Analyse bakker op om planen om fødested for 3.500 fødsler på Bispebjerg Hospital
Trods faldende fødselstal flere steder i landet viser fødselsprognoserne, at der kommer flere unge familier, der ønsker at stifte familie i København. Region Hovedstaden kører videre med planen om at lave en kvinde-barn-afdeling på Bispebjerg Hospital.
Politikerne i forretningsudvalget i Region Hovedstaden blev i går præsenteret for en analyse af det samlede kvinde- og barn område i Region Hovedstaden. Analysen blev taget til efterretning af et bredt flertal.
"Vi har i flere år arbejdet med at styrke fødeområdet i hovedstaden – herunder planerne om en kvinde-barn afdeling på det nye Bispebjerg Hospital. Der er mange unge familier i København og på Frederiksberg og et stigende behov for, at forældre også kan føde på deres nærhospital i byen. Med et ekstra fødested og en fordeling af fødslerne imødekommer vi samtidig et ønske fra mange nye familier i hele regionen; de ønsker ikke at bringe deres barn til verdenen på en meget stor fødeafdeling. Vi lytter også til mange jordemødre, der efterspørger mindre og mere overskuelige fødesteder. Så jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan komme videre med planerne," siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
Der er lagt op til, at der årligt skal bringes 3.500 babyer til verdenen på Bispebjerg Hospital, og regionsrådsformanden er glad for, at der konkret handles på kritikken fra såvel jordemødre som barslende forældre.
Derfor fortsætter regionen planen om at etablere en kvinde-barn-afdeling på Bispebjerg Hospital, når byggeriet af det nye hospital står klart efter 2030. Borgerne i lokalområdet skal have samme tilbud, som er på andre akuthospitaler. I dag sendes kvinder og børn fra byen til udredning og behandling på andre hospitaler i Region Hovedstaden, fordi kvinde-barn specialerne ikke findes på Bispebjerg Hospital.
Analyse har betrygget
Siden beslutningen blev truffet af regionsrådet i 2018 har der undervejs været faglige uenigheder om beslutningen, og da der samtidig kom et øget fokus på Sundhedsreformen og sammenlægningen med Region Sjælland, så besluttede Region Hovedstaden i februar at opdatere planlægningsgrundlaget og lave en analyse med inddragelse af bl.a. perspektiverne i sammenlægningen til Region Østdanmark i 2027.
"Vi bakker op om planen for at sikre et markant løft af behandlingen af kvinder og børn i København og på Frederiksberg. Der kommer til at være et tæt samspil mellem fødeområdet på Rigshospitalet og den nye fødeafdeling på Bispebjerg – fx behandlingen af de for tidligt fødte børn. Det giver rigtig god mening - og jeg er glad for at flere kvinder i København og på Frederiksberg kan føde på Rigshospitalet og Bispebjerg Hospitaler. Vi har særligt været bekymret for, om der var personale nok til at dække fx børneområdet, men den nye og meget grundige analyse betrygger os. Samtidig undgår unødige overflytninger mellem hospitalerne, som vi ser i dag," siger formand for Sundhedsudvalget Christoffer Buster Reinhardt (C).
Midlertidig løsning på Rigshospitalet
En kvinde-barn-afdeling på Bispebjerg Hospital vil tidligst kunne stå klar på den anden side af 2030 og for at håndtere det allerede stigende antal fødsler i byen, skal de to hospitaler arbejde endnu tættere sammen med at løfte både fødsler og behandling af børn og kvindesygdomme for borgere i byen.
Rigshospitalet vil i en midlertidig periode kunne tage ekstra fødsler og udnytte, at der med indflytningen i Mary Elizabeth Hospital kommer ledige lokaler på Rigshospitalet til at etablere et supplerende afsnit for behandling af børn og kvindesygdomme.
Afsnittet kan senere fysisk flyttes til Bispebjerg Hospital, så borgerne får et tilbud på det hospital der hører til deres nærområde, mens afsnittet ledelsesmæssigt stadig hører under Rigshospitalet, hvor der er stor erfaring med at behandle børn og kvindesygdomme.
Det tætte samarbejde mellem Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital vil betyde, at kvinder og børn med komplicerede og mere sjældne sygdomme i byen behandles på Rigshospitalet, hvor de særlige kompetencer er til det, mens mindre komplicerede fødsler og sygdomme hos kvinder og børn kan behandles lokalt på Bispebjerg Hospital.
Fakta
- Analysen af kvinde-barn området anvender kvantitative og kvalitative data, herunder fra HR-systemer, Sundhedsplatformen, Danmarks Statistik, fødselsfremskrivninger, databidrag fra Region Sjælland samt regionale medarbejder- og rekrutteringsanalyser.
- Desuden har der været tæt dialog med repræsentanter fra hospitalsdirektioner, afdelingsledelser for det gynækologiske-obstetriske og pædiatriske område i Region Hovedstaden, de sundhedsfaglige råd for hhv. Gynækologi og Obstetrik og Pædiatri, Jordemoderforeningen mv.
- Sagen skal behandles på regionsrådet den 13. maj 2025
Yderlige info
- Presseenheden i Region Hovedstaden på 70209588 / presse@regionh.dk
Kontakter
Region Hovedstadens presseRegion Hovedstaden
Tlf:70209588presse@regionh.dkFølg pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Hovedstaden
Region Hovedstaden orienterer flere hundrede borgere om ulovlige opslag i journaler5.5.2025 15:15:05 CEST | Pressemeddelelse
Regionen har efter en dybdegående undersøgelse konstateret, at en studerende, som tidligere har været i praktik i regionen, ulovligt har kigget i ca. 400 borgeres patientjournaler. Borgerne bliver nu underrettet. Regionen har sat gang i en større indsats for at undersøge, hvad vi kan gøre for at beskytte patienters elektroniske journaler mod snageri.
Hjælp! Vi har brug for viden om din sundhed29.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hjælp os med at finde ud af, hvor vi skal bruge pengene og kræfterne til at forebygge sygdom og forbedre sundheden. Skal der bruges penge på særlige tilbud til de unge? Skal der skræddersys tilbud til ensomme borgere? Er der behov for bedre muligheder for fysisk aktivitet i din hjemby?
Ungeklimaråd: Region Hovedstaden skal være en grøn pioner10.4.2025 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Drop engangsbrug af instrumenter på hospitalerne, giv elcykler til regionens ansatte og gå forrest i omstillingen til bæredygtigt byggeri. Det er nogle af de anbefalinger, som Ungeklimarådet i Region Hovedstaden har præsenteret for regionsrådet.
Akutbilen i Halsnæs er ude og hjælpe borgere to gange i døgnet9.4.2025 15:18:19 CEST | Pressemeddelelse
Siden sidste sommer har akutbilen fra Region Hovedstadens Akutberedskab i gennemsnit haft to daglige ture fra sin base i Halsnæs Kommune.
Regionsråd sætter gang i PFAS-undersøgelse i Kvistgård9.4.2025 07:12:05 CEST | Pressemeddelelse
Regionsrådet i Region Hovedstaden har besluttet, at det skal undersøges, om borgere i Kvistgård bliver udsat for PFAS fra plastvirksomheden, Accoats, skorsten.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum