Parathjælpere står klar til at hjælpe folk til stemmeurnerne
7.11.2025 06:00:00 CET | Assens Kommune | Pressemeddelelse
Assens Kommune samarbejder med Røde Kors om valget. Nu står en række parathjælpere klar til at hjælpe andre, som har brug for en håndsrækning for at komme til at stemme.

”Jeg synes næstekærligheden er gået lidt tabt i vores travle hverdag, hvilket gør, at flere sidder alene og ensomme rundt omkring – og det er noget af det, der gør, at jeg finder det så vigtigt at hjælpe der, hvor jeg kan. Nogle gange er det de små ting, som kan gøre en kæmpe forskel for andre”, fortæller Tine Bonham, der er frivillig parathjælper i Røde Kors.
Hun er en af de lokale parathjælpere, som kan blive aktiveret, hvis nogen har brug for hjælp i Assens Kommune, så de kan komme til at stemme til Kommunal- og Regionalvalget den 18. november 2025.
Røde Kors Parat er et netværk af godt 9.000 frivillige parathjælpere på landsplan, der står klar til at hjælpe ad-hoc med tidsafgrænsede opgaver, når nogen har brug for dem i deres lokalområde. I forbindelse med valget kan parathjælperne f.eks. hjælpe med transport, ledsagelse eller støtte til komme ind til og på valgstedet.
Helt almindelige mennesker træder til
“Parat er hverdagens hjælpenetværk. Helt almindelige mennesker, der træder til, når der er brug for det. Det gælder også på valgdagen, hvor en hjælpende hånd kan gøre forskellen mellem ‘jeg vil’ og ‘jeg kan’ ”, siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors.
Røde Kors har indsatser for alle aldre, og de hjælper mange forskellige mennesker - herunder sårbare, mennesker i ensomhed eller mistrivsel, udsatte samt mennesker i akutte kriser. Og netop derfor ser Assens Kommune stort potentiale i samarbejdet:
”Vi ved, at der kan være tidspunkter i livet, hvor der kan være brug for en håndsrækning for, at det bliver muligt at bruge sin stemme. Uanset hvor i livet man er, er det vigtigt, at alle får mulighed for at deltage i demokratiet, så vi får et byråd, som repræsenterer samfundet. Derfor er det så meningsfuldt, at parathjælperne står klar til at hjælpe dem, som må have behov for det.”, fortæller Lene Wilhøft, der er valgansvarlig og chef for Byrådssekretariatet i Assens Kommune.
Håber at gøre en forskel for andre
Parathjælperne består af mennesker, som er forskellige steder i livet. Tine Bonham er en af dem, som stadig er på arbejdsmarkedet, men hun har alligevel valgt at stå til rådighed for Røde Kors på valgdagen, når hun har fri fra arbejde:
”I og med at alting går så stærkt, har jeg en oplevelse af, at mange ældre og sårbare føler, at de ikke har så meget at skulle have sagt. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi hjælper dem med stadig at være en del af det pulserende liv og en aktiv del af samfundet. Derfor er det så vigtigt at give dem så mange muligheder som muligt for at kunne komme ned og sætte deres kryds”, fortæller Tine Bonham, der er frivillig parathjælper i Røde Kors.
Tilbuddet fra Røde Kors Parat er målrettet mennesker, der ikke har andre muligheder for at komme ned at stemme og ikke har andre at spørge. Det kan f.eks. være på grund af fysiske udfordringer, utryghed eller lignende. Der er udelukkende tale om ledsagelse – dvs. parathjælperne må ikke hjælpe med at sætte kryds eller gå med ind i stemmeboksen.
Sammen gør vi mere for flere
Valget er blot et af de mange elementer, som Assens Kommune samarbejder med Røde Kors om. I 2024 indgik de to parter en samarbejdsaftale, som nu danner rammen om, hvordan de kan samarbejde om indsatser, der skal støtte sårbare borgere som økonomisk udfordrede børnefamilier, flygtninge og migranter, ensomme ældre og mennesker i krise.
”Uanset om vi samarbejder om valget eller andre ting, så handler det om, at sammen kan vi gøre mere for flere. Og her har vi som en del af civilsamfundet mulighed for at hjælpe på andre måder end en kommune f.eks. kan” siger Jesper Britze, der er formand i Røde Kors Haarby og formand for kommunekredsen bestående af 6 Røde Kors-afdelinger i Assens Kommune.
Har du brug for hjælp?
Har du brug for hjælp fra en frivillig parathjælper på valgdagen, kan du henvende dig til Røde Kors Parat på telefon: 38 20 22 02
Telefonen er åben mandag-fredag 10-15 & mandag og onsdag 16-19.
Når du ringer, får du fat i Hjælpelinjen, som vil spørge lidt ind til dit behov for hjælp, og den konkrete opgave, før de forsøger at matche dig med en lokal parathjælper.
Røde Kors gør alt, hvad de kan for at matche alle, men da der er tale om frivillige, er der ingen garanti for, at de kan matche alle.
Nøgleord
Kontakter
Tine BonhamFrivillig parathjælper fra Assens
Kontaktes via Røde Kors' presseafdeling
Anders LadekarlGeneralsekretærRøde Kors
Kontaktes via Røde Kors' presseafdeling
Lene WilhøftValgansvarlig og chef for ByrådssekretariatetAssens Kommune
Tlf:29 37 90 68Jesper BritzeFormand for kommunekredsen i Assens KommuneRøde Kors
Tlf:23 29 96 28Billeder

Links
Om Assens Kommune
I vores fællesskab er der hjerterum, albuerum og højt til loftet. Vi har plads både til dem, der bidrager til fællesskabet og til dem, der har brug for det. Hos os lever det gode nærdemokrati og aktive medborgerskab.
Følg pressemeddelelser fra Assens Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Assens Kommune
Ny borgerrådgiver ansat i det Nord-Vestfynske22.4.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Jonathan P. Kvist er netop ansat som ny borgerrådgiver i Assens, Middelfart og Nordfyns Kommuner med start 1. maj 2026. Byrådene i alle tre kommuner har godkendt ansættelsen.
Assens Kommune og Røde Kors indgår lokal samarbejdsaftale om beredskab15.4.2026 05:56:52 CEST | Pressemeddelelse
Assens Kommune og de seks lokale Røde Kors-afdelinger i kommunen har netop indgået en samarbejdsaftale om støtte og hjælp til sårbare borgere i tilfælde af større hændelser, hvor kommunens nødberedskab bliver aktiveret. Aftalen er blandt de første af denne art i landet - og den første på Fyn.
Baagøfærgen fejrer 50 år med jubilæumssejlads og historisk udstilling10.4.2026 08:07:41 CEST | Pressemeddelelse
Den 19. april 2026 fylder Baagøfærgen, som sejler mellem Assens og Baagø, 50 år – og det bliver markeret med sejlads til 1976-priser og en ny udstilling om færgens historie.
Mental mistrivsel og social ulighed udfordrer fortsat folkesundheden - også i Assens Kommune23.3.2026 11:21:15 CET | Pressemeddelelse
Unge kvinders mentale sundhed er dårligere end alle andre befolkningsgruppers. Og der er en klar sammenhæng mellem lav grad af sundhed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er blot nogle af resultaterne i den landsdækkende undersøgelse ”Hvordan har du det? 2025”. De samme tendenser ses i Assens Kommune.
Særlig demokrati-ordning bliver nu tradition17.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Ved Kommunal- og Regionsrådsvalget i 2025 fik folkeskoleeleverne i Assens Kommune mulighed for at tage med deres forældre ned og stemme, uden de fik fravær i skolen den første lektion. Nu gør Assens Kommune ordningen til en tradition ved alle valg – også den 24. marts 2026.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum