”Kunderne og jeg er drevet af en fælles passion for godt håndværk”
Perioden, hvor det meste af verden lå underdrejet af Coronapandemien, har fået skyld for meget. For Jennie Dai gav den tilhørende nedlukning imidlertid mulighed for at stoppe op og tage arbejdslivet op til revision. Skulle hun fortsætte karrieren som jurist i et af landets største pengeinstitutter, eller skulle hun måske prøve noget helt andet?
Sammen med sin mand havde hun allerede engageret sig i forskellige projekter, men var åben over for de muligheder, der ellers måtte byde sig. Og det skulle være både sjovt, spændende og nyt; og det skulle være noget, hun brændte for.
For at gøre en lang historie kort, så købte Jennie en patchworkstofbutik og kastede sig ud i en branche, der stod over for et generationsskifte på adskillige områder. Det var i butikkens udvalg, men i lige så høj grad i måden at drive en moderne virksomhed på inden for et af tidens hotteste trends, nemlig håndarbejde og mindfulness.
”Jeg har altid interesseret mig for håndarbejde, og jeg elsker at lave ting med mine hænder. Samtidig stod jeg ved en skillevej, hvor alle veje lå åbne foran mig, så jeg sprang ud i det og købte butikken med personale og kursusvirksomhed. Opgaven var at realisere det potentiale, jeg så i virksomheden og branchen, bringe butikken up to date og ikke mindst sprede budskabet om passionen for patchwork,” fortæller hun.
En virksomhed i forandring
Jennie var indstillet på at tage det lange, seje træk for at realisere sine forretningsdrømme. Butikken skiftede navn til Blossom Quilt, og hun gik i gang med gradvist at introducere et mere moderne look. Fornyelse var ultimativt nødvendigt, og e-mail-marketing, aktiv tilstedeværelse på sociale medier samt en flot og indbydende webshop blev naturlige must-haves i den nye dagligdag, samtidig med at den fysiske butik fortsat skulle være indbydende og inspirerende at besøge.
”Samtidig var der meget, der var helt nyt for mig – meget at skulle forholde sig til, for det var ny verden for mig at være selvstændig erhvervsdrivende med en butik og personale, jeg havde et ansvar over for,” siger hun.
Støtte fra EU-midler
Jennie fandt ud af, at det var muligt at få hjælp til forretningsudvikling gennem det EU-støttede projekt NextStep fra Iværksætterdanmark. Hun deltog blandt andet i nogle konsulentforløb, hvorigennem hun blev klogere på aktivering af sit brand gennem storytelling og definition af relevante og stærke kernebudskaber.
”Nu kan jeg arbejde mere målrettet med virksomhedens kernebudskaber og se virksomheden udvikle sig i den rigtige retning. Og sådan er det jo også med patchwork og håndarbejde. At tage noget i hænderne, arbejde med det og se det tage form – og så gør det bestemt ikke noget, at det også er lækre materialer, man har mellem hænderne,” udtaler hun.
Kvalitetsstoffer både fysisk og på nettet
Hun vil skabe en moderne virksomhed med lækre kvalitetsprodukter, som skal kunne fungere både på nettet og som fysisk butik.
”Vores kerneforretning ligger i den fysiske butik, fordi det er her, du kan se og føle på stofferne, men webshoppen giver os mulighed for at nå ud til kunder, der ikke bor i nærområdet, så webshoppen og tilstedeværelsen på de sociale medier er stærke salgskanaler, der ikke kan negligeres. Fotos på nettet kan naturligvis ikke helt erstatte følelsen af fysisk at have lækre stoffer i hånden, men det er jo vilkårene,” pointerer hun.
Hun lægger ikke skjul på, at det har været en rejse, der har gået op og ned i den korte periode, og at butikkens skare af eksisterende kunder nok også lige skulle vænne sig til, at der skete en del udvikling og ændringer af patchworkstofbutikken i Værløse.
Patchwork vil også være en ting i fremtiden
Jennie tror fuldt og fast på, at den rejse, butikken er på lige nu, er bydende nødvendig for dens fortsatte eksistens med de præmisser og det marked, der nu engang er for butikkens kerneprodukter: stof og tilbehør til patchwork.
”Vi har vænnet os til at handle på nettet, og det er en kæmpe fordel, hvis man bor langt væk fra butikkerne, men inden for patchwork har du også i høj grad brug for at se og røre varerne, se på butikkens øvrige udvalg og få råd og vejledning om farver og teknikker. Så hvordan gør vi det? Det er det, mine medarbejdere og jeg arbejder med hver dag,” pointerer Jennie og fortsætter:
”Heldigvis har vi sammen med kunderne en kæmpe passion for patchwork, vi elsker det, som patchwork gør ved vores mentale helbred. Det er dette, der er og skal være en fælles, drivende faktor i Blossom Quilt,” slutter Jennie.
FAKTA Om Iværksætterdanmark
Iværksætterdanmark er erhvervshusenes landsdækkende initiativ for alle iværksættere. Projektets overordnede mål er at understøtte et bredt kompetenceløft blandt iværksættere for at øge antallet af nye iværksættere og øge deres overlevelsesrate. Fokus i projektet er især grønt og bæredygtigt iværksætteri samt kvindelige og faglærte iværksættere.
Det sker i tre typer af forløb:
- Forløb, der skal styrke iværksætteres faglige kompetencer på de vigtigste generelle områder
- Branche- og temaorienterede forløb tilpasset lokale forhold
- NextStep-forløb målrettet eksekveringsdygtige iværksættere
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har støttet projektet med 20,8 mio. kr. fra EU’s Socialfond og de decentrale erhvervsfremmemidler og 60 mio. kr. fra REACT-EU-midlerne. Projektet startede i august 2019, og med støtten fra REACT-EU er projektet forlænget frem til juni 2023.
Læs mere om Iværksætterdanmark
FAKTA Om EU’s Socialfond
I perioden 2014-2020 investerede EU's Socialfond, Regionalfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter for at skabe vækst og beskæftigelse i hele landet. Socialfondsprogrammet for 2014-2020 var målrettet iværksætteri, uddannelse og social inklusion.
Vi skal have flere nye virksomheder og en dygtigere arbejdsstyrke. Det er afgørende forudsætninger for at øget produktivitet, konkurrenceevne og vækst.
Derfor medfinansierede EU's Socialfond projekter, der skulle:
- Øge iværksætteraktiviteten og sørge for vækstrettet kompetenceudvikling i små og mellemstore virksomheder
- Fremme social inklusion – via særligt tilrettelagte ungdomsuddannelser, indslusningsforløb til arbejdsmarkedet og socialøkonomiske virksomheder
- Styrke erhvervsuddannelserne, erhvervsfaglige uddannelser og videregående uddannelser
Følg pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Erhvervsstyrelsen
Roccai kunne hyre deres første medarbejder og skalere endnu hurtigere11.10.2024 10:19:53 CEST | Pressemeddelelse
Nanna blev iværksætter og gik ind i tech-branchen uden at kunne kode. Det lærte hun sig selv. I sin anden tech-startup, Roccai ApS, kunne hun gennem det EU-støttede projekt SMV:Vækstpilot ansætte Mathias, som hun sparrede med, mens de delte opgaverne – så han tog AI-delen, og hun byggede systemet.
Fra modebranchen til snedkerkøkkener – en rejse mod frihed og forfinet design11.10.2024 10:00:52 CEST | Pressemeddelelse
For et par år siden stod Gitte Outzen ved en skillevej: Et liv i interiør- og livsstilsbranchen med udsigter til lange arbejdsdage og jævnlig rejseaktivitet i sigte syntes ikke at passe i familielivet, og hun ønskede at have bedre mulighed for at kunne råde over sin tid. Hun er født ind i en snedkerfamilie og havde fra barnsben af været med på snedkerværksteder og byggepladser for at se på nye projekter, materialer og arkitektur.
Tobias fik en kæmpe portion selvværd og fandt kursen mod drømmeuddannelsen3.10.2024 12:31:01 CEST | Pressemeddelelse
Han har deltaget i projektet Uddannelse til grønne job i Viborg for at forberede sig på en erhvervsuddannelse i Holstebro. Her har Tobias fået en kæmpe portion selvværd og fundet retningen, så han nu er ved at uddanne sig til bygningsmaler og drømmer om eget firma.
50 mio. kr. skal hjælpe SMV’er med at blive bedre rustede til at dokumentere deres bæredygtighed2.10.2024 11:19:05 CEST | Pressemeddelelse
Fra 2024 stiller europæisk lovgivning krav om, at store børsnoterede virksomheder skal rapportere om deres arbejde med bæredygtighed – og det kommer indirekte til at påvirke SMV’erne. Efter den europæiske bæredygtighedslovning (CSRD) er trådt i kraft, er ESG blevet det nye buzzword, og både store, mellemstore og små virksomheder vil have behov for at kunne oplyse om og dokumentere deres arbejde med bæredygtighed.
57 mio. kr. skal styrke udviklingen i dansk turisme26.9.2024 10:16:12 CEST | Pressemeddelelse
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse støtter 14 turismeprojekter med godt 57 mio. kr. fra puljen til lokale og tværgående turismeprojekter. Projekterne skal medvirke til en mere miljømæssig, økonomisk og social bæredygtig vækst i dansk turisme.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum