Kunstig intelligens skal frigøre mere tid til det vigtige
Der skal skabes mere tid til det vigtige i den offentlige sektor. Kunstig intelligens skal bruges i stor skala, og kendte barrierer skal ryddes af vejen.
I dag udkommer den Digitale Taskforce for kunstig intelligens med et målbillede for kunstig intelligens i den offentlige sektor. Målbilledet indeholder Regeringen, KL og Danske Regioners ambitioner for Taskforcen og peger på, at kunstig intelligens skal anvendes til at frigøre arbejdskraft, reducere administration og øge kvaliteten i den offentlige sektor til gavn for borgere og virksomheder.
Visionen er at skabe mere tid til det vigtige i den offentlige sektor, så medarbejdere fx får mere tid til det borgernære og bruger mindre tid på de administrative opgaver. Det er særligt vigtigt, når vi bliver flere ældre, og behovet for arbejdskraft stiger flere steder i den offentlige sektor. Det skal samtidig sikre, at gevinsterne ved ny teknologi i videst muligt omfang kan frigøres og prioriteres politisk. I målbilledet indgår tre målsætninger, som fokuserer på 1) at skabe en effektiv og innovativ offentlige sektor; 2) skræddersyet og nem interaktion med den offentlige sektor; 3) forstærket faglighed og kerneopgaven i fokus.
Regeringen, KL og Danske Regioner har en fælles ambition om, at udrulning af kunstig intelligens hos offentlige myndigheder frigør mindst 50 mio. timer, svarende til mindst 30.000 årsværk, på tværs af den offentlige sektor frem mod 2035, og at en væsentlig andel heraf er indfriet i 2030.
De frigjorte ressourcer vil skulle anvendes der, hvor de giver mest mulig værdi. Frigørelse af ressourcer i stor skala forudsætter, at der tages hånd om de barrierer, der i dag udfordrer ibrugtagning og skalering af kunstig intelligens i den offentlige sektor, herunder bl.a. uklare eller utidssvarende juridiske rammer. Forudsætningsskabende indsatser vil derfor være en central prioritet for Taskforcen.
Det er også en fælles ambition, at udrulningen af kunstig intelligens skal bidrage til en bedre offentlig sektor, hvor borgere og virksomheder oplever, at interaktionen med den offentlige sektor er nemmere, og hvor medarbejdere i den offentlige sektor oplever, at kunstig intelligens understøtter dem i opgaveløsningen.
Digitaliseringsminister Caroline Stage udtaler:
”Kunstig intelligens skal være med til at sikre fremtidens offentlige sektor. Der skal skabes mere tid til nærvær, omsorg og relationer. Det kræver ambitiøse mål. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i fællesskab er blevet enige om, at vi frem mod 2035 skal frigøre ressourcer, så der kan blive mere tid til de vigtige og nære opgaver. Vi skal turde at gå forrest i et hastigt tempo, når det gælder om at implementere løsninger, der virker og øger effektiviteten.”
Formand for KL, Martin Damm udtaler:
”Kunstig intelligens skal frigive tid til det, der gør en forskel tæt på borgerne. Det er især vigtigt, fordi vi mangler arbejdskraft, og her kan kunstig intelligens netop sikre kvalitet for både borgere og ansatte. Men vi lykkes kun, hvis vi samtidig får ryddet op i de uklare og utidssvarende juridiske rammer, der står i vejen for at bruge kunstig intelligens i stor skala. Det er derfor positivt, at Taskforcens mål også handler om at skabe bedre rammer for brug af kunstig intelligens, så ambitioner og forudsætninger følges ad.”
Formand for Danske Regioner, Anders Kühnau udtaler:
”Vi skal bruge kunstig intelligens dér, hvor det bidrager med kvalitet for patienterne, og samtidig aflaster vores ofte pressede medarbejdere. Vi har allerede gode erfaringer: AI bidrager fx til hurtigere analyser af røntgenbilleder og præcis strålebehandling. I Taskforcen vil vi bidrage til at få tilpasset lovgivningen, så vi får fjernet barrierer, der kan spænde ben for udbredelsen. På dén måde kan vi frem mod 2035 bruge flere gode AI-løsninger dér, hvor det giver mening.”
Taskforcen skal arbejde for at sætte en ambitiøs fælles retning for udrulning af kunstig intelligens i den offentlige sektor. Taskforcen skal blandt andet styrke samarbejdet om anvendelse af kunstig intelligens og være med til at frigøre arbejdskraft og øge kvaliteten i den offentlige sektor.
Målbilledet er udviklet med afsæt i Taskforcens kommissorium og med henblik på at sætte en strategisk retning og vise ambitionsniveauet for Taskforcens arbejde i de kommende år. Taskforcen er et fællesoffentligt samarbejde på tværs af staten, KL og Danske Regioner og er foreløbigt nedsat frem til udgangen af 2027.
|
Taskforcens vision for 2030 |
|
Mere tid til det vigtige Gennem anvendelse af kunstig intelligens får medarbejdere, borgere og virksomheder frigjort mere tid til det vigtige.
Målsætninger: 1. En effektiv og innovativ offentlig sektor: Brug af kunstig intelligens i vores opgaver og organisering sikrer, at ressourcerne anvendes der, hvor de giver mest værdi, samt at der løbende udvikles nye løsninger og services. Det skal frigøre ressourcer bl.a. der, hvor der mangler arbejdskraft.
2. Skræddersyet og nem interaktion med offentlige myndigheder: Brug af kunstig intelligens i vores opgaver og organisering gør borgere og virksomheders møde med den offentlige sektor nemmere, mere enkelt og mere personligt.
3. Forstærket faglighed og kerneopgaven i fokus: Brug af kunstig intelligens i vores opgaver og organisering forstærker de offentlige ansattes faglighed og understøtter, at de har er mere tid til bl.a. borger- og virksomhedsrettede opgaver. |
|
Digital Taskforce for kunstig intelligens i den offentlige sektor |
|
Den Digitale Taskforce for kunstig intelligens har til opgave at identificere og håndtere barrierer for udnyttelsen af kunstig intelligens mv., samt drive en tværgående indsats for at fremme udrulningen af kunstig intelligens-løsninger i stor skala i den offentlige sektor. Taskforcen skal samtidig fungere som indgang for aktører og interessenter som fx virksomheder og interesseorganisationer med fokus på anvendelsen af kunstig intelligens mv. i den offentlige sektor. Samtidig skal Taskforcen drive en tværgående indsats for at indfri potentialerne fra kunstig intelligens i hele den offentlige sektor. Taskforcen er et fællesoffentligt samarbejde på tværs af staten, KL og Danske Regioner og er organiseret i et politisk udvalg bestående af digitaliseringsministeren, finansministeren og formænd fra KL og Danske Regioner samt en bestyrelse og et sekretariat bestående af Digitaliseringsministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet, Erhvervsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Udenrigsministeriet og KL og Danske Regioner. |
Yderligere oplysninger
Digitaliseringsministeriet: Presse- og kommunikationsrådgiver Marie Ryder, mlr@digmin.dk, tlf. 21 82 98 56
KL: Pressekonsulent Emilie Kleding, emkr@kl.dk, tlf. 33 70 30 34
Danske Regioner: pressekontakt@regioner.dk, tlf. 51 51 18 18
Vedhæftede filer
Følg pressemeddelelser fra Digitaliseringsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Digitaliseringsministeriet
Ny rapport: Techgiganter viste sidste år reklamer til danske børn og unge for 327 millioner kroner16.12.2025 09:10:30 CET | Pressemeddelelse
Techgiganterne har indtægter for store beløb ved at have børn og unge klistret til deres platforme. Ny rapport viser, hvordan danske børn og unges skærmtid omsættes til flere hundreder millioner kroner i årlige reklameindtægter.
Aftale om tre storskalaprojekter med kunstig intelligens i den offentlige sektor16.12.2025 08:17:23 CET | Pressemeddelelse
Kunstig intelligens i den offentlige sektor kan styrke opgaveløsningen, gøre mødet med det offentlige bedre og frigøre mere tid til det vigtige. Regeringen, KL og Danske Regioner har derfor indgået en aftale om storskalaprojekter med kunstig intelligens, som skal udrulles i den offentlige sektor fra 2026.
Bredbåndspuljen sikrer hurtigt internet til småøer11.12.2025 10:05:01 CET | Pressemeddelelse
851 adresser får tilskud til etableringen af bredbånd, og især småøerne kan nu se frem til hurtigt internet.
Ny rapport giver indblik i techgiganternes maskinrum: Tid, tanker og følelser er råstof i jagten på profit11.12.2025 09:01:54 CET | Pressemeddelelse
Ny rapport viser, hvordan sociale medier systematisk fastholder brugerne gennem design, data og algoritmer. De mest fastholdte unge i undersøgelsen ser i gennemsnit 895 TikTok-videoer om dagen, hvor hvert klik, ophold og bevægelse registreres og bruges til at fastholde dem.
Ny app til digitale beviser skal hedde AltID28.11.2025 13:00:00 CET | Pressemeddelelse
Til foråret lanceres en ny app fra det offentlige, der vil have et legitimationsbevis og et aldersbevis. På sigt vil appen kunne anvendes i hele EU og indeholde alverdens digitale beviser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum