Politisk darwinisme

Demokratisk tillid skal vedligeholdes

I går testede jeg dette spørgsmål med mit beslutningsforslag om regulering af korruption, åbenhed og interessekonflikter i dansk politik og forvaltning, der havde førstebehandling i Folketingssalen.

Forslaget indeholder forskellige punkter til at bekæmpe korruption. Et af dem handler om at regulere svingdørslobbyisme, hvilket man i andre EU-lande har klare regler for. Det stod dog hurtigt klart, at der ikke er en stor forståelse for, hvorfor der er behov for karensperioder for ministre, særlige rådgivere og topembedsfolk. Men en nem både at illustrere behovet på er ved at stille følgende spørgsmål:

Må man have arbejdet i Pfizer den ene dag for i den næste at arbejde med at vedtage børnevaccineprogrammer? Må man have arbejdet i et våbenselskab for den næste dag at være en af de medarbejdere, som skal indkøbe våben for 50 mia kr.?

Vores samfund er baseret på, at vi har tillid til systemet. Men tillid er ikke blot noget, som vi arver – det er også noget, som vi skal vedligeholde. Og hvis vi ikke aktivt sikrer gennemsigtighed, integritet og kontrol, så nedbrydes den tillid, der holder samfundet sammen.

I målingerne er danskernes tillid til politikere dalende. Den manglende tillid og politikerleden stiger i takt med at regeringens forhandlingslokaler lukker dørene for ikke at lade lyset falde på lobbyisternes aftryk i den førte politik.

Derfor stillede jeg i går beslutningsforslag B 85 om regulering af korruption, åbenhed og interessekonflikter. Formålet med forslaget er at sikre, at demokrati, tillid og åbenhed ikke blot er noget, som vi har som ide og ideal, men også reelt er praktiseret og implementeret i dansk lov.

Jeg fik også muligheden for at diskutere forslaget i Radio IIII, hvor de havde inviteret til en times lang debat om emnet.

Regulering af korruption, åbenhed og interessekonflikter
Hvorfor ønsker magthaverne at politiske beslutninger træffes bag lukkede døre? Hvorfor er nogle af Folketingets udvalgsmøder lukkede? Hvorfor er forligskredsenes arbejde hemmeliggjort? Hvorfor skal møder hos ministre være hemmelige? Hvorfor skal det være svært at få en aktindsigt i forvaltningens praksis?

Med disse spørgsmål indledte jeg førstebehandlingen af mit beslutningsforslag i Folketingssalen. For vi skal blive ved med at minde hinanden om, at det ikke er normalt, at de mest centrale politiske møder er lukkede og uden referat.

Når dørene lukkes, så svækkes demokratiet gradvist. Det sker bl.a. igennem skjult lobbyisme, hvis omfang ingen har overblik over. Beslutningsforslaget handler i sin essens om både bekæmpelse af korruption men også om forebyggelse af interessekonflikter og magtmisbrug.

Ministre og embedsmænd har unik adgang til følsomme oplysninger, politiske netværk og strategiske beslutningsprocesser, som kan udnyttes, hvis de umiddelbart efter fratrædelse tager job i virksomheder eller organisationer, de tidligere regulerede.

Jeg fik masser af ros for forslaget i salen. Samtlige ordførere og justitsministeren anerkendte beslutningsforslaget og vigtigheden af at bekæmpe korruption og sikre gennemsigtighed. Særligt SF var gode til at pointere, hvor hyklerisk regeringens og særligt Socialdemokratiets linje er ift. åbenhed. Ordføreren fra SF havde ingen tillid til, at det var rigtigt, at de reelt ville åbne mere op. Sagen er den, at der er blevet nedsat en kommission til at kigge offentlighedsloven igennem. Men denne proces skal nok mere betragtes som en syltekrukke (uagtet kommissionens sikkert fine arbejde).

Men de fleste partier gjorde det også klart, at de af forskellige årsager ikke agtede at stemme for beslutningsforslaget. Bl.a. var punktet om karensperiode omdiskuteret. Er der behov for det, var indvendingen?

Verdens mindst korrupte land
Det gennemgående modargument var fra både Justitsminister Peter Hummelgaard og partiernes ordførere, at Danmark er kåret til et af verdens mindst korrupte lande. De refererer her til Transparency International Corruption Perception Index Denmark - Transparency.org.

Disse analyser omhandler borgernes opfattelse af, hvor korrupt et land som Danmark er - ikke hvor korrupt det rent faktisk er. Mange sager om eksempelvis manglende karensperioder ville være decideret ulovligt i Tyskland, men det er det ikke her i Danmark. Peter Hummelgaard og mange af partiernes ordførere fejltolker rapporterns vurdering og ignorerer, eller har ikke læst, rapportens bemærkning om, at vurderingen ikke må forhindre en opmærksomhed på korruption.

Ministeren mener, at reguleringen på området er, som den skal være, da vi har regler for, at man i offentlig tjeneste ikke må modtage gaver, har tavshedspligt mht. fortrolige oplysninger, og ikke kan behandle sager, som man har personlig eller økonomisk tilknytning til.

Men pointen med beslutningsforslaget er, at der mangler reguleringer på en lang række områder. Faktisk er vi det mindst regulerede land på dette område i EU, og forslagets punkter er i høj grad inspireret af vores nabolande.

Vi samler i DK slet ikke empiri på disse områder for at sikre indsigt i den førte politik - dvs. de politiske aftaler, der træffes bag lukkede døre, og hvilken indflydelse pengestærke lobbyorganisationer har. Derfor klinger det hult, når justitsministeren flager for åbenhed og transparens, men ikke vil gøre noget ved lukketheden og obskuriteten.

At vi er blevet opgjort til - og opfattet som - det mindst korrupte land i en analyse, må ikke blive en motorvej til at korrumpere vores demokratiske institutioner.

Demokratiet er mere end en kamp om interesser
To timer inden beslutningsforslaget blev fremsat i Folketingssalen, var jeg inviteret i Radio IIII for at debattere forslagets indhold. En af debattens øvrige deltagere var lobbyist for tobaksgiganten Philip Morris, Christopher Arzrouni.

Link til debatten på Radio IIII: Debat - Stram grebet om lobbyisterne | RADIO IIII

Arzrouni ytrede på et tidspunkt, at ”… demokratiet bare er interessevaretagelse”. Dette er en påstand, der på overfladen kan virke realistisk, men som i sin kerne er dybt problematisk og reducerer demokratiet til et kynisk nulsumsspil.

Hvis vi accepterer, at demokratiet udelukkende er en arena, hvor de stærkeste aktører kæmper for deres egne interesser uden hensyn til fællesskabet, hvad er så tilbage af de grundlæggende idealer, der gør demokratiet værd at forsvare? Desværre tror jeg at denne forståelse af det politiske rum er meget udbredt; det er i hvert fald min oplevelse i min bevægelse igennem alle de politiske institutioner.

Demokratiet er ikke kun et redskab til at afveje særinteresser. Det er et forpligtende princip, en styreform, der sikrer, at politiske beslutninger tages på baggrund af ligeværd, gennemsigtighed og fælles ansvar.

Hvis vi reducerer demokratiet til en kamp om interessevaretagelse, mister vi det bærende element: at magten skal være ansvarlig over for befolkningen – ikke blot dem med de stærkeste forbindelser og ressourcer.

Det der binder et demokrati sammen, i modsætning til et autokrati, er befolkningens tillid til institutionerne. Den logik, Arzrouni lægger op til, er farlig, fordi den accepterer og normaliserer en form for politisk darwinisme, hvor de stærkeste vinder, og de bredere demokratiske idealer bliver sekundære.

Hvis vi kun ser politik som en magtkamp mellem særinteresser, risikerer vi, at borgerne mister tilliden til systemet. Og uden tillid kan demokratiet ikke fungere. Når politik bliver et spørgsmål om hvem der kan mobilisere mest magt, flest penge og den stærkeste lobbyisme, forvandles det fra et fællesskabsprojekt til en lukket klub.

Når transparens ikke længere er et krav, og magthaveres valg primært ses som en del af deres egen karriereplanlægning, bliver demokratiet til en teknikalitet – ikke en folkestyreform.

Hvis vi følger Arzrounis logik, er det ikke længere folket, der styrer demokratiet – men dem, der har størst adgang til magtens rum. Selvfølgelig eksisterer der interessevaretagelse i politik – men den bør ikke stå alene som demokratiets definerende princip. Demokratiet fungerer, når der er kontrolmekanismer, transparens og ansvarlighed.

Så for at samle alle pointerne op: vi burde stilladsere vores demokrati bedre. Det kræver en række forhold, blandt andet karensperioder for topembedsfolk og ministre, således at det fx ikke kan være en en svingdørslobbyist fra Pfizer, der er med til at beslutte store børnevaccineprogrammer, eller en svingdørslobbyist for våbenindustrien, der skal være med til at beslutte at købe våben ind for 50 mia. kr.

Dig + 1

Konklusionen på det, som nyhedsbrevet handler om, er, at der i den grad er brug for tiltag som Grønne Demokrater.

Du har forhåbentligt allerede givet din vælgererklæring. Men her får du en opfordring til at få 1 ekstra til at give én. Hvis alle 8000+, som har givet en vælgererklæring, får 1 ekstra til at give en vælgererklæring, vil Grønne Demokrater lynhurtigt være tæt på at blive opstillingsberettigede.

Giv en vælgererklæring