Nye anbefalinger skal sikre udbredelse af velfærdsteknologi og lette arbejdet med dokumentation i ældreplejen
12.9.2025 12:36:54 CEST | Ældreministeriet | Pressemeddelelse
En række anbefalinger fra to af regeringens partnerskaber bliver i dag overrakt til ældreminister Mette Kierkgaard. Anbefalingerne bliver en del af grundlaget for den nationale strategi for brug og udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen.

Som led i ældrereformen nedsatte Ældreministeriet i 2024 en række partnerskaber for at understøtte kommunernes implementering af ældrereformen. Det gælder bl.a. Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen og Partnerskab for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen. Begge partnerskaber overrækker i dag deres anbefalinger til ældreminister Mette Kierkegaard.
Partnerskaberne har formuleret klare visioner for anbefalingerne: Velfærdsteknologi skal indgå som en mere naturlig del af ældreplejen fremover, og dokumentation skal opleves mere meningsfuldt, styrke kvaliteten i ældreplejen og understøtte borgernes sikkerhed og rettigheder.
Udbredelse af velfærdsteknologi
Partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen har udarbejdet syv konkrete anbefalinger, som skal bruges i det videre arbejde med at kvalificere og prioritere initiativerne i den kommende nationale strategi for velfærdsteknologi i ældreplejen.
Anbefalingerne skal bidrage til at løfte udbredelsen af velfærdsteknologi i ældreplejen og gøre velfærdsteknologi til en naturlig og meningsfuld del af hverdagen. Det skal bidrage til at styrke livskvaliteten for borgerne, skabe tryghed for de pårørende og frigøre tid til omsorg og nærvær hos medarbejderne.
Mindre og bedre dokumentation
Partnerskab for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen peger på fire konkrete anbefalinger til, hvordan ny teknologi kan bruges til automatisk at indsamle og dele data. Derudover har partnerskabet udarbejdet seks principper for god dokumentationspraksis, der skal understøtte at unødige krav kan fjernes.
Anbefalingerne skal kvalificere regeringens kommende strategi for velfærdsteknologi og bidrage til en ældrepleje med mere tid til nærvær, bedre arbejdsmiljø og øget tryghed for borgerne.
Ældreminister Mette Kierkgaard siger:
– Hvis vi skal have sat skub i brugen af velfærdsteknologi i ældreplejen skal vi have alle aktører med ombord. Derfor har det været vigtigt at få deres input til, hvad der skal til for at få teknologien rullet ud. Regeringen har i forslag til finansloven lagt op til at give flere penge til velfærdsteknologi, fordi det er så utrolig vigtigt, at vi får sikret, at det kommer alle borgere til gavn.
– Desuden skal vi have fjernet de juridiske barrierer, som spænder ben for en hurtig udrulning af de mange gode teknologiske løsninger, som giver vores ældre mulighed for at leve et mere selvstændigt og værdigt liv. Samtidig skaber teknologien bedre rammer for medarbejderne, der får frigjort tid til omsorg og nærvær. Når vi bruger teknologien rigtigt, får både borgerne, medarbejderne og samfundet som helhed mere værdi ud af vores ressourcer. Det er en gevinst på alle fronter.
Fakta
I april 2024 indgik regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre en politisk aftale om en reform af ældreområdet.
Med aftalen blev det blandt andet besluttet at nedsætte et partnerskab for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen, der fik til opgave at komme med anbefalinger til udbredelse af velfærdsteknologi.
Derudover blev det besluttet at nedsætte et partnerskab for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen, som fik til opgave at komme med anbefalinger til omstilling af datadokumentation samt at udarbejde principper for god dokumentation og dokumentationspraksis.
Begge partnerskaber består af en lang række aktører, der har bidraget med viden og erfaringer undervejs. Anbefalingerne er skabt ud fra perspektiver fra borgere, medarbejdere, leverandører og kommuner.
Nøgleord
Kontakter
Ældreministeriets pressevagt
Tlf:2364 4292Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Ældreministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Ældreministeriet
Fremtidens ældreliv på dagsordenen ved uformelt EU-rådsmøde på Cypern13.2.2026 13:59:34 CET | Pressemeddelelse
Flere ældre og mangel på arbejdskraft presser ældreplejen i hele Europa. På et uformelt EU-rådsmøde på Cypern den 12.–13. februar deler ældreminister Henrik Frandsen de danske erfaringer.
Presseinvitation: Ministeroverdragelse i Ældreministeriet3.2.2026 09:30:04 CET | Pressemeddelelse
Tirsdag d. 3. februar kl. 14 vil der blive afholdt ministeroverdragelse i Ældreministeriet.
Stor interesse for at komme med i ny alliance30.1.2026 08:00:00 CET | Pressemeddelelse
En lang række aktører ønsker at engagere sig i arbejdet for et aldersvenligt samfund. Mere end 60 aktører har nu tilsluttet sig Alliancen for et aldersvenligt Danmark. Ældreministeren opfordrer til, at endnu flere slutter sig til alliancen.
Rejsehold skal understøtte tryghed og forståelse i ældreplejen for LGBT+-personer29.1.2026 06:15:00 CET | Pressemeddelelse
Regeringen lancerer ny indsats, der skal bidrage til, at ældre LGBT+-personer bliver mødt med forståelse og accept i ældreplejen.
Ni projekter skal hjælpe udsatte ældre28.1.2026 14:00:00 CET | Pressemeddelelse
Ni kommuner har fået penge til at iværksætte projekter, der skal forbedre livet for udsatte ældre.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum