Roccai kunne hyre deres første medarbejder og skalere endnu hurtigere

Del

Nanna blev iværksætter og gik ind i tech-branchen uden at kunne kode. Det lærte hun sig selv. I sin anden tech-startup, Roccai ApS, kunne hun gennem det EU-støttede projekt SMV:Vækstpilot ansætte Mathias, som hun sparrede med, mens de delte opgaverne – så han tog AI-delen, og hun byggede systemet.

Nanna Bach Munkholm er CTO i tech-virksomheden Roccai.
Nanna Bach Munkholm er CTO i tech-virksomheden Roccai. Foto: Erhvervsstyrelsen

Med en uddannelse som bygningsingeniør lå det ikke lige i kortene, at 30-årige Nanna Bach Munkholm skulle programmere og gå ind i tech-branchen. Nu kombinerer hun iværksætterlivet i sin anden tech-start up sammen med to stærke partnere:

”Jeg har en ustyrlig skabertrang og bliver drevet af at se noget blive til, så det var den helt rigtige vej for mig, og jeg havde lært mig selv at kode i forbindelse med min første tech-start up. Derudover har mine to co-founders Nanna og Jane helt andre kompetencer, end jeg har. De er også erfarne inden for tech, men fokuserer i Roccai på den kommercielle- og forretningsmæssige del, og derfor passede det perfekt, at jeg gik videre med tech-delen,” forklarer hun.

Alene som iværksætter

I dag er Nanna CTO i den aarhusianske tech-virksomhed Roccai ApS, der har udviklet en AI-løsning til webshops, der matcher potentielle kunder med produkter via en swiperejse. Den anden Nanna er CEO, mens Jane er CPO, og trekløveret har i dag 6 ansatte.

”Du står alene som iværksætter. Her har alle brug for sparring, og det er ikke kun, fordi jeg er selvlært. Jeg er sikker på, at alle kan bruge rådgivning og sparring, for man kan ikke være stærk på alle områder,” forklarer Nanna.

Da det ikke er nyt for den farverige iværksætter at starte noget op fra bunden, kan hun ud fra erfaringen sige, at man særligt i den første fase af iværksætterrejsen har brug for så meget støtte og så mange midler, som overhovedet er mulige at søge.

”Fælles for alle tre gange er, at jeg har oplevet udfordringen med, at man er alene om at skulle bygge et produkt op, og man har ikke et kæmpe team. Derfor har man brug for hjælp til at skalere. De to første gange kendte jeg bare ikke til mulighederne for at søge EU-midler,” forklarer Nanna.

Virksomheden skalerer

Denne gang blev hun gennem et netværk gjort bekendt med mulighederne for at søge midler gennem det EU-støttede projekt SMV:Vækstpilot, hvor små og mellemstore virksomheder kan få tilskud til at ansætte en medarbejder med en erhvervsfaglig, mellemlang eller lang videregående uddannelse i op til seks måneder.

”Jeg havde jo brug for en, jeg kunne spille bold op af omkring den tekniske del. Her ansatte vi Mathias i seks måneder, fordi han havde den nyeste viden inden for AI. Her kunne vi dele opgaverne mellem os, så han arbejdede med AI-delen, mens jeg fortsatte med at bygge systemet op. Vi supplerede hinanden,” siger Nanna.

Hun vil klart anbefale andre iværksættere at gøre brug af de forskellige EU-midler, fordi de er med til at gøre, at virksomheden skalerer hurtigere.

”EU-midlerne var med til at gøre, at vi kunne ’teste ham af’, inden vi ansatte ham efter forløbet. Vi fandt ud af, at ham her tør vi satse på, fordi det gør ikke lige så ondt, hvis det er et fejlmatch,” forklarer hun.

Det viste sig, at Mathias var det modsatte af et fejlmatch.

”Vi fik hyret vores første fuldtidsansatte efter det her forløb, for ham kunne vi slet ikke undvære,” siger hun smilende.

Roccai hjælper andre

Støtten har betydet, at der er blevet mere overskud til at hjælpe andre, og det bliver generelt prioriteret højt i Roccai.

”Vi vil rigtig gerne gøre en forskel ved for eksempel at gøre plads til praktikanter og ansætte kvinder med anden etnisk baggrund, der kan have kulturelle barrierer, som gør det svært at komme ind på det danske arbejdsmarked. Og så bruger jeg meget af min fritid på at fortælle andre, at de godt kan – særligt kvinder. Jeg plejer at sige til dem, ’hvis du kan følge en strikkeopskrift, så kan du også lære at kode.” I dag er det nemlig meget nemmere at være i tech-branchen, man behøver ikke de store tech-færdigheder,” forklarer hun og fortsætter:

”Midlerne gør en kæmpe forskel for os, og så gør vi en forskel for andre. Derudover har vi kunnet skabe et ekstra teknologitungt produkt, fastansætte Mathias, og jeg har kunnet fokusere på at bygge platformen op. Vi ville ikke have kunnet skalere Roccai så hurtigt, hvis vi ikke havde fået de her EU-midler i den tidlige fase,” forklarer Nanna.

I dag er Nanna selv blevet rådgiver, så når andre nyopstartede iværksættere indenfor tech søger digital vejledning og hjælp, står hun i rådgiverportalen over de rådgivere, som iværksætterne kan vælge mellem.

”Her kan jeg hjælpe nogen, der er samme sted, som jeg selv har været, da jeg rådgiver i digitalisering og AI,” slutter hun.

Kampagne: EU-midler ender hos dig og mig
Nanna er lige nu en del af en større outdoor-kampagne i Aarhus. Derfor kan hun spottes bag på 7 forskellige busbagender og 12 forskellige standere i byen.

Det starter i Bruxelles. Men hvor ender det? EU-fondene støtter en lang række projekter, der gør en positiv forskel for helt almindelige danskere og deres hverdag. Nogle får hverdagen til at hænge bedre sammen – andre bliver styrket i deres faglighed eller bygger en stærkere forretning. Og i sidste ende betyder det større frihed, mere glæde og flere muligheder – og det var jo også det, der var meningen.

Læs de andre historier fra kampagnen

FAKTA om SMV:Vækstpilot
SMV:Vækstpilot understøtter udvikling i SMV’er for at styrke de fremadrettede vækst- og indtjeningsmuligheder gennem kompetencetilførsel og -udvikling. SMV:Vækstpilot afdækker virksomhedernes behov og tilfører de nødvendige kompetencer ved at ansætte ledige personer som vækstpiloter med tilskud til løn fra projektet.

Over halvdelen af de ansatte vækstpiloter har en lang videregående uddannelse, og en fjerdedel en mellemlang videregående uddannelse. 1. januar 2023 havde 556 SMV’er ansat en vækstpilot. 

Læs mere om SMV:Vækstpilot

FAKTA Om EU’s Socialfond Plus
I 2021-2027 investerer EU’s Socialfond Plus 891 mio. kr. i aktiviteter, der skaber udvikling i hele landet. Socialfondsprogrammet 2021-2027 har fokus på opkvalificering, uddannelse og kompetenceudvikling.

Indsatserne skal sikre, at virksomhederne har adgang til kvalificeret arbejdskraft, og at den enkelte person har efterspurgte kompetencer og er velkvalificeret. Socialfonden skal sikre, at medarbejdere, studerende og ledige har de rette kompetencer og færdigheder til at understøtte virksomhedernes omstilling til en grønnere og mere digital fremtid.  

EU’s Socialfond Plus medfinansierer projekter, der skal:

Få flere til at tage en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse
Løfte arbejdsstyrkens kompetencer gennem målrettet og fleksibel efteruddannelse
Fremme iværksætteri
Fastholde og inkludere borgere på arbejdsmarkedet
Sikre at unge har kompetencer, der ruster dem til fremtiden
Understøtte en lige adgang til uddannelse 
Fremme den sociale integration af borgere i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed

Kontakter

Billeder

Foto: Erhvervsstyrelsen
Download
Foto: Erhvervsstyrelsen
Download

Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen

Fra modebranchen til snedkerkøkkener – en rejse mod frihed og forfinet design11.10.2024 10:00:52 CEST | Pressemeddelelse

For et par år siden stod Gitte Outzen ved en skillevej: Et liv i interiør- og livsstilsbranchen med udsigter til lange arbejdsdage og jævnlig rejseaktivitet i sigte syntes ikke at passe i familielivet, og hun ønskede at have bedre mulighed for at kunne råde over sin tid. Hun er født ind i en snedkerfamilie og havde fra barnsben af været med på snedkerværksteder og byggepladser for at se på nye projekter, materialer og arkitektur.

50 mio. kr. skal hjælpe SMV’er med at blive bedre rustede til at dokumentere deres bæredygtighed2.10.2024 11:19:05 CEST | Pressemeddelelse

Fra 2024 stiller europæisk lovgivning krav om, at store børsnoterede virksomheder skal rapportere om deres arbejde med bæredygtighed – og det kommer indirekte til at påvirke SMV’erne. Efter den europæiske bæredygtighedslovning (CSRD) er trådt i kraft, er ESG blevet det nye buzzword, og både store, mellemstore og små virksomheder vil have behov for at kunne oplyse om og dokumentere deres arbejde med bæredygtighed.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye