Brakkrav er en vigtig del af kampen mod landbrugets fedtemøg, men der skal meget mere til

Regeringen besluttede tilbage i juni i år at spørge EU-Kommissionen om muligheden for at videreføre 4 pct.-brakkravet og drøftede det efterfølgende med forligskredsen bag landbrugsaftalen. Kravet går ud på, at alle landmænd skal undlade at dyrke 4 pct. af deres jord, som altså vil skåne miljøet for 4 pct. gødning og sprøjtegifte. Til gengæld får de alligevel den sædvanlige landbrugsstøtte, selvom der ikke frembringes afgrøder.

Muligheden svarede EU-Kommissionen ja til. Regeringen har derefter orienteret forligspartierne om, at brakkravet videreføres i 2025 som et beskedent bidrag til reduktion af de 20 pct. ekstra kvælstof, som landbruget opnåede ret til at udbringe i 2015. De 20 pct. anses for et væsentligt bidrag til det historisk store iltsvind, der netop er konstateret af DCE ved Aarhus Universitet.

Rasende lobbyist

Alligevel protesterer landbrugslobbyisterne mod reduktionen. Landbrug & Fødevarers formand, svinekødsproducent Søren Søndergaard, optræder ligefrem ’rasende’ og taler om et unødvendigt selvmål med mærkbare konsekvenser for landbruget. Den påstand er mere korrekt, end han umiddelbart skulle tro.

Ganske vist får de protesterende landmænd lov at slippe med en beskeden reduktion på 4 pct. af deres store kvælstofudslip til havmiljøet, men 4 pct. er så lidt, at næringsstofferne fortsat vil skabe stinkende dynger af fedtemøg og søsalat langs kysterne og iltsvind ude på det dybere vand. Det siger sig selv, at samfundets respekt for landmanden vil få endnu et nøk nedad.

Eller som Ekstrabladets lederskribent formulerer det 5/10 i artiklen ”Det døde hav”: ”Det mest subsidierede erhverv i landet har drevet gæk med berøringsangste politikere og gjort forretning ved at kvæle landets fjorde og bælter. Det er en katastrofe. Den har endda udviklet sig i slowmotion. Over et tocifret antal år. Hvilket svarer nogenlunde til det antal af ansvarlige ministre, der har bildt os ind, at de ville gøre noget ved det.

Vi vil se ’Den Grønne Trepart’ blive blå, før vi tror på det. Der bør åbenlyst gøres meget mere. Et gennemindustrialiseret og destruktivt landbrug har dertil selv gjort det til et valg om enten at være med eller imod dem. Et nedlagt landbrug er langt at foretrække frem for et livløst hav.”

Unødigt bureaukrati siger svinekødsproducenten

Men til trods for både grønne løfter i Trepartsaftalen og almindelig sund logik forsøger landbrugets lobbyister at opfinde en helt anden fortælling om 4 pct.-brakkravet.

I sin pressemeddelelse påstår Søndergaard, at ”Det er et klasseeksempel på alt det, vi skal undgå i fremtiden: Unødigt bureaukrati og midlertidig braklægning, der bremser landmændene i at bruge de selv samme jorde til fødevareproduktion eller - paradoksalt nok - til tiltag, der rent faktisk ville gøre en reel forskel for naturen og klimaet.”

Søren Søndergaard deltog i den såkaldte grønne trepart, og han var begejstret for aftalen. ”Der er ingen tvivl om, at det, vi har fået, er større end det, vi har givet,” fastslog han umiddelbart efter offentliggørelsen i juni 2024. Men han vil altså have mere.

Derfor raser han mod den beskedne reduktion af kvælstofforbruget. Han siger nu (4/10) til landbrugsavisen: ”Hele grundtanken i treparten er, at når et areal ikke skal dyrkes længere, så skal det levere på både klima, vandmiljø og biodiversitet. Og det skal ske med intelligente, målrettede og lokale løsninger, der inddrager fagligheden hos de relevante lodsejere. I fuldstændig kontrast hertil står et centraliseret standardkrav på 4 pct. brak.”

Svigter de frivillige løsninger

Hvilke konkrete ”intelligente, målrettede og lokale løsninger”, der kan overtrumfe en reduktion af landbrugets kvælstofforurening med 4 pct., nævner Søndergaard intet om. Alligevel påstår han, at ”der findes langt bedre veje til at fremme miljø og biodiversitet end midlertidig braklægning. Det ved man i EU, det ved enhver landmand, og det ved regeringen. Det eneste, man med sikkerhed opnår med dansk enegang på 4 pct. brak, er, at danske landmænd får ringere konkurrencevilkår end vores europæiske kollegaer.”

Det altoverskyggende forureningsproblem for havet omkring Danmark er landbrugets udslip af næringsstoffer.

Med landbrugspakken fra 2015 fik Søndergaard og hans kolleger mulighed for at øge udbringningen af kvælstofgødning med 20 pct., og siden da er forureningen med fedtemøg og søsalat eksploderet, samtidig med at efterårets iltsvind rammer stadig større havområder, der tømmes for fisk og skaldyr.

Aftalen dengang var, at landbruget gennem frivillige, lokale løsninger skulle kompensere for det øgede udslip, men det kom aldrig til at ske. Landbruget svigtede sin del af aftalen, og det svigt gør det nødvendigt at fastholde de 4 pct. brak, men den sammenhæng nævner landbrugets lobbyister intet om.