Landbrug & Fødevarer lægger sten i vejen for den grønne trepart

Blot tre og en halv måned efter offentliggørelsen af den ’historiske’ vision om et grønnere Danmark sår Landbrug & Fødevarer tvivl om loyaliteten overfor aftalen. Formanden, der selv har forhandlet trepartsaftalen, fører selv an med nye krav til regeringen.

Indtil nu har lobbyisterne lagt gift ud for treparten i tre tilfælde. De kommer her:

Første tilbagetog

I et stort opslået interview 5. oktober i Jyllands-Posten kræver formanden, svinekødsproducent Søren Søndergaard, at regeringen finder yderligere 30 mia. kr. til landmændene, hvis de skal levere jord til de aftalte 250.000 hektar ny skov. Ellers bliver det uden Søndergaards medvirken, at trepartsaftalens skovrejsning gennemføres.

»Der skal ikke være landmænd, som får smadret deres værdier som følge af den her omlægning. Som samfund er vi blevet enige om arealomlægningen, ganske som dengang heden skulle opdyrkes. Derfor skal den enkeltes værditab erstattes. Det er ånden i aftalen,« understreger Søren Søndergaard i interviewet med Jyllands-Posten.

I aftalen er der afsat 20 mia. kr. til skovrejsning. Målet er 250.000 hektar nye skove, og parterne bag aftalen har i enighed fastlagt tilskuddet til 75.500 kr. pr. hektar, men den aftale snigløbes nu af Søren Søndergaard. Han kræver mere end dobbelt så meget til sine landmandskolleger.

»Hvis landmændene frivilligt skal medvirke til det, er det klart, at det forudsætter nogle højere støttebeløb, fordi jorden i størstedelen af landet har en højere værdi. Det forventer jeg, at regeringen tager højde for finansielt, når støtteordningerne skal skrues sammen,« siger Søren Søndergaard til avisen.

Jyllands-Posten har regnet sig frem til, at trepartsaftalen kun rækker til at rejse skov på de 250.000 billigste og ringeste hektar, der har en værdi af 20 mia. kr. Skal der inddrages arealer over hele landet, vil prisen vokse dramatisk til 50 mia. kr.

Avisen har spurgt Søndergaard, om han i trepartsforhandlingerne havde gjort det helt klart, at de aftalte støttebeløb kun ville række til at få rejst skov på de allerdårligste jorde, men det vil han ikke svare på.

»Jeg vil ikke referere fra forhandlingerne om treparten, men det er jo rimelig åbenlyst, at de 75.500 kr. kun rækker til skovrejsning på den allerringeste jord (…) Der skal andre beløb på bordet, hvis man vil have skovrejsning i hele landet,« siger Søren Søndergaard.

Ministeren for den grønne trepart, Jeppe Bruus (S), har ikke ønsket at stille op til interview om sagen med Jyllands-Posten. I et radiointerview med DR 16. september forklarede ministeren imidlertid, hvorfor landmænd med jord, der er 200.000 kr. værd pr. hektar, skulle vælge at rejse skov mod et tilskud på 75.500 kr.:

»Hvis man har noget jord, der f.eks. udleder for meget kvælstof ned i en fjord, så bliver der begrænsning på, hvad man kan dyrke på den jord i fremtiden. Så der er et vindue her – nogle muligheder – for at træde ind i nogle ordninger, hvor man omlægger fra en produktion til noget andet. Det kan f.eks. være at plante skov.«

Med andre ord vil der formentlig blive tale om et valg mellem pisk eller gulerod, dvs. landmænd med stærkt forurenende virksomheder kommer ikke til at kunne vælge frivillighed. På den ene elle anden måde vil de blive tvunget til at begrænse deres udslip, hvilket er den grundlæggende forudsætning for trepartsaftalens succes.

Andet tilbagetog

Her kommer så det næste eksempel.

I landbrugsavisen 4. oktober optræder Landbrug & Fødevarers formand, svinekødsproducent Søren Søndergaard, ligefrem  som ’rasende’.  Hans vrede skyldes regeringens beslutning om at  landbruget skal spare 4 pct. gødning igen i 2025.

Regeringen besluttede tilbage i juni i år at spørge EU-Kommissionen om muligheden for at videreføre 4 pct.-brakkravet og drøftede det efterfølgende med forligskredsen bag landbrugsaftalen. Kravet går ud på, at alle landmænd skal undlade at dyrke 4 pct. af deres jord, som altså vil skåne miljøet for 4 pct. gødning og sprøjtegifte. Til gengæld får de alligevel den sædvanlige landbrugsstøtte, selvom der ikke frembringes afgrøder.

Muligheden svarede EU-Kommissionen ja til. Regeringen har derefter orienteret forligspartierne om, at brakkravet videreføres i 2025 som et beskedent bidrag til reduktion af de 20 pct. ekstra kvælstof, som landbruget opnåede ret til at udbringe i 2015. De 20 pct. anses for et væsentligt bidrag til det historisk store iltsvind, der netop er konstateret af DCE ved Aarhus Universitet.

Søren Søndergaard har hidtil været begejstret for trepart-aftalen, som han selv har forhandlet. ”Der er ingen tvivl om, at det, vi har fået, er større end det, vi har givet,” fastslog han umiddelbart efter offentliggørelsen i juni 2024. Men nu vil han altså have mere. Derfor raser han mod den beskedne reduktion af kvælstofforbruget:

”Hele grundtanken i treparten er, at når et areal ikke skal dyrkes længere, så skal det levere på både klima, vandmiljø og biodiversitet. Og det skal ske med intelligente, målrettede og lokale løsninger, der inddrager fagligheden hos de relevante lodsejere. I fuldstændig kontrast hertil står et centraliseret standardkrav på 4 pct. brak.”

Tredje tilbagetog

I en mere kuriøs rolle optræder klimadirektør Niels Peter Nørring, Landbrug & Fødevarer, med et krav om CO₂-afgift på græssende dyr i naturnationalparkerne!

Det er ikke punkt, der er aftalt under trepartsforhandlingerne, men alligevel fremfører klimadirektøren kravet på vegne af L&F i et interview med landbrugsmagasinet Effektivt Landbrug 4. oktober.

Klimaafgiften bør gælde for de kvæg, der kommer til at gå i naturnationalparker, urørt skov, m.v. lyder det fra Landbrug & Fødevarer.

”Udgangspunktet i den grønne trepart, som vi bakker op om, er, at alt kvæg og alle grise skal pålægges en klimaafgift,” siger klimadirektør i Landbrug & Fødevarer, Niels Peter Nørring til Effektivt Landbrug.

Nørring mener, at det vil komme til at batte for lidt klimamæssigt, hvis man undtager f.eks. kvæg, der helårsafgræsser, fra en klimaafgift. Ifølge trepartsaftalen skal der dog være bagatelgrænser, så det ikke bliver for administrativt tungt for små landbrug i forhold til, hvad man får ud af det, fortæller han.

Proportionerne bag kravet kan virke noget forvredne. Når der måske kommer til at græsse nogle hundreder eller tusinder kvæg i naturnationalparker og andre steder i fremtiden, så tæller den danske kvægbestand knap 1,5 mio. høveder. Og hvor antallet af vildsvin/svin bag hegn i dyrehaver er under 100 i dag, så tæller den stående svinebestand 11 mio. dyr inde på svinekødsfabrikkerne.

Og hvad med elgene, krondyr, rådyr og dådyr? Skal de også afgiftsbelægges? Vi har spurgt klimadirektøren, som sendte dette svar:

”Udgangspunktet i den grønne trepartsaftale fra den 24. juni er, at alt kvæg og alle grise skal pålægges en klimaafgift, og at der også vil være en bagatelgrænse. Der vil være forskel på emissionerne, og dermed også afgiften, alt efter, om det er et stykke kvæg af den ene eller anden type, herunder om det er et stykke kvæg, der er ekstensivt eller intensivt opdrættet. Vildsvin, elge, ’vilde’ ponyer og krondyr har ikke været en del af den grønne trepart, og Landbrug & Fødevarer bakker selvfølgelig op om trepartaftalen, hvor det fremgår, at det er kvæg og grise, der skal omfattes af en klimaafgift.”