HK’erne i kommuner og regioner har talt: Vi ønsker mere fleksibilitet

Del

HK’erne i kommuner og regioner ønsker en hverdag med mere fleksibilitet og større frihed til selv at vælge – for eksempel mellem løn, fri eller pension. Det står klart efter uger med ivrig debat og dialog på HK Kommunals nye digitale platform. I alt er der kommet over 8.000 synspunkter – og de er med til at danne grundlag for de krav, HK Kommunal senere tager med til OK26-forhandlingerne.

Det er tydeligt, at HK’erne ønsker fleksibilitet, og den tager jeg med videre, siger HK Kommunals formand, Lene Roed.
Det er tydeligt, at HK’erne ønsker fleksibilitet, og den tager jeg med videre, siger HK Kommunals formand, Lene Roed. Foto: Tom Ingvardsen

Større fleksibilitet i en travl hverdag er det tydeligste budskab fra HK Kommunals medlemmer. Det viser de mere end 8.000 synspunkter, som medlemmer og ikke-medlemmer har delt gennem debatter på HK Kommunals OK-platform. 3500 deltog i debatten. Sideløbende med den digitale debat har der ude på arbejdspladserne været holdt hundredvis af kaffe-møder.

HK’erne vil have bedre muligheder for at tilpasse deres arbejdsliv til de forskellige faser i livet – fra småbørnsår til seniorliv. De efterlyser større frihed til selv at vælge, for eksempel mellem løn, fri eller pension, mere indflydelse på arbejdstiden og generelt bedre balance mellem arbejde, familie og fritid.

– Det er en kæmpe styrke for os, at vi nu har haft en så grundig og engageret debat om, hvad der betyder mest ude på vores arbejdspladser. Jeg er overvældet og meget glad over det enorme engagement, og jeg lytter og bliver klogere. Det er tydeligt, at HK’erne ønsker fleksibilitet, og den tager jeg med videre, siger HK Kommunals formand, Lene Roed.

Stor interesse for frit valg
Løn og pensionsvilkår er også blandt de emner, som bliver ivrigt diskuteret. Mange peger på behovet for lønstigninger, bedre muligheder for lokal løn og højere pensionsprocenter. Derudover er der stor interesse for en fritvalgsordning, hvor den enkelte selv kan vælge mellem løn, pension eller fridage tilpasset den enkeltes livssituation.

Højt arbejdspres og travlhed er et tilbagevendende tema på portalen. Flere oplever, at ressourcer og opgaver ikke hænger sammen, og at hyppige omstruktureringer, reformer og besparelser går ud over trivslen. Udfordringer fra digitaliseringen fylder også, og mange spørger sig selv, om de har de nødvendige kompetencer i fremtiden.

OK-platformen har haft mere end 50.000 besøg fra over 17.000 unikke besøgende.

3.500 personer har oprettet sig som brugere, og der har været 14.500 interaktioner i form af bidrag, kommentarer og likes.

Alle synspunkter fra platformen bliver nu bearbejdet af HK Kommunals bestyrelse. De danner grundlag for de krav, som forbundssektorbestyrelsen senere formulerer og tager med til OK26-forhandlingerne i begyndelsen af 2026 og tages også med i HK Kommunals øvrige fagpolitiske arbejde.

– Når vi sætter os til forhandlingsbordet, gør vi det med medlemmernes stemmer i ryggen. Det er deres ønsker og deres hverdag, vi kæmper for. Og det er en stor styrke, at vi nu har haft en grundig diskussion om, hvad HK’ere i kommuner og regioner egentlig ønsker, understreger Lene Roed.

 

Aktiviteten på OK26-platformen

  • 3.500 registrerede brugere.
  • 3.300 bidrag med i alt 8.000 synspunkter.
  • 14.500 interaktioner (likes, kommentarer og bidrag).

50.000 besøg på platformen i alt.

Kontakter

Lene RoedFormand for HK Kommunal

Tlf:24216431

Følg pressemeddelelser fra HK Kommunal

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra HK Kommunal

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye