Green Power Denmark

Ny rapport anbefaler regeringen at sætte 2035-mål for produktion af grønne brændstoffer

Del

Den globale skibs- og luftfart skal gøres markant grønnere, og Danmark har unikke muligheder for at bistå med dette. Derfor kommer Green Power Denmark nu med fire anbefalinger, der kan reducere udledningerne fra de to sektorer. DI og Danske Rederier er medafsender af rapportens anbefalinger.

Green Power Denmark fremlægger i en ny rapport fire anbefalinger til, hvordan regeringen aktivt bør arbejde for etableringen og opskaleringen af grøn PtX-brændstofproduktion til luft- og skibsfarten på globalt og europæisk plan.

”Der er behov for at øge vores ambitioner der, hvor vi kan bidrage med flest CO2-reduktioner. Et oplagt sted at begynde er ved at producere grønne PtX-brændstoffer til den internationale transportsektor. Danmark har en unik mulighed for at gå forrest og bistå med at nedbringe udledningerne, men det kræver, at vi er fremme i skoene nu og sikrer, at der inden midten af 2026 træffes de nødvendige investeringsbeslutninger,” siger Camilla Holbech, direktør for vedvarende energi og PtX i Green Power Denmark.

Rapporten anbefaler regeringen at sætte et dansk produktionsmål for PtX-brændstoffer til luft- og skibsfarten svarende til en reduktion på 2,5 mio. ton CO2 i 2035.

Målsætningen er ambitiøs, men helt igennem realistisk, fastslår Camilla Holbech, der blandt andet peger på Danmarks unikke muligheder for at opsætte meget mere havvind – her kan værdikæden for PtX understøtte og styrke businesscasen, fordi PtX-anlæggene sikrer et stort og stabilt aftag af grøn strøm.

”For at lykkes kræver det den rette politiske prioritering, og at regeringen handler nu. Danmark har potentialet til at udbygge vores vind- og solkapacitet markant, vi har gode muligheder for at fange den biogene CO2 fra vores kraftvarmeværker, og vi har dygtige virksomheder i hele værdikæden, der er klar til at rykke. Alle de rigtige forudsætninger er med andre ord til stede for at producere grønne brændstoffer i stor skala,” siger Camilla Holbech og uddyber:

”Produktionen kan ikke alene blive et dansk væksteventyr, det kan også spille en afgørende rolle i at sikre europæisk forsyningssikkerhed og uafhængighed fra importeret, sort energi. Det er vigtigere end nogensinde i den nuværende geopolitiske situation.”

Kort før påske blev der indgået en klimaaftale i FN-organet IMO, der regulerer den internationale skibsfart. Aftalen anviser vejen til netto-nuludledning for sektoren omkring 2050 og indeholder blandt andet en økonomisk mekanisme og brændstofstandard, der skal stemmes endeligt igennem i oktober 2025.

Rapporten anbefaler regeringen at fortsætte det stærke engagement i IMO og engagere sig yderligere i ICAO for at sikre en ambitiøs global anvendelse af PtX-brændstoffer. Regeringen bør desuden arbejde for, at EU også fastholder de allerede vedtagne grønne målsætninger.

Rapporten og dens beregninger er udarbejdet af Green Power Denmark og har Dansk Industri samt Danske Rederier som medafsendere.

”Dansk skibsfart er frontrunner i den grønne omstilling på verdenshavene. Men der er brug for en massiv opskalering af produktionen af grønne brændstoffer til at putte i tanken på vores skibe, hvis vi skal komme helt i mål med ambitionen om klimaneutral skibsfart, og hvis vi skal kunne leve op til gældende EU-regler og IMO’s Net Zero Framework. Det kræver investeringer i hele værdikæden, og det kræver også et stærkt fokus på etablering og opskalering af produktion af PtX-brændstoffer i Danmark. De danske rederier er allerede godt i gang med at indkøbe nye skibe, der kan sejle på grønne brændstoffer, så efterspørgslen er der,” siger Nina Porst, direktør for klima, miljø og sikkerhed i Danske Rederier.

"Vi støtter rapportens fire anbefalinger om for eksempel mål for opskalering af produktionen af grønne brændstoffer understøttet af indsatser i Danmark og fra EU, herunder danskproduceret Power-to-X baseret e-SAF til luftfarten. Det har Brancheforeningen for Dansk Luftart og Luftfartens klimapartnerskab, som sekretariatsbetjenes af DI Transport, talt for længe. Det er afgørende, at vi sikrer en effektiv integration af hele leverandørkæden frem til luftfartsselskaberne, hvor brændstoffet anvendes. Den kan kun ske baseret på den rigtige risikodeling. Her er anbefalingen om, at regeringen for eksempel skal øremærke danske midler fra EU’s ETS-system til dansk PtX-produktion og udmønte midlerne via en dobbelt auktionsmekanisme, vigtig," siger Hakon Iversen, branchedirektør i DI Transport, som er sekretariat for Brancheforeningen for Dansk Luftfart og Klimapartnerskabet for Luftfart.

Fakta

  • Rapporten ’Dansk produktion af grønne PtX-brændstoffer til luft- og skibsfarten’ præsenterer fire konkrete anbefalinger til regeringen, så produktionen af grønne brændstoffer kan opskaleres.
  • PtX (eller Power-to-X) dækker over en teknologi, der bruger grøn strøm til at producere brint, der kan omdannes til en række grønne brændstoffer. Disse kan nedbringe CO2-udledningerne fra den internationale luft- og skibsfart markant.
  • Den internationale luftfart og skibsfart reguleres af FN-organisationerne ICAO (International Civil Aviation Organisation) og IMO (International Maritime Organization).
  • IMO har en ambition om, at sektoren skal være i netto-nul i eller omkring 2050. Et flertal i IMO er i april 2025 blevet enige om bindende regulering for at opnå målet. Aftalen skal endeligt vedtages ved afstemning i oktober 2025.
  • ICAO har sat et mål om netto nuludledning i 2050, men har endnu ikke vedtaget bindende regulering. Det er derfor nødvendigt at følge op med ny og mere slagkraftig regulering, der sikrer, at sektorens udledninger bliver nedbragt.

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Green Power Denmark

Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og vil fungere som talerør for den danske energisektor. Sammen med vores mere end 1500 medlemmer arbejder vi for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm. Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi.
Green Power Denmark blev grundlagt 23. marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft.

Følg pressemeddelelser fra Green Power Denmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Green Power Denmark

Grøn energi er billigst, men det har aldrig været dyrere at sætte vindmøller og solceller op30.4.2025 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Vi står i en omstillingskrise, der kan få betydelige konsekvenser for både vores forsyningssikkerhed og klimaet. Alligevel blev der sidste år opstillet langt færre vindmøller og solceller end nødvendigt for at nå det politiske mål om en firedobling af vedvarende energi på land. Det skyldes særligt, at de politisk bestemte omkostninger for at opstille sol og vind er steget eksplosivt de seneste seks år, viser en analyse fra Green Power Denmark.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye