En historisk uambitiøs aftale

Den politiske aftale med sit tilhørende ministerium bliver fremhævet som historisk af
regeringen og de lobbyorganisationer, der har formet aftalen. Men Den grønne
trepart er en fortsættelse af årtiers brud med den videnskabelige konsensus og
‘forureneren betaler’-princippet. Samt en fortsættelse af frivillige ordninger for en
industri, der gang på gang viser, at den er ligeglad med det fælles bedste.

Hvilket landbrug har vi?
Det industrielle landbrug er fuldstændigt afhængigt af skattekroner fra EU's fælles
landbrugsstøtte og i forbindelse med de enorme løbende udgifter til oprydningen efter
landbrugets forurening. Det fremgår tydeligt i Den grønne trepart.
Samtidig spiller det industrielle landbrug en marginal rolle i vores økonomi, og de fleste
arbejdspladser erhvervet kan tilbyde, er barske og prekære, hvorfor de primært beskæftiges
af udenlandske sæsonarbejdere.

Svinebaronernes stramme greb
Til trods for det industrielle landbrugs marginale bidrag til dansk økonomi og arbejdspladser,
og dets enorme påvirkning på klima og miljø, bliver aftaler, der skal rydde op efter
industrilandbrugets forurening ved med at bygge på princippet om frivillighed. Skatteydernes
penge bruges med andre ord til at fremme en snæver kreds af store jordejeres interesser, på
bekostning af fællesskabets ret til et klima og miljø der trives.

I en situation, hvor vi intet har at tabe økonomisk samt alt at vinde både miljømæssigt og
socialt, er det svært at komme med anden forklaring, end at det industrielle landbrugs
lobbyorganisationer stadigvæk besidder en enorm indflydelse på den lovgivende forsamling i
Danmark. En uberettiget indflydelse, der er så stærk, at den er hævet over enhver logik.

“Vi får aldrig en reel og retfærdig omstilling af landbruget, før vi får bugt med den industrielle
svineproduktions magt. Derfor arbejder NOAH sammen med Landsforeningen mod
svinefabrikker, der samler de borgere, som landet over må leve med konsekvenserne af at
være nabo til en svinefabrik. Borgere, hvis vilkår burde være centrale i Den grønne trepart”,
siger Emil Brix fra Miljøbevægelsen NOAH.

Forureningsgaranti
Hvis man regulerer det danske landbrug “for meget”, flytter forureningen til udlandet. Det
plejer at være et argument, man hører fra det industrielle landbrug og de politikere, der
forsvarer det. Med Den grønne trepart har Landbrug & Fødevarer nu fået en aftale, der
garanterer, at udledningen af drivhusgasser øges i andre EU-lande - stik imod førnævnte
parole.

Salget af danske CO2-kvoter skal nemlig være med til at finansiere Den grønne trepart.
Disse kvoter vil give andre landes virksomheder tilladelse til at udlede en mængde
drivhusgasser, som forventes i høj grad at svare til CO2e-besparelserne herhjemme.
På den måde har Den grønne trepart, selv hvis de konventionelle landmænd af
frivillighedens vej vælger at omstille sig, sikret at den ikke har nogen gavnlig effekt på det
globale klima indtil 2030.

Spist af med sandheden
Oppositionen har udtrykt glæde over, at det er scenarie 1 i Finansministeriets kontroversielle
“Second Opinion” rapport, som danner grundlag for aftalen. Via læk fandt offentligheden ud
af, at det var scenarie 3, regeringen lagde op til.

Sagt med lidt mere ærligt sprog, lagde regeringen altså op til, at Den grønne trepart skulle
baseres på forældede data. Og det var oppositionen og et samlet dansk civilsamfund
selvfølgelig uenig i.

At selve sandheden om tilstanden i vores vandmiljø er et forhandlingselement, har vi jo
desværre set før, mest velkendt i sagen med tidligere V-minister Eva Kjer Hansen. Men det
burde det aldrig være, og “den grønne opposition” skulle have stået imod regeringens
kyniske forhandlingsstrategi.

“Der er så mange gode tiltag i Danmark lige nu, når det kommer til landbruget. Den
regenerative jordbrugsbevægelse, borgerdrevne jordbrugsfonde, fødevarefællesskaber og
folkekøkkener. Det er de små, risikovillige og samfundsnyttige initiativer, som bør modtage
statsstøtte. Men vi ser igen og igen, at det er de store forurenere med de snævre interesser,
som får al støtten gennem falske løsninger som pyrolyse og bovaer”, siger Emil Brix fra
Miljøbevægelsen NOAH.

En helt anden vej
Selvom det selvfølgelig er godt, at vi ikke skal gå og lyve over for os selv, mere end vi
allerede gør i foregangslandet Danmark, skal det understreges, at vi har brug for en helt
anden retning.

En retning, hvor små diverse landbrug, som bruger regenerative og økologiske metoder, er i
centrum. Hvor de borgere, som tilfældigvis er blevet naboer til en svinefabrik, har reelle
rettigheder og i fremtiden bor ved siden af landbrug, som skaber liv på landet. Hvor dyrene i
landbruget er udenfor og ikke længere bor under kummerlige og naturstridige forhold.

Kontakt landbrugspolitisk medarbejder Emil Brix på emil@noah.dk eller tlf. 23982897 for udtalelser om Den grønne trepart.