Assens Kommune og Røde Kors indgår lokal samarbejdsaftale om beredskab
15.4.2026 05:56:52 CEST | Assens Kommune | Pressemeddelelse
Assens Kommune og de seks lokale Røde Kors-afdelinger i kommunen har netop indgået en samarbejdsaftale om støtte og hjælp til sårbare borgere i tilfælde af større hændelser, hvor kommunens nødberedskab bliver aktiveret. Aftalen er blandt de første af denne art i landet - og den første på Fyn.

Aftalen mellem Assens Kommune og Røde Kors bliver en del af kommunens samlede plan for håndtering af beredskabssituationer, der skal sikre tryghed og hjælp til sårbare borgere i tilfælde af større hændelser, som fx cyberangreb, vejrlig og længerevarende forsyningssvigt.
Ved større hændelser vil Assens Kommune først og fremmest prioritere livsnødvendig hjælp til borgere, som modtager pleje eller på anden vis har særlige behov, som kommunen har ansvaret for. Men der vil også være andre, som kan få behov for støtte. Derfor er samarbejdsaftalen med de lokale Røde Kors-afdelinger en vigtig milepæl i Assens Kommunes beredskabsarbejde.
”Der er ingen tvivl om, at vi både nationalt og lokalt står langt stærkere i en beredskabssituation, hvis myndigheder og civilsamfund hjælpes ad med at komme bedst muligt gennem krisen. Det er derfor en meget vigtig aftale, vi har indgået, og det er vores ambition, at den vil tjene som eksempel for yderligere samarbejde med civilsamfundet”, siger borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen.
Den lokale samarbejdsaftale står dels på skuldrene af den partnerskabsaftale, som Assens Kommune, som en af de første kommuner i landet, indgik med Røde Kors i december 2024. Og dels på skuldrene af erfaringerne fra Ukraine-indsatsen, hvor kommunen og de seks lokale Røde Kors-afdelinger i 2022 samarbejdede om at tage godt imod de mange ukrainske flygtninge, der ankom til kommunen.
”Vi har allerede nu en erfaring, der tydeligt viser, at sammen kan vi gøre mere - for flere. Det ligger jo i hele Røde Kors’ formål at yde humanitær støtte. I tilfælde af en større hændelse, kan vi her træde til lokalt med både tryghedsskabende indsatser og praktisk hjælp – Ikke som en erstatning, men som et betydeligt supplement til kommunens egne indsatser og ansvarsområder”, siger kommunekredsformand og beredskabsleder i Røde Kors Kommunekreds Assens, Jesper Britze.
Både praktisk og psykosocial hjælp
Under en større hændelse, som fx langvarigt nedbrud i forsyningen af strøm, vand, varme eller kommunikation, vil Røde Kors bidrage med fokus på et psykosocialt beredskab. I praksis betyder det blandt andet:
- Opsøgende tryghedsvandringer i lokalsamfund.
- Hjemmebesøg hos sårbare borgere, der har brug for at tale med nogen.
- Psykosocial førstehjælp.
Også praktisk kan Røde Kors bidrage i en beredskabssituation ved blandt andet:
- Uddeling af vand og forsyninger.
- Praktisk drift og opsyn på midlertidige opsamlingssteder.
- Praktisk hjælp via Røde Kors Parat til sårbare borgere, der ikke har andre muligheder for at få praktisk hjælp til indkøb af forsyninger til 3 døgns beredskab.
- Koordinering af spontanfrivillige.
Røde Kors vil ikke varetage opgaver, der indebærer myndighedsudøvelse, teknisk drift, sundhedsfaglige vurderinger eller ordens- og sikkerhedsopgaver.
Et godt eksempel på det danske Totalberedskab
Set i lyset af at vi lever i en verden, der hastigt forandrer sig og bliver mere usikker, lancerede regeringen tidligere i år en ambition om et totalberedskab i Danmark. Totalberedskabet betyder blandt andet, at både virksomheder, frivillige og foreninger opfordres til at række ud med hjælp der, hvor de har indsigt, kompetencer og ressourcer.
”I den forbindelse er det vigtigt for os, at vores frivillige klædes bedst muligt på til opgaven. I den kommende tid vil alle vores aktivitetsledere blandt andet deltage i et kursus i psykosocial førstehjælp, som udbydes af Røde Kors’ landskontor”, uddyber Jesper Britze.
Assens Kommune retter nu blikket mod yderligere samarbejde med civilsamfundet. Den 4. maj mødes Assens Kommune således med repræsentanter for alle 18 lokalråd i kommunen og Frivilligcenter Assens.
”Vi har inviteret lokalrådene og Frivilligcenter Assens og er meget glade for, at de har sagt ja til at deltage. Det bliver en dialog, hvor vi skal afsøge, om og hvordan vi kan hjælpes ad med at skabe et endnu mere robust beredskab, der kan komme borgerne til gavn”, slutter borgmester Søren Steen Andersen.
Fakta om aftalen:
Formålet med aftalen er at styrke det lokale beredskab igennem et tæt samarbejde mellem Assens Kommune og Røde Kors om forberedelse, håndtering og opfølgning på kriser, ulykker og andre større hændelser, der aktiverer et beredskab.
Aftalen skal sikre:
- Et velfungerende samarbejde til hverdag og i krisesituationer.
- Klar rolle- og ansvarsfordeling.
- En styrket inddragelse af Røde Kors’ frivillige ressourcer.
- Bedre koordinering af støtte- og omsorgsopgaver i akutte situationer.
Samarbejdsaftalen er indgået i gensidig respekt for henholdsvis Assens Kommunes og Røde Kors’ respektive roller og mandat i det danske samfund. Røde Kors har jævnfør Genève-konventionerne mandat til at yde humanitær støtte og til at agere som hjælpeaktør (auxiliary) til de danske myndigheder, hvis dette gøres i henhold til Røde Kors’ fundamentale principper. Samtidig kan Røde Kors selv iværksætte aktiviteter, hvis Røde Kors bliver vidende om et overset humanitært behov.
Røde Kors Kommunekreds Assens består af seks lokale afdelinger: Assens, Haarby, Glamsbjerg, Aarup, Tommerup og Vissenbjerg.
Læs mere om Røde Kors og Assens Kommunes nationale samarbejdsaftale her:
Kontakter
Jesper BritzeFormand og beredskabsleder, Røde Kors Kommunekreds Assens
Tlf:23 29 96 28Søren Steen AndersenBorgmesterAssens Kommune
Tlf:29 37 90 65Billeder
Om Assens Kommune
I vores fællesskab er der hjerterum, albuerum og højt til loftet. Vi har plads både til dem, der bidrager til fællesskabet og til dem, der har brug for det. Hos os lever det gode nærdemokrati og aktive medborgerskab.
Følg pressemeddelelser fra Assens Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Assens Kommune
Baagøfærgen fejrer 50 år med jubilæumssejlads og historisk udstilling10.4.2026 08:07:41 CEST | Pressemeddelelse
Den 19. april 2026 fylder Baagøfærgen, som sejler mellem Assens og Baagø, 50 år – og det bliver markeret med sejlads til 1976-priser og en ny udstilling om færgens historie.
Mental mistrivsel og social ulighed udfordrer fortsat folkesundheden - også i Assens Kommune23.3.2026 11:21:15 CET | Pressemeddelelse
Unge kvinders mentale sundhed er dårligere end alle andre befolkningsgruppers. Og der er en klar sammenhæng mellem lav grad af sundhed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er blot nogle af resultaterne i den landsdækkende undersøgelse ”Hvordan har du det? 2025”. De samme tendenser ses i Assens Kommune.
Særlig demokrati-ordning bliver nu tradition17.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Ved Kommunal- og Regionsrådsvalget i 2025 fik folkeskoleeleverne i Assens Kommune mulighed for at tage med deres forældre ned og stemme, uden de fik fravær i skolen den første lektion. Nu gør Assens Kommune ordningen til en tradition ved alle valg – også den 24. marts 2026.
Danske Diakonhjem har opsagt driftsoverenskomsten med Assens Kommune9.3.2026 17:00:59 CET | Pressemeddelelse
Danske Diakonhjem har opsagt driftsoverenskomsten med Assens Kommune om Plejehjemmet Sydmarksgården samt aftalen om servicedrift på Plejehjemmet Holmely. Assens Kommune afventer nu en politisk beslutningsproces, der skal afklare den videre drift.
Bågø er blandt finalisterne til kåring af Årets Ø 202626.2.2026 16:09:49 CET | Pressemeddelelse
Bågø, Læsø og Mandø er udvalgt som de tre finalister, der skal kæmpe om titlen som Årets Ø 2026. En melding, som skaber stor stolthed på Bågø og i Assens Kommune.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

