden 2015.
- 36 % mener ikke, at planterige måltider er sundere end måltider med kød.
- 43 % mener, at man ikke kan få dækket sit næringsbehov gennem en planterig kost.
Andele af grøntsager i aftensmaden:
- Aftensmåltider med kød/fisk: 64 % indeholder grøntsager.
- Vegetariske aftensmåltider: 45 % indeholder grøntsager.
Top 5 aftensmåltider:
- Rugbrød med pålæg – 7 %
- Pizza – 6 %
- Sandwich/toast – 6 %
- Kylling med tilbehør – 6 %
- Lasagne/pasta m. kødsovs – 6 %
Top 5 vegetariske aftensmåltider:
- Rugbrød med pålæg – 20 %
- Sandwich/toast – 11 %
- Pasta – 8 %
- Yoghurt, koldskål eller lignende – 6 %
- Pizza – 5 %
Nøgleord
Kontakter
Charlotte Kjeldbjerg KristensenPresseansvarlig
Ved spørgsmål til Madkulturen
Links
Madkulturen er en selvejende videns- og forandringsinstitution under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Vores mission er at styrke madkulturen i Danmark og dermed bidrage til at løse store samfundsudfordringer. Det gør vi gennem partnerskaber og projekter, som øger danskernes muligheder og færdigheder i relation mad og måltider. Læs mere på madkulturen.dk.
Følg pressemeddelelser fra Madkulturen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Madkulturen
Bred alliance klar til et historisk løft af dansk frugt og grønt2.10.2025 07:55:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter årtiers tilbagegang for dansk frugt og grønt lancerer 31 af fødevarebranchens mest centrale aktører nu anbefalinger til en samlet, fremadrettet plan. Den skal vende udviklingen til gavn for Danmarks sundhed, klima og forsyningssikkerhed, og ambitionen er klar: I 2050 skal mindst 50% af vores frugt og grønt være produceret i Danmark.
Festdag for børns maddannelse: Østervangskolen blev danmarksmestre i madkundskab30.4.2025 17:14:38 CEST | Pressemeddelelse
200 børn fra hele landet demonstrerede i dag deres kartoffelkompetencer ved DM i Madkundskab 2025. En vigtig brik i børns maddannelse, ifølge Madkulturens direktør Judith Kyst.
Dansk frugt og grønt er under voldsomt pres – stærke kræfter går sammen for at vende udviklingen11.3.2025 09:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ni ud af ti forbrugere mener, det er vigtigt, at vi har alsidig produktion af frugt og grønt i Danmark. Alligevel er kun en fjerdedel af vores grøntsager danske, og udfordringerne hober sig op for de hårdt pressede producenter. Derfor går 31 aktører fra hele værdikæden nu sammen for at få mere dansk frugt og grønt på tallerkenen.
Banebrydende treårig indsats skal inspirere mere end en halv million børnefamilier til grønnere og sundere mad6.2.2025 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
Børnefamilier landet over får nu en stor tilskyndelse til at ændre madvaner med udgangspunkt i De officielle Kostråd. Gennem tre år vil børnefamilier i hele landet møde grøn inspiration flere forskellige steder i hverdagen – fra det lokale supermarked og kantinen til idrætsklubben og madkundskabslokalet. DR vil parallelt sætte fokus på madkulturen i Danmark, både nu og i fremtiden.
Mere mobil og mindre bordskik - det fælles måltid er under forandring25.11.2024 11:36:05 CET | Pressemeddelelse
Mobiltelefonen tager i stor stil plads ved middagsbordet, og vi byder gerne gæster på takeaway i sofaen. Men selvom udviklingen går mod mere uformelle rammer, har måltidet stadig en samlende kraft, viser en ny undersøgelse fra Madkulturen
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum