Stærk start på OK-forhandlinger: FOA samler 1.700 tillidsvalgte
2.9.2025 06:00:00 CEST | FOA | Pressemeddelelse
FOAs startskud til overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte lyder netop nu. Op mod 1.700 tillidsvalgte samles tirsdag til stormøde for at debattere medlemmernes ønsker til hvilke krav, FOA skal stille til arbejdsgiverne ved OK26.

Selv om arbejdsgivere og fagforeninger først for alvor tager hul på forhandlingerne om de nye overenskomster for offentligt ansatte når kalenderen skriver 2026, er forberedelserne blandt lønmodtagerne allerede i fuld gang. Således samler fagforbundet FOA i dag op mod 1.700 tillidsvalgte til et stormøde, for at sparke OK26 i gang.
På træffet handler det om at få medlemmernes ønsker til overenskomstkrav frem, og at inspirere tillidsrepræsentanterne til at fortsætte snakken med deres kolleger på arbejdspladserne, så de får sendt deres krav afsted nu, mens FOAs kravindsamling løber. Allerede nu tør FOAs forbundsformand Mona Striib godt pege på ét krav, som er helt givet.
”De stigende priser på dagligvarer presser helt almindelige lønmodtagere med helt almindelige lønninger. Og dem med de laveste lønninger og dem på deltid har særligt svært ved at få hverdagsøkonomien til at hænge sammen. Så vi kommer til at have et stærkt fokus på løn,” siger Mona Striib.
”Vi skal have historierne råt for usødet”
Selv om det nok kan blive hårde historier fra hverdagen, medlemmerne vil dele på stormødet, ser Mona Striib frem til netop den nære dialog, erfaringsudveksling og konkrete eksempler på, hvordan arbejdslivet udspiller sig for de mange, som arbejder inden for velfærdsfagene.
”Vi holder mødet for at høre, hvad de mange tillidsfolk fortæller om udfordringer i hverdagen. Vi skal have historierne råt for usødet om, hvad de og deres kollegaer oplever, og hvad deres forslag er til, hvordan vi kan forbedre deres vilkår,” siger Mona Striib, som ved, at et bedre arbejdsmiljø også er et stort ønske for mange.
”Vi hører hele tiden, at mange er pressede på arbejdspladsen. Det kan vi også se af det høje sygefravær, som igen presser kollegerne. Der er også alt for mange, som må trække sig fra arbejdsmarkedet før pensionsalderen. Derfor forventer jeg også, at forhandlingerne kommer til at handle om at skabe større trivsel og mere balance i arbejdslivet,” siger Mona Striib.
Tiden kalder på mere fritvalg
Nogle af vejene til det er at give medarbejderne mere medindflydelse på opgaverne og arbejdstilrettelæggelsen. Samtidig skal der tages større hensyn til, hvilken livsfase den enkelte medarbejder er i. Netop dét peger i retning af et ønske, som Mona Striib gerne vil kæmpe for ved OK26.
”Arbejdsgiverne skal tage mere hensyn til den enkeltes livssituation, og vi skal også sikre det enkelte medlem mere selvbestemmelse og fleksibilitet. Det efterspørger vores medlemmer. Derfor er det vigtigt for FOA, at vi ved denne overenskomstforhandling endelig får udviklet en model for en fritvalgsordning på det offentlige område, ligesom vi kender det fra de private overenskomster. Det kalder tiden på,” siger Mona Striib.
Den garvede overenskomstforhandler forventer også, at medlemmerne vil tale om vigtigheden af uddannelse.
”Det handler om at hjælpe folk med at gå fra ufaglært til faglært, og det handler om at sikre efter- og videreuddannelse, så man arbejdslivet igennem får mulighed for at udvikle sine kompetencer. Det har velfærdssamfundet brug for, og det giver den enkelte meget bedre kort på hånden,” siger Mona Striib.
Træffet i dag foregår i Messe C i Fredericia kl. 9.30-16.00. Her vil der blandt andet være opstillet mere end 350 opgavestationer, som de tillidsvalgte bliver sendt rundt i for blandt andet at debattere krav til de kommende forhandlinger.
De lokale FOA-fagforeninger indsamler netop nu krav fra FOAs medlemmer. FOAs hovedbestyrelse udtager den 30. oktober en endelig, samlet liste over FOAs krav til overenskomstforhandlingerne. Kravene udveksles med arbejdsgiverne i december og selve forhandlingerne starter i januar 2026.
Nøgleord
Kontakter
Mona StriibForbundsformand
46 97 23 12
Om FOA
FOA er Danmarks tredjestørste fagforbund - med ca. 167.000 medlemmer fordelt på 31 lokale fagforeninger. Størstedelen er ansat i kommuner og regioner, og vi organiserer også privatansatte.
Følg pressemeddelelser fra FOA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra FOA
FOAs medlemmer stemmer stort ja til de nye overenskomster23.4.2026 10:22:53 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 85 procent af FOAs medlemmer har stemt ja til de nye overenskomster i kommuner og regioner. Samtidig sætter forbundets urafstemning ny rekord i stemmedeltagelse. FOAs forbundsformand, Mona Striib, er både glad og stolt over resultatet.
Velfærdens Talent 100 sætter rekord: Aldrig før er så mange blevet nomineret9.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Med næsten 500 nominerede fra hele landet, er der rekordmange i spil til prisen som Velfærdens Talent 100. En vigtig anerkendelse, lyder det fra fagforbundet FOA og pensionsselskabet PenSam, der står bag prisen.
FOAs hovedbestyrelse anbefaler et ja til de nye overenskomster23.3.2026 09:56:23 CET | Pressemeddelelse
På et ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde har en enig hovedbestyrelse i FOA besluttet at anbefale forbundets medlemmer at stemme ja til de nye overenskomster.
Mona Striib: Børnetid vil give tiltrængt frihed og fleksibilitet til børnefamilierne21.3.2026 10:41:33 CET | Pressemeddelelse
FOAs formand tager godt imod Socialdemokratiets forslag, som gennem trepartsforhandlinger vil give børnefamilierne mere tid og fleksibilitet.
På nyt museum kan du møde den truede danske velfærd, før den forsvinder18.3.2026 07:00:00 CET | Pressemeddelelse
FOA åbner Det Danske Velfærdsmuseum på Christiansborg Slotsplads onsdag den 18. marts. Museet fejrer den velfærd, som er presset - og som kan gå tabt, hvis vi ikke gør noget nu.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum