Lægeforeningen

Læger om ny sundhedsreform: God forstærkning af det nære sundhedsvæsen, men flere speciallæger er afgørende

Del

Fælles pressemeddelelse fra Lægeforeningen, Yngre Læger, Praktiserende Lægers Organisation og Overlægeforeningen

Lægeforeningens formand kvitterer positivt for, at der nu endelig er aftalt en sundhedsreform, og at den har et bredere flertal bag sig end kun regeringens mandater.

”Det er en god start, men det er først nu det store omstillingsarbejde begynder. Reformen forstærker og investerer i udbygningen af praktiserende lægers rolle, ligesom der også sker en styrkelse af speciallægepraksis. Samtidig er der en bevågenhed på forbedringer af psykiatrien og de palliative tilbud. Det er godt nyt, ikke mindst for patienterne,” siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.

Hun understreger, at uden markant flere speciallæger kommer reformen ikke i mål.

”Det har i årevis stået klart, at Danmark mangler speciallæger, både praktiserende læger og andre slags speciallæger. Jeg noterer mig, at reformen har fokus på flere speciallæger, og det er godt. Men det er også afgørende, at politikerne leverer nu. Det kan kun gå for langsomt med at få en bedre lægedækning til patienter i hele landet både i praksissektoren og på sygehusene,” siger hun.

Camilla Rathcke tager derfor godt imod, at der nu er givet politisk håndslag på en analyse af ikke mindst efterspørgslen på fremtidens speciallæger.

Til gengæld er hun kritisk overfor, at reformen øger optaget på medicinstudiet på nationalt plan.

”Groft sagt har vi ikke brug for flere læger. Det, vi har brug for, er, at alle de læger, der uddannes fra universiteterne, kan blive speciallæger,” understreger Lægeforeningens formand.

Reformaftalen indeholder også nyskabelsen Digital Sundhed Danmark, en ny organisering af den digitale del af sundhedsvæsenet.

”Det er afgørende, at de kommende års digitale investeringer i sundhedsvæsenet gør, at vi kan spare arbejdskraft og give patienter bedre tilbud. Det er vores håb og forventning, at Digital Sundhed Danmark bliver en drivende kraft i den proces. Det arbejde vil vi sætte et stærkt lægeligt aftryk på,” siger Camilla Rathcke.

Yngre Læger

I Yngre Læger tager forperson, Wendy Sophie Schou også godt imod sundhedsreformen og påpeger, at der udestår en stor opgave for arbejdsgiverne i regionerne med at modernisere lægernes arbejdsliv, hvis rekrutteringen til især områder med lægemangel skal lykkes:

”Jeg tror ikke på, at et vækstloft for speciallæger på universitetssygehuse giver en bedre lægedækning andre steder i landet. Hvis vi skal sikre en god lægedækning med høj kvalitet, er det derimod vigtigt at gøre det attraktivt for lægerne at søge derhen, hvor manglen på læger er størst. Det skal gøres med gulerod og en aktiv indsats for at skabe faglige fællesskaber og et godt arbejdsmiljø,” siger Wendy Sophie Schou og tilføjer:

”Når jeg spørger mine medlemmer om, hvad der skal til for at de vil søge til et område med lægemangel, er svarene klare: Et moderne arbejdsliv med mere Fleksibilitet, bedre work-life balance og mulighed for nye eller andre ansvarsområder. Det er forhold, som kræver kulturændringer snarere end strukturændringer. Så hvis sundhedsreformen skal blive en succes i forhold til bedre lægedækning, er arbejdsgiverne nødt til at forholde sig til, hvad lægerne ønsker,” siger Wendy Sophie Schou.

Hun peger samtidig på, at der i dag er et akut behov for at uddanne flere speciallæger:

”Det er flere speciallæger, der er brug for, men allerede i dag er der for få uddannelsesstillinger og nogle læger oplever derfor, at det er svært at komme videre i forløbet med at blive speciallæge. Hvis en reform skal virke, er det helt afgørende, at alle kan blive speciallæger".

Praktiserende Lægers Organisation

”Det er en god nyhed for vores patienter, at det med sundhedsreformen slås fast – og der sættes penge af til - at der i 2035 skal være mindst 5.000 alment praktiserende læger. Det peger ind i en fremtid, hvor alle danskere igen kan få deres egen, faste læge,” siger PLO’s formand Jørgen Skadborg.

Han understreger, at PLO bakker op et forenklet honorarsystem for de praktiserende læger, der sikrer bedre rammer for de læger, der har mange ældre, syge og sårbare patienter.

”Mine kolleger med mange komplekse patienter skal opleve, at de får bedre tid, blandt andet ved at de får færre patienter. Og patienter med særlige behov skal opleve, at deres egen læge har bedre tid til at hjælpe dem,” siger Jørgen Skadborg.

Overlægeforeningen

Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, hilser forliget om en sundhedsreform velkommen. Især fordi reformen tager fat på sundhedsvæsenets største problem: Manglen på speciallæger.

”Vi mangler speciallæger på sygehusene og i speciallægepraksis. Det forsinker adgangen til nødvendige behandlinger især i de områder, hvor befolkningen er mest syge. Jeg håber, at det brede forlig giver os stabilitet og arbejdsro til at gennemføre de nødvendige forandringer, for det er der brug for. Og jeg håber, at der vil være politisk opbakning til at vi laver de rigtige løsninger – bl.a. ved at skabe stærke faglige miljøer på sygehusene, hvor kollegerne har lyst til at arbejde,” siger Susanne Wammen.

Hun peger på, at beslutningen om at oprette Region Østdanmark og uddannelse af flere speciallæger kan sikre bedre behandling, mindske ulighed i sundhed og bidrage til bedre arbejdsvilkår, hvis de nye regioner og de 17 sundhedsråd bruger mulighederne fornuftigt:

”Det politiske forlig er kun begyndelsen. Nu skal vi i gang med den vigtigste del: At gennemføre reformen. Overlægerne får som ledere en kæmpe opgave med at hjælpe myndigheder og sundhedsråd med at udvikle et sundhedsvæsen, der hænger tæt sammen på tværs af sygehuse, kommuner og praksissektor,” siger Susanne Wammen.

”Desuden er det yderst positivt, at regeringen vil styrke speciallægepraksis. Det vil bidrage til at sikre borgerne specialiseret behandling i lokalområdet og bidrage til at aflaste sygehusene," siger Susanne Wammen.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Lægeforeningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Lægeforeningen

Lægeforeningen: Regeringens finanslovsudspil skuffer på sundhed30.8.2024 11:32:35 CEST | Pressemeddelelse

Med regeringens netop fremlagte forslag til finanslov for 2025 må vi kigge længe efter flere speciallæger i psykiatrien, som ellers i den grad mangler, og trods kritik af flere omgange fra Rigsrevisionen er der heller ikke lagt op til et løft af de palliative tilbud, der skal sikre en værdig død. Regeringen bør sætte penge af til at løfte det palliative område – det vil sige alle aspekter af lindrende behandling – til patienter med uhelbredelige og livstruende sygdomme, understreger Lægeforeningens formand. ”Behovet for ressourcer til det palliative område er slået fast mange gange, sågar af flere omgange i form af udtalt kritik fra Rigsrevisionen. Det ærgrer mig meget, at regeringen ikke har fokus på at sætte ind med ressourcer, der sikrer palliative tilbud, vi kan være bekendt. Det burde være omdrejningspunktet for den politiske debat om en værdig sidste tid,” siger Camilla Rathcke. Behov for flere speciallæger – især til psykiatrien Hun påpeger også, at selvom psykiatrien med rette

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye