Foråret så sagte kommer

En opgravet klump af den lille azurblå skønhed, som herhjemme ikke frivilligt vokser andre steder end i urgammel løvskov på kalkholdig muldbund, bragte digterpræsten Kaj Munk med sig fra sin lollandske hjemstavn til den sandede præstegårdshave i vestjyske Vedersø i 1924. Den kunne springe ud så tidligt som ”den første dag i marts”, efter en mild februar - men det må have været sjældent dengang. Oftere har vintrene været kolde og tøbruddets tågevinger fra sydvest har skullet bruge mange uger på at smelte snemængder og islagte søer og farvande. Der kunne ligge sne på nordvendte skråninger til hen i maj. Sådanne år kom foråret sagte.

FORÅRET DRIVES af øget sollys og stigende temperaturer. Hvad sollyset og den tiltagende dagslængde angår, er der intet nyt under solen. Det kosmiske urværks eksakte gang er en følge af Solens enorme størrelse, overfor hvilken Jorden og de øvrige planeter er som fnug at regne. Det medfører stabile planetbevægelser omkring Solen, i baner som kan beregnes langt ud i fremtiden (såvel som tilbage i fortiden). 

Havde Solen derimod haft sammenlignelig størrelse med solsystemets øvrige komponenter ville scenariet være komplet anderledes - og mareridtsagtigt. Under indflydelse af den samme tyngdekraft som før ville alle kloder her tumle rundt mellem hinanden hid og did, som fulde folk i en dansehal. Jorden ville kunne slå et slag ind om solen og blive brændt af, eller tage en kinddans med Jupiter på vej ud af en uforudsigelig bane mod en tur på bænken i det tomme rums isnende mørke. Et dynamisk kaos uden hverken forår, årstider, døgn, måneder eller år, uden hverken liv eller forunderlig biologisk evolution og blå anemoner. 

HVAD TEMPERATUREN til gengæld angår, er alt ikke som før. Det skyldes, at Jorden i stigende grad modtager mere energi fra Solen end den kan nå at aflevere til verdensrummet – med stigning i den globale gennemsnitstemperatur og klimaændringer til følge. Denne ubalance i klodens energiregnskab er ikke påført os fra kosmos, som nogle få forskere i en periode ellers hårdnakket hævdede, men er ubekvemt nok vores egen skyld, som følge af den stadigt utøjlede tilførsel af CO2 og andre drivhusgasser til atmosfæren. I dag har foråret det med at komme buldrende i februar, uanset vintermånedens uændrede dagslængde. Solenergien skal ikke først bruges til smeltning af store mængder sne og is, skovens anemoner står på spring, græsset gror og lærkerne synger.  

Det hører til forårets umistelige naturoplevelser at se og høre en sanglærke lette fra jorden og stige syngende til vejrs. Straks efter at have fået luft under sine svirrende trekantede vinger slipper den lille gråbrune fugl en uophørlig og jublende koncert af gnistrende fløjtekvidder løs fra sin strube og ud gennem det åbne næb. Alt imens det går op og op i den klare forårsluft, i en støt stigende spiral mod himlen, indtil fuglen kun anes som en prik i det blå. Så er luften en tid lang fuld af lærkesang, svagere nu og svær at retningsbestemme - indtil det så pludselig stopper, og fuglen, nu tavs, daler ned som en lille faldskærm mod sit udgangspunkt på marken eller engen. 

DET ER IKKE så sært, at lærkesangen gennem tiderne har inspireret til så megen poesi, kunst og musik. Heri ligger der en kraft og inspiration, som også må kunne hjælpe både den enkelte og forhåbentlig vores beslutningstagere med til at handle og anvise veje til at imødegå de samlede og koblede planetære kriser, som den industrielle kultur har ført med sig. Med alle midler må det lurende kaos vises vintervejen.

”Når lærken letter” (The Lark Ascending) er et kort musikalsk værk i én sats af den engelske komponist Ralph Vaughan Williams, inspireret af digtet fra 1881 af samme navn af den engelske forfatter George Meredith. Oprindeligt var det skrevet for violin og klaver, færdiggjort i 1914, men først opført i 1920. Komponisten omarbejdede det til soloviolin og orkester efter Første Verdenskrig. Hør musikken her.