Green Power Denmark

Grøn energi er billigst, men det har aldrig været dyrere at sætte vindmøller og solceller op

Del

Vi står i en omstillingskrise, der kan få betydelige konsekvenser for både vores forsyningssikkerhed og klimaet. Alligevel blev der sidste år opstillet langt færre vindmøller og solceller end nødvendigt for at nå det politiske mål om en firedobling af vedvarende energi på land. Det skyldes særligt, at de politisk bestemte omkostninger for at opstille sol og vind er steget eksplosivt de seneste seks år, viser en analyse fra Green Power Denmark.

I 2019 blev vedvarende energiprojekter pålagt omkring 50.000 kroner i politisk bestemte omkostninger for at opstille 1 MW (megawatt) grøn strøm. I år koster det op til 1.837.000 kroner at opstille den samme kapacitet. Der er vel at mærke tale om en stigning i de politisk bestemte omkostninger – altså ikke stigende udgifter på grund af inflation.

Den største stigning skyldes kraftigt øgede tariffer og bidrag for at blive koblet på Energinets transmissionsnet. Alene tilslutningsbidraget til Energinet er steget mellem 62-69% på ét år. En anden del af stigningen skyldes stigende jordskatter, ligesom et flertal i Folketinget har besluttet at øge betalingen til kommunerne gennem Grøn Pulje.

- Det er et kæmpe paradoks. Stort set alle er enige om, at vi skal gennemføre en grøn omstilling af hensyn til vores nationale sikkerhed, forsyningssikkerheden og klimaet. Politikerne sætter høje mål for udviklingen og pålægger – måske ubevist – kort efter den grønne energi så store omkostninger, at det økonomiske grundlag for at opstille vindmøller og solceller stille og roligt forsvinder, konstaterer Camilla Holbech, direktør for vedvarende energi, PtX og internationalt samarbejde.

De stigende omkostninger er en væsentlig årsag til, at der kun blev opstillet 12 vindmøller på land sidste år. Ifølge Green Power Denmarks energibarometer er udviklingen tæt på at gå i stå. (se link).

En del af problemet for opstillerne af vedvarende energi er usikkerheden om den fremtidige udvikling. De går i gang med at planlægge et projekt, og inden de har fået tilladelsen, der tager årevis at få, er de politisk bestemte omkostninger steget til et niveau, hvor det ikke giver mening at gennemføre projektet økonomisk.

- Der ligger nok ansøgninger hos kommunerne om at opstille vindmøller og solceller til at indfri vores ambitioner om at firedoble vores kapacitet. Det er nødvendigt at få disse projekter ud at leve for at vriste os fri af de fossile brændsler. Men faktum er desværre, at mange af projekterne vil dø, når de møder den økonomiske virkelighed, siger Camilla Holbech.

Der er tre primære årsager til, at solcelle- og vindmølleprojekter falder til jorden: De skal vente på, at eltransmissionsnettet er udbygget, så det kan tage imod strømmen. Der bliver klaget over projekterne, og udgifterne til at etablere projekterne er større end de mulige indtægter.

Ifølge Camilla Holbech er det en klassisk problemstilling:

- Det er jo i virkeligheden ganske simpelt: Når noget bliver dyrere, får man mindre af det. Og det er det, der sker her. De stigende omkostninger bremser altså udbygningen med vedvarende energi.

Det er nødvendigt, at politikerne drøfter de samlede vilkår for den vedvarende energi - herunder de stigende omkostninger, mener Green Power Denmark.

- Der kan være gode grunde til, at de forskellige omkostninger er steget. Men politikerne er sikkert ikke opmærksomme på det samlede billede.  

- Vi er nødt til få en diskussion om de stigende udgifter, og hvordan vi kan få sat en prop i dem. Vi skal huske, at der også er en konsekvens ved manglende grøn strøm i form af stigende elregninger, ringere forsyningssikkerhed, og langsommere udfasning af den russiske gas, siger Camilla Holbech.

Fakta:

  • Politisk bestemte omkostninger er de regulatoriske omkostninger, man politisk har valgt at pålægge vedvarende energi. De er ikke relateret til eventuelle prisændringer på materialer, renter mv. De omfatter øgede kommunale bidrag, højere jordskatter og stigende tariffer særligt fra Energinet.[1]
  • Sammenlagt er de politisk bestemte omkostninger steget fra omkring 44.000-52.000 kr. pr. MW (sol/vind) i 2019 til 1.648.000-1.837.000 kr. pr. MW i 2025. Det er en stigning på 3.500 procent.
  • Stigningerne de seneste år skyldes primært, at Grøn Puljeordningen til kommunerne er steget med 150% i 2024, og at Energinet i 2025 har øget balance- og indfødningstariffer samt tilslutningsbidrag. Tilslutningsbidraget til Energinet er steget med 62-69% fra 2024 til 2025.

Nøgleord

Kontakter

Vedhæftede filer

Links

Green Power Denmark

Green Power Denmark er Danmarks grønne erhvervsorganisation og vil fungere som talerør for den danske energisektor. Sammen med vores mere end 1500 medlemmer arbejder vi for, at Danmark hurtigst muligt elektrificeres med grøn strøm. Green Power Denmark repræsenterer både energiindustrien, store og små ejere og opstillere af energiteknologi samt de selskaber, der driver det danske elnet og handler med energi.
Green Power Denmark blev grundlagt 23. marts 2022 ved en fusion af Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft.

Følg pressemeddelelser fra Green Power Denmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Green Power Denmark

Danmark og Tyskland kan blive førende i verden indenfor grøn brint24.3.2025 06:00:00 CET | Pressemeddelelse

Danske virksomheder kan producere store mængder konkurrencedygtig grøn brint, og tyske virksomheder har brug for en fremtidssikret forsyning af energi. Der er altså en stærk interesse for at skabe et fælles marked for grøn brint i Europa. Green Power Denmark, Dansk Industri og Dansk-Tysk Handelskammer etablerer derfor et samarbejde mellem virksomheder i begge lande. De vil arbejde for, at der fra 2030 er en produktion og et forbrug af grøn brint.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye