Assens Kommune

Mental mistrivsel og social ulighed udfordrer fortsat folkesundheden - også i Assens Kommune

23.3.2026 11:21:15 CET | Assens Kommune | Pressemeddelelse

Del

Unge kvinders mentale sundhed er dårligere end alle andre befolkningsgruppers. Og der er en klar sammenhæng mellem lav grad af sundhed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er blot nogle af resultaterne i den landsdækkende undersøgelse ”Hvordan har du det? 2025”. De samme tendenser ses i Assens Kommune.

Den nationale sundhedsprofil ”Hvordan har du det? 2025” blev for nylig offentliggjort af Sundhedsstyrelsen og regionerne. Undersøgelsen er Danmarks største af sin art og giver et aktuelt billede af borgernes helbred, trivsel og sundhedsvaner. Undersøgelsen er foretaget hvert 4. år siden 2010.

I Assens Kommune har 2.718 borgere denne gang modtaget spørgeskemaet, og 45,7 % har gennemført undersøgelsen.

Mental trivsel under pres – især blandt unge kvinder

Knap hver tredje dansker (i Assens Kommune 27,9 %) svarer, at de har et højt stressniveau. Og særligt unge kvinder har det svært.

På regionsniveau har 51 % af kvinderne mellem 16-24 år et højt stressniveau, mens 35 % af de unge kvinder har lavt selvværd. Det er omtrent dobbelt så mange som blandt mænd i samme aldersgruppe (18 %). Samme tendens ses i Assens Kommune.

Fysisk oplever en betydelig del af danskerne også udfordringer med sundheden. I Assens Kommune lever 24,4 % af borgerne med svær overvægt (BMI > 30), og over 60 % lever ikke op til WHO’s anbefalinger for fysisk aktivitet.

“Vi står fortsat over for store udfordringer både i forhold til vores fysiske sundhed og mentale trivsel. I vores nye Sundheds- og Ældreudvalg vil vi nu se dybere i resultaterne. Vi skal målsætte at knække flere kurver, så flere af os oplever at have en bedre livskvalitet. Vi ved, at mange faktorer omkring sundhed grundlægges tidligt i livet, og derfor er forebyggelse blandt børn og unge essentiel. Det kræver et bredt og ambitiøst samarbejde på tværs af politiske udvalg, hvis vi skal ændre det”, siger formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Mark Søgaard.

Markant social ulighed i sundhed

Sundhedsprofilen viser, som i tidligere år, en tydelig social ulighed i sundhed. Borgere uden tilknytning til arbejdsmarkedet, og borgere med kortere uddannelse, dyrker fx mindre motion, er mere ensomme og oplever flere tegn på dårligt helbred.

Over 55% af de arbejdsløse og andre uden for arbejdsmarkedet har en høj score på stressskalaen.

Den sociale ulighed er også tydelig i Assens Kommune og flugter med tendensen på lands- og regionsniveau.

“Sundhedsprofilen viser et klart billede: Der er en tæt sammenhæng mellem sundhed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor er vores indsatser for at styrke borgernes vej til beskæftigelse eller uddannelse også et spørgsmål om sundhed, trivsel og livskvalitet. Den sammenhæng vil vi i Beskæftigelsesudvalget arbejde fokuseret på at styrke. Vi skal udfordre vores vaner og tænke sundhed meget mere ind i forhold til samarbejdet med den ledige borger”, siger formand for Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune, Elmer Philipsen.

Sundhedsprofilen gennemføres næste gang i 2029.

Flere udpluk fra Sundhedsprofilen 2026:

Flere borgere i Assens Kommune lever med langvarig sygdom:

  • Andelen er steget fra 34,8 % i 2010 til 42,3 % i 2025.

Det følger en national tendens, hvor flere borgere lever længere med kroniske sygdomme.

Færre ryger og drikker – men nye nikotinvaner udfordrer

  • Daglig rygning er næsten halveret siden 2010 – fra 23,1% til 12,1%.
  • Forbruget af alkohol er let faldende.

Til gengæld er brugen af nye nikotinprodukter stigende, især blandt yngre borgere.

Flertallet har en god livskvalitet

På trods af de mange alarmerende tal i Sundhedsprofilen, svarer over 75 procent af de syddanskere, som har deltaget i undersøgelsen, at de har høj livskvalitet og et godt helbred.

Fakta om Sundhedsprofilen ”Hvordan har du det? 2025”

  • Udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed, de fem regioner og Sundhedsstyrelsen. Undersøgelsen er Danmarks største af sin art og giver et aktuelt billede af borgernes helbred, trivsel og sundhedsvaner.
  • Over 300.000 danskere har modtaget spørgeskemaet.
  • Undersøgelsen gennemføres hvert fjerde år og giver mulighed for at følge udviklingen siden 2010.
  • I Region Syddanmark er i alt 70.130 borgere på 16 år og derover blevet inviteret til at deltage – med en samlet svarprocent på 45,2 %.
  • I Assens Kommune har 2.718 borgere modtaget spørgeskemaet, og 45,7 % har svaret. Data er indsamlet fra 4. februar til 18. maj 2025.
  • Læs hele sundhedsprofilen her: https://regionsyddanmark.dk/fagfolk/det-naere-sundhedsvaesen/sundhedsprofil

Kontakter

Om Assens Kommune

I vores fællesskab er der hjerterum, albuerum og højt til loftet. Vi har plads både til dem, der bidrager til fællesskabet og til dem, der har brug for det. Hos os lever det gode nærdemokrati og aktive medborgerskab.

Følg pressemeddelelser fra Assens Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Assens Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye